’Severance’: Ben Stillers nye serie har en forbandet pirrende præmis
Bland ’Black Mirror’, et par påfund af Charlie Kaufman og en god dosis Kafka, og du får ’Severance’.
En ny Apple TV+-serie med en forbandet pirrende præmis: De ansatte i en stor virksomhed har fået indsat en chip i hjernen, der gør, at de bliver til en anden person, når de går på arbejde. Kroppen er den samme, sindet et andet. De ved ikke, hvad de arbejder med. Det er, som om de falder i søvn, når de træder ind på kontoret, og vågner, når de kommer ud igen.
Tilsvarende aner deres professionelle substitutter ikke, hvem de er, eller hvad de laver uden for kontoret.
Det er et tankeeksperiment af what if-typen. Hvad nu, hvis du kunne adskille dit arbejde og dit privatliv med en kontakt i hjernen?
Det er ’Severance’s trumfkort: De spørgsmål, serien stiller, er så gode, at de nagler seeren til sofaen.
Til gengæld er svarene ikke altid helt så overbevisende.
I serien følger vi to versioner af Mark (Adam Scott), arbejds-Mark og privat-Mark. Han er tidligere historieprofessor, men da hans kone omkom i et biluheld, dulmede han sorgen med spiritus og magtede ikke længere jobbet. Løsningen lå ligefor: Han meldte sig hos virksomheden Lumon og fik foretaget det indgreb, der nu gør ham i stand til at slukke for sig selv på arbejdet. Otte timer uden traumet, hver dag.
Serien præsenterer ham i en genial åbningsscene: Han hulker på parkeringspladsen, inden han trisser ind i kontorbygningen og pludselig, midt i elevatoren, glemmer, at han nogensinde fældede en tåre. Man ser ændringen i ansigtet, en pludselig glans i blikket som en svag glødepære, der tænder.
På firemandskontoret er Mark omgivet af regelrytteren Irving, sarkastiske Dylan og den senest tilkomne – og straks rebelske – Helly. De knuser tal i det sjælløse kontor, uden at vide hvad tallene bliver brugt til. Det er det ultimative pseudoarbejde.
’Severance’ er absurd, men selv om komediemand Ben Stiller instruerer, og komediemand Adam Scott spiller hovedrollen, er det ikke en komedieserie. Det er barske løjer, det her: overgreb fra tyranniske chefer, traumer i bagagen, voksne liv uden retning, på og uden for kontoret. Det er trøstesløst, kynisk og dramatisk.
Og så går det langsomt. ’Severance’ tilbageholder information, i en grad så det stadig efter en hel sæson står hen i det uvisse, hvad talknuserne laver.
Det er en pointe i sig selv: Ben Stiller og det velspillende ensemble med folk som Adam Scott, Patricia Arquette, Christopher Walken, John Turturro og trumfkortet Tramell Tillman formidler den kafkaske absurditet i kontorarbejdet, så man mærker ubehaget.
Som satire over den moderne arbejdsplads er ’Severance’ stærk. Kontoret er præget af topstyring, en kultur, hvor kritiske medarbejdere aldrig har ret, og dræbende pseudoopgaver, som virksomheden forklæder med buzzwords og branding af den virkelig højtravende slags.
Men refleksionen over det modernes menneskes work/life-balance – altså selve kernen i det spørgsmål, serien stiller – bevæger sig kun tøvende og usikkert videre fra what if-stadiet.
Det kunne have været en provokerende vision. Helt ærligt: Lyder det ikke bare lidt lokkende at kunne slukke for sig selv på arbejdet, så man kun skal koncentrere sig om fritiden? Om børn og familie, brætspil og badminton? Er det så selvklart, at der er tale om et mareridt for alle?
Måske. Men ’Severance’ vælger den lette løsning, når den udelukkende holder dystopien i gråsorte nuancer. Vi følger kontormusene langt mere end de biologiske originaler, og den eneste frie sjæl, der får klækkelig skærmtid, plasker traumatiseret rundt på bunden af en Jameson.
På kontoret ved vi samtidig for lidt om, hvad der foregår, til at bevæge os videre fra det umiddelbare ubehag og reflektere dybere over seriens analyse.
Det kommer muligvis i den anden sæson, som den forrygende finale lover. Men indtil videre er ’Severance’ et effektivt kontormareridt, som ikke har forløst sit fulde potentiale.
Kort sagt:
’Severance’ er en ofte drønspændende, men uforløst dystopi fra det moderne kontorlandskab.
Anmeldt på baggrund af hele første sæson.