Fans af ‘Sex and the City’ og spinoffserien ‘And Just Like That…’ kan se frem til et gensyn med en gammel kending, når anden sæson får premiere på HBO Max senere på året.
John Corbett vender nemlig tilbage i rollen som Aidan. At dømme ud fra det første billede fra den nye sæson, finder han måske sammen med Carrie igen, efter at hun mistede Mr. Big til et slagtilfælde i seriens chokerende første episode.
I sjette sæson af ‘Sex and the City’ var Aidan blevet gift og havde fået børn. Karakteren dukkede dog op igen i den udskældte anden film i franchisen, hvor han og Carrie næsten faldt i suppedasen igen.
Forud for den første sæson af ‘And Just Like That…’ talte Corbett tilsyneladende over sig, da han til Page Six udtalte, at Aidan ville vende tilbage.
‘And Just Like That…’ har endnu ikke fået en premieredato på HBO Max, men den forventes at få premiere i løbet af i år.
Første sæson fik en hård medfart af anmelderne. Her på sitet blev det kun til tre stjerner og en placering på vores liste over årets serieskuffelser i 2021.
Vi håber, at serien finder formen i anden sæson. Minus seriens skammelige karaktermord på Miranda.