Der kommer til at gå lang tid, inden vi igen får lov at se Robert Pattinson trække i flagermusedragten.
Efter ændringer i ledelsen af Warner Bros.-superhelteafdeling DC er alle tidsplaner blevet skubbet for at bane vej for en mere egal franchise á la Marvel.
Nu har James Gunn og Peter Safran, lederne af DC Universe, udmeldt den første strategi for superhelte-universet, og her fremgår det, at ‘The Batman Part II’ først får premiere i efteråret 2025.
Gunn og Safran kunne også meddele, at ‘The Batman Part II’ ikke kommer til at være en del af det officielle DC-univers, der søsættes med ‘Superman: Legacy’ i 2025.
I stedet bliver filmen rubriceret i kategorien DC Elseworlds, hvor film som ‘Joker: Folie à Deux’ også befinder sig. Gunn har sagt, at han vil caste en ny Batman i det officielle DC Universe.
Matt Reeves er lige nu i gang med at skrive manuskriptet til ‘The Batman Part II’. Han arbejder også på flere spinoffserier, blandt andet ‘The Penguin’ med Colin Farrell i titelrollen.
‘The Batman Part II’ får premiere 3. oktober 2025.