Den engelske instruktør Emerald Fennell vakte stor opsigt, da hun spillefilmsdebuterede med hævnthrilleren ‘Promising Young Woman’ i 2020.
Nu kan man se den første teaser til hendes ventede næste projekt, ‘Saltburn’, med nogle af tidens mest spændende unge stjerner i hovedrollerne.
I traileren ses den Oscar-nominerede Barry Keoghan i rollen som enspænderen Oliver Quick, der under et semester på Oxford University bliver venner med den velhavende Felix Catton spillet af ’Euphoria’-stjernen Jacob Elordi.
Olivers fascination af den charmerende Felix forstærkes, da han inviteres hjem for at tilbringe sommeren hos hans aristokratfamilie på deres gods Saltburn.
‘Saltburn’ trækker umiddelbart paralleller til ’The Talented Mr. Ripley’, idet outsideren Oliver trækkes dybere ind i det bedre borgerskabs mærkværdige verden.
På rollelisten findes også Rosamund Pike, Richard E. Grant samt Carey Mulligan, der havde hovedrollen i ‘Promising Young Woman’.
Emerald Fennell har skrevet og instrueret filmen og genforenes med ‘Barbie’-aktuelle Margot Robbie, der har produceret via sit selskab LuckyChap, som også stod bag Fennell første film. Fennell kunne desuden ses i ’Barbie’ som den gravide dukke Midge.
’Saltburn’ får biografpremiere i USA den 24. november. Den danske premieredato kendes ikke endnu.