I de allerførste sekunder af Marvel-serien ’She-Hulk’ toner Tatiana Maslanys hovedperson Jessica Walters frem og kigger direkte på os, mens hun øver en brandtale om magt og ansvar. Det viser sig, at hun taler til sine kolleger på advokatkontoret og ikke seriens publikum, men det viser sig også, at dette første insisterende blik i kameraet langt fra skal blive et enkeltstående tilfælde.
Helt frem til sidste afsnit adresserer hun os ude i stuerne med metaironiske kommentarer som: »Jeg elsker, når Wong dukker op, det er som at give serien Twitter-rustning i en uge«.
Hensigten var nok, at det skulle fremstå kvikt, selvironisk og sjovt, men i stedet virker det dovent og klichépræget.
I hvert fald hvis man har set den efterhånden lange række film og serier, der de seneste år har overtrådt en af de mest essentielle grundregler i det klassiske filmsprog: At man aldrig må bryde den fjerde væg, altså at karaktererne aldrig må bryde illusionen ved at kigge ind i kameralinsen.
Hvem taler Fleabag til?
Grebet med at adressere publikum i øjenhøjde er blevet brugt i de levende billeder siden 60’erne. I serier fra ’Moonlighting’ til ’Malcolm in the Middle’. I film fra Godards ‘Jeg ved to-tre ting om hende’ til ’Annie Hall’, ’Ferris Buellers Day Off’ og ’Fight Club’.
Her har det stået som et friskt og opfindsomt brud med konventionerne, og det har involveret os i fortællingen på en ny og interessant måde i en populærkulturel udvikling, hvor mange for alvor begyndte at blive bevidste om de mest udbredte fortælleskabeloner og -mønstre.
Det var naturligvis Netflix-fænomenet ’House of Cards’, der gjorde grebet højmoderne i 2013. Kevin Spaceys sigende blikke og bidske kommentarer til kameraet blev seriens væsentligste varemærke, og det fungerede langt hen ad vejen fortræffeligt som redskab til at indrullere seeren i Frank Underwoods forkvaklede verdensbillede.
Det var sådan noget, der blev skrevet afhandlinger om på universitetet, og det blev så ikonisk, at det med de sidste sæsoner allerede føltes som en floskel. ’House of Cards’ sejrede på en måde grebet ihjel.
Ikke desto mindre genopfandt Phoebe Waller-Bridge det indforståede blik i sit mesterstykke ’Fleabag’ med den måske mest konsistent elegante opførsel i fjerde væg-brud nogensinde.
Hun brugte det til stor komisk effekt, båret af formfuldendt sarkastiske kommenterer, ligesom de små lakoniske bemærkninger gav en anden og dybere forståelse for figurens tragiske dimension. I anden sæson tog serien det til et nyt niveau, da Andrew Scotts Hot Priest i en scene undrer sig over, hvem det er, Fleabag taler til.
Zendaya og Millie Bobby Brown vil også
Sideløbende har især to prominente filmskikkelser dyrket metoden til overflod. I Marvel-universet har superheltekongen af metaironi, Deadpool, haft en længerevarende samtale kørende med seeren, som i den første film fra 2016, hvor han kommenterer, at han bryder den fjerde væg inde i et brud på den fjerde væg (»that’s like … 16 walls«).
Og Adam McKay har forelsket sig så meget i gimmicken, at man skulle tro, han selv havde opfundet den.
I ’The Big Short’ forklarer Margot Robbie i et badekar for eksempel komplicerede finansielle begreber til seeren, i slutningen af ’Vice’ henvender Christian Bales Dick Cheney sig direkte til os, og i L.A. Lakers-serien ’Winning Time’ bryder fire forskellige karakterer den fjerde væg på det første kvarter af første afsnit.
Det er alt, alt for meget i ’Winning Time’, og det er blot et af flere eksempler post-’House of Cards’, hvor det er vildt uretfærdigt, at karaktererne kan tale til én, uden at man får mulighed for at tale tilbage, så man kunne bede dem om at klappe i og passe deres arbejde som karakterer i en fiktion.
Det er uudholdeligt, når Millie Bobbie Brown forsøger at være kæk til kameraet i Netflix-filmen ’Enola Holmes’ (hun kan godt spare sig i den nært forestående toer), og det går kun akkurat i ’Euphoria’, fordi serien generelt er så god, at man accepterer, at Rue adresserer os i tide og utide.
Senest har også en film som ’Bullet Train’ kappet illusionen, og i den danske Netflix-serie ’Skruk’ er ’Fleabag’-inspirationen til at tage og føle på.
En doven genvej
Tidligere var det frækt, at instruktøren turde fortælle seeren, at instruktøren godt ved, at seeren ved, at det bare er fiktion, men i dag bliver det hurtigt kikset, fordi seeren altså udmærket godt ved, at instruktøren godt ved, at seeren godt ved, at det bare er fiktion.
Vi er så medievante, vi er så vant til, at folk stirrer ind i kameraet på Instagram og TikTok, og vi er så tilbøjelige til selv at bryde illusionen i sofaen med telefonen i hånden, at det i dag er meget sværere at blive i illusionen end at blive revet ud af den.
Det er hverken friskt eller inciterende at gå meta på den – det er en langt større udfordring at skabe en fiktion så medrivende, at man i bare 10 minutter glemmer verden omkring sig.
Bruddet på den fjerde væg er nærmest blevet den nye voiceover og i dag mest af alt et tegn på en lige lovlig selvtilfreds instruktør og manuskriptforfatter, der nærmest falder over sig selv for ikke at komme til at kede publikum, som netop Adam McKay.
Lige nu føles det som en doven genvej til komik, som en old måde at virke ung og kæk på og som et billigt forsøg på at flashe en populærkulturel bevidsthed. Det kan godt være sjovt og anderledes, første gang tryllekunstneren afslører sin hemmelighed på scenen – men fjerde, femte og sjette gang bliver det bare trættende.
Og så alligevel dukker der med jævne mellemrum en film eller serie op, der formår at puste nyt liv i det trætte formgreb.
I en af årets hidtil bedste serier, hospitalsdramaet ’This Is Going to Hurt’, snakker hovedpersonen Adam uafladeligt til kameraet, og selvom jeg umiddelbart ikke synes, serien havde tabt noget på at udelade det, er det svært at komme uden om, at det fungerer takket være Ben Whishaws sublime spil, en krads britisk humor og seriens tragikomiske grundtone.
I et af seriens sidste afsnit skifter den direkte henvendelse brillant perspektiv, så det skærer i hjertet.
Men som udgangspunkt er jeg altså færdig med at blive overbegloet af de karakterer, jeg prøver at føle et eller andet for. Så lad mig sige det sådan her, mens jeg stirrer jer direkte i øjnene, film- og serietyper: Lad den fjerde væg stå.