Ugens business deal
Roman er ikke okay, da ‘Succession’s finaleafsnit skydes i gang.
Hvorvidt han er det, når det slutter, kommer an på, om man er til familiehygge eller at drikke ensomme martinier med sin verden styrtet endegyldigt i grus.
Det sidste af en uendelig række af bestyrelsesmøder er et døgn væk, og udover afgørelsen af, hvem tronen går til, er det helt store spørgsmål: »Is Roman even gonna show?«.
Der skulle tilsyneladende ikke mere end tårer og tæsk fra en autonom til, før han flygtede hjem til sin mors caribiske ø-hus og vinkede farvel til Waystar Royco-drømmen. Hvis man var i tvivl om, at han har givet op, så er hans eksil-outfit en børnebluse fra Wallmart, der koster 14 dollars.
Mens han gemmer sig, er Shiv pinligt sikker på, at Matsson vælger hende, mens Kendall prøver at samle bestyrelsesstemmer til sit kup med en forløsningsiver som Frank Underwood med forstoppelse.
Så snart moder Caroline tipper dem om brorens lokation, stiger begge om bord på privatflyene for at få ham tilbage i manegen inden rundbordsmødet to end them all.
Matsson viser én gang for alle sit sande ansigt som CE-bro’en over dem alle. Som et omvandrende misogynt shot svensk Absolut Vodka har han ikke i sinde at vælge Shiv, fordi han gerne vil kneppe hende. I hvert fald »A little bit«.
Hvilket han fortæller Tom lige op i hans åbne ansigt, hvorefter han bejler til i stedet at stikke armen op i ATN-chefens røvhul, fordi det er så medgørligt og smidigt.
Greg bliver psyket af Tom og sladrer til Kendall efter på herligt dum vis at have luret vikingernes modersmålssnak i baren via en (virkelig effektiv) oversættelsesapp.
Pludselig gydes der olie på vandene mellem Roy-trioen, der med Kendall som spydsspids alligvel dedikerer sig til »reverse-Viking«-manøvren.
Mens Roman og Shiv diskuterer, om de skal slå deres storebror ihjel, har han allerede smidt tøjet og er hoppet i vandet som en glad and med en fuldført fredsaftale.
Det var første gang i afsnittet, jeg fik en mistanke om, at Kendall ville dø. Hvis ikke fysisk så metaforisk. Skulle der virkelig ikke mere til for at få kongestolen end at drikke en blendet mikstur af mayonnaise og køleskabsrester?
Anden gang var efter det komplet kuldsejlede bestyrelsesmøde, hvor Roman parrerede storebrors ordre, men Shiv fik kolde fødder og én gang for alle fik nok af at agere omrejsende manipulationsinstrument uden fri vilje, som blev spillet på af først Matsson og så hendes brødre – som en »gravid cello« med Romans ord.
Shiv siger nej til Kendall med to sønderlemmende meddelelser. Hun tror bare ikke, han vil være god til det. Hvorefter hun (nårh ja) minder ham om, at han har slået nogen ihjel. Virkelig dårligt for aktien, hvis det bliver opdaget en dag.
For da Roman efter et sidste forfærdeligt familieslagsmål i et gennemsigtigt glasbur poserer på sejrsfotoet med Matsson, insisterede min puls på, at kameraet ville fange Kendalls ‘Mad Men’-styrtende krop fra højhusets tag bag ruderne.
I stedet svansede Tom mere behersket end nogensinde ind og satte et ejerskabsklistermærke i panden på sin Greg.
Og efter fire sæsoners strubekamp i patriarkens spejlsal af tomme løfter føltes ‘ingen vinder’-løsningen også som den eneste valide mulighed.
Ugens bedste scene
Med sin spilletid på 90 minutter var finaleafsnittet ‘With Open Eyes’ en gladiatorkamp af forrygende scener. Men hvilken var bedst?
Da Roy-børnene af storebror Connor på pædagogisk vis blev instrueret i at sætte klistermærker på deres afdødes fars ting, så der kunne blive plads til ham og Willas koskindssofa?
Da Tom opdagede Gregs forræderi og hev ham med ud på Logans toilet for at give ham en syngende lussing? Blot for at blive slået direkte tilbage i ansigtet af sin nu bevidstliggjorde myndling?
Da Kendall kramme/bryderkvælede sin lillebror i trøst? Eller da han i vrede var ved at lave en ‘Game of Thrones’-tryktest på hans øjenæbler foran hele firmaet?
Eller den lykkelige version af Roy-trioen? Grinende børn i færd med at lave klam trylledrik til kong Kendall. Der badede forenede i måneskinnet, mens de jokede med at slå hinanden ihjel og slikkede ødipalt på deres dumme papfars ost og udstillede deres mor som en exceptionelt nærig rig person, der gemte endestykker i fryseren? Som i øvrigt fakede hele sit moderlige favntag for at få sine børn til at investere i en vens lyssky pengeprojekt med ældreboliger.
Scenen, hvor Tom tyggede torskekæber, mens han sleb sin røvslikkende personlighed endegyldigt ned over for Matsson og med et trylleslag gik fra tiggerdreng til prins?
Da Greg trådte i dumpap-karakter og blæste hele korthuset omkuld med sin oversættelsesapp?
Eller da hver af de centrale karakterers slutbillede færdigmalede ‘Succession’-sagaen med perfekt afmålt tvetydighed?
Ugens ulykkelige slutning
Tom forløste internetspådommen og satte Roy-trioen totalt til dørs. Greg skal gregge for sin nyudklækkede CEO med en prik i panden til evig tid, som hans homoerotiske skydeskive.
Connor og Willa skal i hvert fald køre langdistance efter to ugers ægteskab.
Det var en endegyldig maltraktering af Shivs selvstændighedsdrømme, vi var vidne til på bilens bagsæde. Med sin akavede hånd oven på Toms fik hun en forsmag på livet som en Wambsgans. Hun er nu reduceret til sidemakkeren uden indflydelse, der kan forsøge at trænge igennem mandens skjold i håb om kærlighed, mens hun færdigruger firmaarvingen.
Roman var sært forløst efter de selverkendende ord »we’re bullshit« og udtømt for kække bemærkninger.
Kendalls løgne om alt fra mord til at være den ældste søn satte ham definitivt på udskiftningsbænken – alene med udsigten til det sejrshav, han troede, han skulle boltre sig i. Med en fyret livsdrøm, en fremmedgjort familie og sin fars sikkerhedsvagt.
Logan fik til gengæld sin GoJo-happy ending fra graven.
Vi har aldrig set ham gladere end i det klip, hvor han opfører en næsten L. to the O.G’.-værdig rap om USA’s tabende præsidentkandidater, hvorefter Connor efterligner ham som en tekande, og hele selskabet bryder ud i lykkelig fællessang. Logan var gladest, når hans arvtagere ikke sad med ved bordet.
Ugens citat
Den største løgn, der nogensinde er blevet fortalt i ‘Succession’-universet, må være, da Matsson siger til Tom (sin kommende »pain sponge«): »You’re fucking talented«.
Eller da Kendall overvejer, at hans bror måske er velfungerende? »Maybe you’re well adjusted and I’m a business psycho«.
Måske den Logan fortalte syvårige Kendall på Candy Kitchen i Bridgehampton, om at firmaet en dag ville blive hans? Romans comeback er eminent: »Pics or it didn’t happen«.
Da Kendall desperat prøver at blive CEO ved at råbe »I’M THE ELDEST BOY«. Hvilket han ret beset slet ikke er.
Sandsigersken Shiv lægger i stedet kimen til sin egen undergang, da hun hylder Toms evne til at »suck the biggest dick in the room«.
Og i et afsnit, der har sin titel efter øjne, kommer den mest diskrete kommentar om synsorganets bedrag fra moder Caroline, da hun degraderer dem til »face eggs«.
Tom og Shiv slutter serien af med den sørgerligt sigende udveksling »Congratulations« (Shiv), »Oh, no« (Tom). Men i sidste ende er det nok den afsluttende tavshed, der omgiver alle karaktererne til sidst, som står allerstærkest i hele afsnittet.
Ugens bundlinje
Det er både rigtigt, men også virkeligt irriterende at sige, at finaleafsnittet med sin titel ‘With Open Eyes’ tippede os om, at svaret på det store ‘Succession’-spørgsmål havde ligget til frit skue hele tiden.
For selvom serien (med lidt midtvejsstagnation) har bygget eminent op til sit endegyldige fuck off, har konflikten alligevel været intenst konjunktur-følsom fra afsnit til afsnit. Tom gik fra at kommentere en stor taske i finalesæsonens første afsnit til at sidde i magtspillets i hvert fald næststørste kontorstol.
Selvom slutpointen om, at mørkets hjerte i sidste ende ikke er et særligt hyggeligt sted, lå lige til højrebenet, tog serien sig alligevel mageløst ud i Jesse Armstrongs udlægning. Jeg forventede alt og ingenting fra start til slut.
Noget stort, som hverken jeg, eller puslespillende Reddit-brugere kunne have forudset. Og selvom der ikke var nogle chok-mord, var slutningen nervepirrende fantastisk.
Den viste til syvende og sidst, hvor mageløst store armbevægelser der har været plads til rundt om et i virkeligheden simpelt drama.
Vi fik det hele på en gang – og først og fremmest det, vi var blevet lovet. Svar på grundkonflikten. Et svar, der hele tiden havde rumsteret i sæsonens komplette nøglereplik, Logans endegyldige heartbreak-replik: »I love you. But you’re not serious people«.
‘With Open Eyes’ var den perfekte afsked til ‘Succession’. En serie, der gik fra serieverdenens mest oversete perle til internettets forenede elskovsobjekt. Dyrket og gransket i en grad, der har fungeret som sin egen fanfiction-agtige fantasi-turnering.
Finalen vil gå over i seriehistorien. Ikke fordi den som prestigeserierne før den sprængte rammerne, men fordi den blev inden for sine egne rammer og fortalte sin historie færdig med et smukt og exceptionelt fokus. Den dolkede samtlige af sine hovedkarakterer i ryggen, men holdt alle sine løfter for seeren.
Uforudsigelig og ond til det sidste.
‘Succession’ kan ses på HBO Max.