Artiklen indeholder spoilers for ‘And Just Like That’ sæson 2.
‘And Just Like That’ sæson to er slut og har endnu engang fodret popkulturen med memes og givet ambivalente fans grund til at være sure over de samme ting på en ny måde.
Undervejs har Carrie og co. været så vidt omkring, at man ikke kan huske halvdelen af historierne.
Sæsonen blev sparket i gang med stor ståhej omkring bikarakterens Smokes Met Gala-fuckup. Carrie råbte »jeg har covid« ud over nabo Lisettes smykkelancering, der blev lænset af røvere! Cheranda-duoen kæmpede med en strap-on. Der blev pocheret æg, og Miranda trådte i en kattebakke.
Nogle seere mente, at serien så småt fandt fodfæste, mens andre stadig er øre af granatchok og dårlige woke-vittigheder.
Men for at kunne gøre som Carrie i finaleafsnittets selskabsleg og »give slip på forventninger« må vi evaluere den forløbne sæson på godt og ondt.
Det bedste: Slayin’ Charlotte
Det stod klart, efter Charlotte talte til Harrys kønsdele som en gal fitnessinstruktør, at hun havde energi i overskud, hun blev nødt til at få afløb for uden for hjemmet.
Så da hun blev shanghajet til et job som »gallerina«, var det en redningsplanke til alle, der var trætte af at se hende rådne op i ‘mor er et fuldtidsjob’-historier om snotungen Rocks modelkarriere, Lilys hustler-salg af designertøj, sangkarriere og en sindsoprivende kondomjagt gennem Manhattan i en snestorm, der tog curlingmor til en uforudset grel intimsfære.
Da Charlotte smed sin telefon i en kande margaritas, bad Harry aflyse Anthonys impulsbesøg omkring sin røvhulsmødom og affejede mandens brok over hendes fravær med ordene »you’re doing the bare minimum«, var det ikke til at tage fejl af.
»Charlotte is slayin at work!«, som Harry senere hurraråbte og belønnede hende med en ny iPhone, ingen af dem kunne finde ud af at tænde.
Det værste: Charlottes bælte-skrupler
Men ikke engang på Charlotte-fronten vokser ‘And Just Like That’-træerne ind i himlen.
For det ville da være lidt for kedeligt at lade Charlottes tilbagekomst på arbejdsmarkedet handle om … hendes tilbagekomst på arbejdsmarkedet.
Kropsskam måtte der til!
Jeg forestiller mig seriens skaber Michael Patrick King meget som Homer Simpson, der sidder og råber »BORING« i skriverummet, når karaktererne har fået lov til at glemme, at de er midaldrende kvinder for længe og derfor, jo, totale tumper.
Så i stedet skulle vi se Kristin Davis skule til et lyserødt designerbælte, der fremhævede nogle ikke-eksisterende deller og drage afsted til sin første dag på job iført et mumie-korset af shapewear.
Men da hun opdager, at hendes nye unge chef er tyk uden skam, smider hun de strammende bånd (formentlig til tusindvis af kroner) i skraldespanden. Et forsøg på kropspositivitet så tyndt som skummetmælk.
Det bedste: Et vigtigt breakup
»We were a good trainwreck«, blev Miranda og Che enige om i finaleafsnittet i perfekt selvbedrag.
Det var om ikke andet en gigantisk forløsning, da de endelig slog op midtvejs i sæsonen. Hvis ikke orgasmisk, så lidt ligesom når man smider noget virkelig muggent ud fra sit køleskab.
Miranda opførte sig hele første halvdel af sæson 2 som en person med et slukket høreapparat. Alarmklokkerne bimlede og bamlede for døve ører, mens hun blev presset ud i en trekant med Ches eksmand, skældt ud over at bekymre sig for sin søn og tillod sig at sige, at hun synes, det var mærkeligt at optage Cameo-hilsner i sengen.
Til sidst skulle der dog en snestorm og en gigantisk enkemesse til, før livskriseramte Che indså, at forholdet måtte slutte.
Det værste: »Curry-lingus«
For Miranda havde faktisk været i sin gode ret til at skride allerede, da Che sagde, at hun var bange for, at en thai-ret ville sætte gang i deres sexliv på den dårlige måde.
»I’m not tryin to have curry-lingus later«, lød sæsonens værste replik. Uf.
En joke, der stadig brænder på kønslæberne, hver gang man tænker på den, som vittighedernes svar på fnat.
Det værste: At man ALDRIG ved, hvad der sker
At se ‘And Just Like That’ er lidt ligesom at se Che Diaz lave standup.
Punchlinen uforudsigeligt dårlig. Men efterhånden bliver det også en del af fornøjelsen, at man vitterligt aldrig ved noget som helst.
Det stod klart fra første afsnit, hvor selvsamme nonbinære »irsk-mexicanske diva« var nedslået, men ikke på grund af bekymring over sin kommende sitcom-pilot eller forholdet til Miranda. Men en mavedelle!
På en måde er ‘And Just Like That’s trold op af en æske-tilgang til sine kausalsammenhænge faktisk meget godt i tråd med titlen, der står i stærkt kontrast til de essayistiske røde tråde i Carries »I couldn’t help but wonder«-linjer.
Det værste: Et utilgiveligt spørgsmål
»Var Big en stor fejl?«.
Selvom det var et sært umotiveret snigangreb, kunne det spørgsmål have været en anledning til rent faktisk at beskæftige sig med et emne, ‘Sex and the City’-fans ville finde interessant. I stedet blev det efterladt ubesvaret på fortovet mellem Carrie og en forståeligt paf Miranda, mens kameraet blev tavst hængende.
Det var alt sammen elendigt tv, der kun blev mere elendigt, da der blev klippet videre til familiemøde i familien York-Goldenblatt.
Det værste: Carries falske venskaber
Mens man klamrede sig til de sjældne stunder, hvor vi fik lov til at opleve den tilbageværende trio af ‘Sex and the City’s amputerede firkløver, var det decideret provokerende, som ‘And Just Like That’ prøvede at bilde os ind, at Carrie og Che havde et vigtigt venskab.
Fra deres uundværlige støtte ved Widow Con til standup-showet, som hun ikke forlod, da det viste sig at være (endnu) et tonedøvt karaktermord på Miranda.
Den uforklarede dybde af Carries bånd til sin ekskollegaer/bedste vens ekskæreste peakede, da ingens yndlingsslæng endelig var sammen igen til finaleafsnittets afskedsmiddag.
»The Beatles are back together«, rungede det i det tomme menneskeløse rum af folk, der havde snerten af interesse for podcast-fadæsen ‘X Y and Me’s reunion.
Det bedste: Knips til Aidan og Carrie
Mens det var Aidans mærkværdige jakkevalg, der stjal opmærksomheden ved deres første genforeningsdate, var der løbende noget sært behageligt over at se ‘Sex and the City’s næstbedste par sammen igen.
Man mærkede snerten af noget gammel dysfunktion og nerve i måden, Aidan pure nægtede at sætte fod i hendes gamle lejlighed, selvom det også var lidt åndssvagt. Især da han pludselig marcherede ind i den til sidst, som om intet var hændt.
Det tætteste, jeg kom på at få gåsehud i finaleafsnittet, var alligevel, da deres hovedspring tilbage i fortiden blev sat på pause i fem år (!) på grund af Aidans needy søn og hans »fuckin’ shrooms and beer and a car crash at 14«.
Aidans tavse knips, som skulle illustrere, hvor hurtigt fem år hver for sig flyver forbi for gamle sjælevenner, var en sært rørende far-joke.
Derudover var den efterfølgende sexscene mellem dem nok den mest afslørende, vi har set fra Carrie i ‘Sex and the City’s historie.
Det bedste: Stakkels Seema
Det er grænsende til toksisk positivitet at forsøge at finde de lyse sider i ‘And Just Like That’.
Men af alle de misrøgtede nye karakterer (og deres chokoladesouffléer) er Seema den, der får det meste ud af det, hun har. Om det så er helt letbenet a la hendes disputs med sin faste føntørringsfrisør, eller da hun på mere rørende vis blev nødt til at sætte foden ned i forbindelse med hende og Carries kuldsejlede Hamptons-planer.
Sarita Choudbury er en værdig arvtager til Samanthas tomme plads, men hvis hun fik lidt mere at rutte med, kunne hun være mere. Simpelthen fordi hun som skuespiller bærer rundt på seriens mest underanvendte zsa zsa zsu.
Det værste: LTW i skabet
Det var symptomatisk få tricks, ‘And Just Like That’-skaberne havde i ærmet, når det gjaldt Lisa Todd Wexley.
Det startede ok ud. Hun fik en rimelig legendarisk spadseretur til Met Gala, der var så rød, glitrende og dramatisk, at den snildt kunne have haft undertitlen ‘Pas på Doja Cat, hun er ny i trafikken’.
Så var der et ret fint øjeblik, hvor hun kæmpede sig gennem sneen for at give interview på scenen omkring sit dokumentarprojekt og tog sin paryk på på toilettet, som menneskelig og fin repræsentation.
Det blev dog overdøvet af utallige scener, hvor hun var spærret inde i sit enorme walk-in-closet og fuckede op på Lyft-appen.
Fem minutter i lukketid blev der da også lige plads til et mærkeligt abort-plot, som den forudsigelige sløjfe på hendes kedsommelige ‘kan kvinder få det hele’-historie.
Det bedste: Ét minuts Kim Cattrall
Rygtet gik forud for Kim Cattralls gæsteoptræden, at den blev indspillet afsides uden kontakt til nogle af de medvirkende, mens hun indkasserede en million dollars for den.
Men selvom Samantha Jones’ dyre lufthavnsopkald til Carrie kun varede lidt over ét fesent lille minut, var det alle pengene værd. Det siger ikke så lidt om resten af serien, at det faktisk var et af de få øjeblikke i ‘And Just Like That’, hvor man kunne mærke noget af det gamle univers’ gnist.
Det var svært ikke at tænke på, hvad serien måske kunne have været med Kim Cattrall om bord. Selv når man ved, hvor stort et uvejr, der ligger bag hendes fravær.
»This is Anabelle Bronstein«-referencen til Samathas dage som pool-svindler var ikke verdens bedste fanservice, men det var bestemt heller ikke verdens værste.
Det værste: Klar til mere?
Af alle de chok jeg har fået gennem sæson et og to af ‘And Just Like That’, var det her dog det største. Der kommer en sæson mere!
Med et stortanlagt finaleafsnit i to dele med titlen ‘The Last Supper’, der gav sæson 2 en længde på intet mindre end 11 afsnit, var der mange, der troede, serien havde fattet sin besøgstid. Ikke mindst fordi den mod slutningen fik lige lovlig travlt med at sende samtlige karakterer afsted mod solnedgangen med en lykkelig slutning.
Jeg var aktiv forsvarer af første sæsons virvar af generationskonflikter, men der skal nu et brag a la Bigs død til at puste liv i min interesse for serien igen.
For i anden omgang var det, som om den aktivt ønskede ikke at handle om noget, men i stedet bare mæskede sig i forgængelige sitcom-sideplots.
Men hvem ved. I ‘And Just Like That’s rædselskabinet kan man forvente alt og ingenting. Og måske derfor er forventningerne til sæson 3 af ‘And Just Like That’ helt nede i gulvhøjde.
‘And Just Like That’ kan ses på HBO Max.