’Hello Tomorrow!’: Seværdig Billy Crudup sælger den amerikanske drøm på månen i Apples uforløste sci-fi-serie

’Hello Tomorrow!’: Seværdig Billy Crudup sælger den amerikanske drøm på månen i Apples uforløste sci-fi-serie
'Hello Tomorrow!' (Foto: Apple TV +).

Apple TV+ har inden for en kort årrække satset stort på science fiction-serier.

’For All Mankind’, ’See’ og den gudesmukke ’Foundation’ havde alle enorme armbevægelser og tilsvarende budgetter, som gav skaberne frit lejde til at udfolde kreativiteten.

Sidste år ramte streamingtjenesten så definitivt plet med zeitgeist-serien ’Severance’, et kafkask mindfuck, der tog hele genrens klaviatur i brug.

Det nyeste skud på stammen er ’Hello Tomorrow!’, som foregår i en nostalgisk 1950’er-verden med et retrofuturistisk twist, der æstetisk kan placeres et sted mellem ’Don’t Worry Darling’, ’Mad Men’ og videospillet ’Fallout’.

Vi følger et team af rejsende sælgere fra virksomheden The Brightside, som, under ledelse af den karismatiske og elokvente Jack Billings (Billy Crudup), opstøver potentielle kunder og pitcher dem et tilsyneladende utænkeligt produkt: et drømmehjem på månen.

‘Hello Tomorrow!’ (Foto: Apple TV +).

Men dette er fremtiden – eller i hvert fald en finurlig version af fremtiden set med datidens naive og fantasifulde øjne – så hvorfor skulle det egentlig ikke være muligt at bosætte sig på månen? Jack og co. får i hvert fald overtalt en række kunder, som labber drømmen om et liv i rummet i sig, og spørgsmålet er så, om salgspitchet er reelt nok eller en sandhed med modifikationer.

Da sælgerne, der også består af den ambitiøse Herb (Dewshane Williams), den jordnære Shirley (Haneefah Wood) og den spirende ludoman Eddie (’The Simpsons’-veteranen Hank Azaria), ankommer til Jacks hjemby Vistaville, må han tage kontakt til sin fremmedgjorte familie, som han ikke har set i tyve år.

Hans kone er nemlig endt i koma efter en voldsom ulykke, og det får Jack til at opsøge sin voksne søn Joey (Nicholas Podany), der ikke aner, at Jack er hans far. Han tager ham under sine vinger som juniorsælger i firmaet.

Men med så mange jern i ilden, professionelle såvel som personlige, begynder et maskefald måske at true den så ellers skruppelløse og selvsikre Jack.

‘Hello Tomorrow!’ (Foto: Apple TV +).

’Hello Tomorrow!’ er utroligt vellavet. Der er virkelig kælet for detaljegraden, produktionsværdien og billedsiden, og den retrofuturistiske setting er gennemført til en sådan grad, at det nærmest bliver for selvfedt – med alt fra svævende dollargrin, smarte servicerobotter og pasticherede dinere, hvor hovedpersonerne kan få deres daglige milkshake-fix.

Seriens poppede verden går fint i spænd med Jack som en karakter, der har så travlt med at sælge den amerikanske drøm, at han gradvist mister jordforbindelsen og havner i et stadie af storhedsvanvid og selvbedrag, hvor hans løgne begynder at bryde gennem hans polerede facade.

Billy Crudup, der også er medproducent på serien, er helt fantastisk i hovedrollen, og især hans evne til at bruge sit glatte smil, der skiftevis fremstår psykotisk og karismatisk, er grund nok til at binge serien til ende.

‘Hello Tomorrow!’ (Foto: Apple TV +).

Desværre får Crudup ikke meget hjælp fra sine omgivelser. Mange af birollerne er alt for tyndt skitseret. De bliver aldrig troværdige karakterer, men fremstår nærmest som avancerede robotter udstyret med mekaniske replikker, der hverken har synderligt meget bid eller vid.

Serien kæmper også med tempoet, til trods for at afsnittene højst runder en halv time, og meget af tiden bliver spildt med en flyvsk tone, der pendulerer frem og tilbage mellem let komedie, samfundssatire og familiedrama. Idéen om et utopia på månen er en fin satirisk analogi til de drømme, som datidens europæiske udvandrere blev lokket til USA med, men ellers er der for store udsving i seriens tone.

Et stort plus er dog finaleafsnittet, hvor scenarierne og tempoet spidser til. Og hvis anden sæson ender med at blive en realitet, ser der ud til at være spændende ting i vente.


Kort sagt:
Billy Crudup er en stor fornøjelse og det ubestridte højdepunkt, som storskrydende sælger i den æstetisk gennemførte sci-fi-serie, som kunne have solgt sin præmis langt bedre ved at finpudse sit uforløste indhold.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

’Hello Tomorrow!’. Serie. Skabere: Amit Bhalla og Lucas Jansen. Medvirkende: Billy Crudup, Hank Azaria, Haneefah Wood, Alison Pill, Nicholas Podany, Dewshane Williams. Spilletid: 10 afsnit á ca. 30 minutter. Premiere: Kan ses på Apple TV+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af