’Love is Blind’ sæson 4: Netflix’ realityhit virker mere ægte end længe
’Love is Blind’ er blevet et af de største realityprogrammer på Netflix.
30 millioner så med i løbet af de første to måneder efter udgivelsen af første sæson, og i 2020 vandt serien tilmed en Emmy for Outstanding Casting For A Reality Program.
Præmissen er enkel: Kan kærlighed opstå udelukkende på baggrund af det indre, når deltagerne dater på kryds og tværs uden af kunne se hinanden? Fem par blev formet i løbet af første sæson, og to af parrene er fortsat gift i dag, tre år senere. Nu er serien så aktuel med sin fjerde sæson, og Netflix har allerede lovet, at vi også kan se frem til en femte.
I programmets fjerde sæson er der ikke meget af grundprincippet fra de tre forrige sæsoner, der har ændret sig. Deltagerne er separeret af køn, men samlet for at finde den store kærlighed. De dater stadig på kryds og tværs i små båse (pods), og hvis kærligheden viser sig i mørket, går den ene part på knæ og frier. Herefter følger vi fem forlovede par for at se, om de i sidste ende siger ja til hinanden foran alteret.
Konflikterne, der udfolder sig, er heller ikke meget anderledes i denne sæson end de foregående. Der er nogen, der ikke helt kan lægge deres pod-crushes fra sig. Der flirtes, skændes eller en kombination af begge til nogle af de festlige lejligheder, hvor deltagernes samles tilsyneladende uden andet formål end for at skabe drama og spænding i programmet.
Andre kan ikke komme sig over skuffelsen over det ydre, der viser sig på den anden side af den talende væg, de blev forelsket i. Alligevel sidder vi med oprejste hår i nakken, når lysene tændes i de små pods én efter én, for måske kan den her sæson bare lidt af det samme, som gjorde, at vi ikke kunne tage øjnene fra skærmen til den første sæson.
Og det kan den faktisk … måske. Sæsonen er nok den mest ægte siden første ombæring. Selvom Irina allerede nu kaldes den ultimative skurk på sociale medier, er samtalen mellem hun og Zack en af de mest real, der er blevet vist på (i hvert fald amerikansk) reality-tv: »Du ligner en tegneseriefigur, vil du ikke nok blinke?«
To be fair – Zack stirrer rimelig intenst.
Parret formår aldrig at rette op på det akavede første møde, og de beslutter at afslutte relationen i Mexico, hvor de indtil da har sovet med en pude imellem sig, med deres jomfruelighed som undskyldning. Men som den tequila, der garanteret væltede ud af munden på Micah og Irina efter pool-party’en, vælter sandhederne ud af Zack og Irina, da de henkastet gør sig klar foran spejlet post break-up:
»Jeg fucking hader at vågne op ved siden af dig«, »Jeg har da også været interesseret i en anden«, »Ja bare ærgerligt at det er din bedste venindes forlovede,« siger de, mens de griner af lettelse over ikke længere at skulle spille komedie for hinanden.
Efter den katastrofalt rodede tredje sæson med direkte ubehagelige medvirkende virker dette års deltagere mere … tålelige. Udover skurken Irina selvfølgelig. Det virker til, at de fleste rent faktisk søger kærlighed.
Vi er med det samme team Tiffany og Brett, og man føler faktisk, at der er rigtige følelser på spil. Der er i hvert fald ikke nogen »do you mind??«-øjendråbe-græde-sekvenser a la Andrew Liu fra sæson 3.
Det slår også anden sæson, hvor det var totalt ligegyldigt, hvem der blev gift med hvem. Men det er svært at lade sig overbevise om, at det er normalt, at man går direkte hen og frier til den næstbedste i køen, hvis man blev afvist af sin eneste ene. Og det er, hvad Kwame gør. Og Zack, som er denne sæsons plottwist, da konceptet ’Love is Blind’ fuldstændig brydes, når han får lov til at fri til sin second-runner-up, efter de er kommet ud i den virkelige verden. Måske er kærligheden ikke så blind, når alt kommer til alt.
Et ord, der på tværs af sæsonerne dukker op i flere afsnit, er ’eksperiment’. Paul The Science Guy agerer uofficiel ekspert i eksperimentet, når han i første afsnit siger: »Jeg har en videnskabelig tilgang til eksperimentet, og det holder faktisk«.
Det skal formentlig gøre, at vi sluger det råt, når deltagerne former true love relationships i løbet af to til tre dates. Men sandheden er, at det gør vi ikke helt.
For relationsopbygningen går så hurtigt, at det virker, som om deres strong connections udelukkende er baseret på, at de italesætter deres strong connections, og det er nok her, ’Love is Blind’ famler lidt i blinde. For dét, der gør programmet unikt, er tiden i pods’ne, men allerede efter tre afsnit er de ude, og i resten af programmet glemmer man lidt, at det ikke er ’Gift ved Første Blik’, man ser.
De tilbringer en ferie i Mexico med de andre par, prøver spraglede brudekjoler med veninder og grædende mødre, flytter sammen i midlertidige kulisse-bolige, og træffer en beslutning om, hvorvidt de vil giftes i sidste ende. Når udviklingen i relationerne går så hurtigt, køber vi ikke helt præmissen om, at de skulle være håbløst forelskede.
Det er ikke så underligt, at diskussionen om, hvorvidt Love is Blind er fake, endnu ikke er forstummet.
Kort sagt:
’Love is Blind’ sæson 4 nærmer sig næsten magien fra første sæson. Men også kun næsten.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.