KOMMENTAR. Du husker det helt sikkert, som var det i går og en menneskealder siden:
Få uger før corona blev det eneste, vi talte om i vinteren 2020, var det eneste, vi talte om i vinteren 2020, Netflix’ monsterrealityhit ’Love is Blind’.
Serien, der fik selv hårdnakkede realityfornægtere til at flokkes foran skærmen for at se et dusin veldrejede, rødvinssnalrede amerikanske singler på den seervenlige side af de unfuckable 40 date igennem en væg.
Målet: At forelske sig hovedkulds på kortere tid, end det tager at koge et æg, og fri til den kælne stemme, der fik troen på true love til at blomstre om kap med en kildren i de nedre regioner.
Hvem ville sige ja ved alteret, og hvem ville »skilles FOR EVIGT« som D-kendisværtsparret Nick og Vanessa Lachey formulerede det?
’Love Is Blind’ var samtlige datingprogrammer, vi havde set før (eller skyet som pesten), fra ’Gift ved første blik’ til ’Paradise Hotel’ og 00’er-hittet ’Dating i mørke’ – bare meget sjovere.
Og velsignet med deltagere, der både serverede gyldne øjeblikke på fad (varmblodede Giannina og fulde-Jessica, hvor vi savner jer!), og åbenbarede interessante sociale facetter omkring amerikanske klasseforskelle og mixed race parforhold, når hovedrollerne tørnede sammen med skeptiske familiemedlemmer og venner, der ikke havde skrevet sig op til at blive biroller i Netflix-cirkusset.
Det var den perfekte reality-storm, hvoraf to ud af seks par fortsat er gift den dag i dag. Og Netflix var naturligvis ikke sene til at annoncere, at en sæson to var på tegnebrættet.
Den har vi så fået i år, lidt coronaforsinket, men ikke mindre ventet af den grund.
Og den er … alt det, sæson 1 ikke var.
Ugidelige deltagere
Hvor første sæson levede højt på sit farverige cast, maveplasker anden sæson allerede i første afsnit under introduktionen af singlerne, der for fyrenes vedkommende syntes at være hevet ind fra gaden i sidste øjeblik.
Det er noget med at sweet talke damer, og de må for guds skyld ikke være tungere, end at man kan bære dem på skuldrene til en koncert – så meget har deltagerne (især »dyrlæge/dj« Shake og »project manager« Jarrette) lige akkurat styr på i deres lille fratboy-rede, hvor de hænger ud, når de ikke er på dates.
Som forrige år går kvinderne mere ivrigt til opgaven, trækker benene op under sig i sofaerne og åbner op for usikkerheder og forholdsambitioner. Men gnisten udebliver, når deres modstykker på den anden side af væggen stirrer indifferent ud i luften, mens de givetvis ærgrer sig over ikke selv at være lækre nok til Netflix’ lir-fest ’Too Hot to Handle’.
Et sted i et produktionslokale hos Netflix ligger der en krøllet post-it med teksten »OBS: Kærlighed er blind, bare ikke for mænd«, og det efterlader en grim smag i munden, at serien har castet flere plus size kvinder blot for at skubbe dem til side og i stedet fokusere på de deltagere, hvis ‘historier’ er, at de har tabt sig og nu er rædselslagne for at tage på.
For hvilken skabsmisogynistisk mand vil så elske dem på internationalt tv?
Tvangsforlovelser
Det er ikke kun deltagerne, der i sæson 2 har lidet andet end whatever tilovers for præmissen. Det er på besynderlig vis også Netflix selv.
Og det er en ærgerlig strategi for et show, hvis MVP-par fra sæson 1, Lauren og Cameron, er blevet så stærkt et kommercielt brand, at de er i forhandlinger om at få deres egen serie.
Ikke alene burde det have været en no-brainer for Netflix at hyre turtelduerne som værter på sæson 2, det burde også have været en prioritet at forsøge at genskabe magien med par, der ægger romcom-viben.
For der er dæleme ikke meget charme over scener, som den hvor »programkoordinator« Iyanna fortæller sit crush Jarrette, at hun har haft det svært med intimitet efter et seksuelt overgreb, blot for at blive mødt med så larmende indifferent tavshed, at det burde have diskvalificeret manden for manglende empati.
Det eneste, sæson 2 således gør en uskøn dyd ud af at føre videre, er en bizar insisteren på at opføre discountversionen af Jessica-Mark-Amber-Barnett-balladen, nu spillet af de 110 procent mindre underholdende Shaina-Kyle-Natalie-Shayne:
To kvinder falder for sæsonens bralrende mandemand (Shayne), og da han frier til den ene (Natalie), bliver den anden (Shaina) så indebrændt, at hun som plaster på selvværet takker ja til en intetanende runner-up (Kyle), der i fem bundnaive minutter tror, at han har skudt papegøjen.
Og setuppet gentager sig gudhjælpemig med omvendt kønsfortegn, da Jarrette frier til backuppen Iyanna og bringer andelen af ‘tvangsforlovelser’ op til en tredjedel af alle sæsonens par.
Navnlig kan »influencer« Shaina ikke komme sig over sin afvisning, men i endnu højere grad end i Jessicas tilfælde fremstår hendes forlovelse med »bygningsarbejderen« Kyle som et sort hul af tidsspild.
Kyle er ateist. Shaina er ultrakristen, og mens de to endnu blot snakker i båsene, bekender hun stolt, at hun ikke tror på evolution.
»Men … det er videnskab«, forsøger Kyle lettere vantro. »Religion er videnskab«, svarer Shaina hånligt. Hun vil »bede« for Kyle, fordi han som en anden landsbytosse naivt har købt konspirationsteorierne om Big Bang og livets begyndelse.
Duoen har ingen kemi og intet til fælles. Hvorfor Kyle frier få scener senere, med sin bedstemors ring, og Shaina med et opgivende blik i de medieliderlige øjne siger ja.
Så heftig er hendes afsky ved Kyle, at hun forlader optagelserne efter én dags luksusferie i Mexico.
Men i stedet for at trække stikket stabler serien endu et stunt på benene, hvori Shaina introducerer Kyle for hele den evolutionsfornægtende, våbenelskende familie, så de med dødsforagt kan udspørge ham om, hvorfor han ikke tror på »Christ our Savior«.
Dræbende ugidelighed
Havde Shaina og Kyle haft et godt øje til hinanden, ville det have været frydefuldt tåkrummende at se den ultraliberale gom kollidere med MAGA-svigermekanikken.
Men her er løgnen slet og ret for fed til, at der er noget som helst på spil.
Alt imens Shainas senere tilsvining af hvide Shayne og asiatiske Natalies relation som »fucking fake« (lol), fordi de to ikke »ikke ser kompatible ud«, flirter med ublu racisme.
Ja, alt reality er iscenesat.
Men god reality ved, at vi kun leger med på illusionen, så længe deltagerne kan sælge varen med et gran af troværdighed.
Som seer er det ikke videre sexet at heppe på ugidelighed, og mere end én gang mistænker man en deltager for at læse direkte op fra en teleprompter bag kameraet (Nick, »VP of product marketing«, jeg kigger på dig og dine opspilede øjne).
’Love is Blind’s sæson 1 præsenterede et hold karakterer, hvis op- og nedture vakte stadigt større emotionel resonans op til den uimodståeligt neglebidende finale. Desværre er sæson 2 befolket af rene karikaturer, hvis fremtidige lykke de færreste vil give en døjt for.
Og derfor er det også inderligt ligegyldigt, hvem der bliver gift i finalen.
’Love is Blind’ sæson 1-2 kan ses på Netflix.