I den kommende Viaplay-serie ‘Bullshit’ bliver historien om Danmarks første store rockerkrig i 1980’erne fortalt fra rødderne i 1970’ernes Christiania og Amager, hvor rodløse unge forsøgte at skabe et fællesskab udenfor det etablerede samfund, der senere blev til rockerklubben Bullshit.
Udover den deciderede rockerkrig mellem Bullshit og rivalerne Hells Angels fokuserer serien på det tumultariske kærlighedsforhold mellem to af gruppens førende unge Pia og Henning “Makrel’. Et forhold der ligesom stemningen i klubben var spændende med kurs mod det farlige. Her ses de unge talenter Alba August (‘Unge Astrid’, ‘The Rain’) og Marco Ilsøe (‘Vikings’) i rollerne som rockerparret.
På resten af rollelisten står også Vic Carmen Sonne, Jacob Cedergren, Nicolaj Kopernikus, Clint Ruben (‘Venuseffekten’), Magnus Juhl Andersen (‘De forbandede år II’), Peter Christoffersen (‘Når støvet har lagt sig’) og Niklas Herskind (‘Usynligt hjerte’).
‘Bullshit’ instrueres af Milad Alami, der spillefilmdebuterede med ‘Charmøren’, og han har skrevet manuskriptet sammen med Bo Hr. Hansen og Molly Malene Stensgaard.
»Jeg har behandlet serien ‘Bullshit’ som en lang sekventiel spillefilm, der tematisk bevæger sig omkring familie og vold. Hvad der starter i rus og glæde, viser sig at blive et sandt mareridt. ‘Bullshit’ er en 4,5 times spændingstur ind i ungdommens vildskab, der er sjov og ret uskyldig i starten, men som bliver mere og mere alvorlig og farlig«, udtaler Alami i seriens pressemeddelelse.
‘Bullshit’ er baseret på Camilla Stockmann og Janus Kølster Rasmussens Cavling-vindende bog ‘Bullshit – fortællingen om en familie’ fra 2017.
Optagelserne er netop færdiggjort, og ‘Bullshit’ forventes at få premiere i 2023.