Svindleren er disse års mest fremtrædende figur i populærkulturen. Bare inden for det seneste år er ’Inventing Anna’, ’The Dropout’, ’The Tinder Swindler’, ’WeCrashed’ og ’Chloe’ blevet samtaleemner med deres fortællinger om mennesker, der lyver og bedrager sig til et liv, der er bedre end det, de har.
Herhjemme har særligt podcast-mediet kastet lys over ufattelige historier om folk, der har hustlet sig igennem tilværelsen, ofte med store omkostninger for dem, der krydser deres vej: Third Ears program om Riper-Holm-sagen, ’Kvinden med den tunge kuffert’, ’Man kan aldrig vide’.
Svindlerfortællingen er selvfølgelig en grundmyte, der kan spores tilbage til blandt andet græsk mytologi med Loke som en hamskiftende, evigt upålidelig lurifax, og på film har vi mødt figuren i alt fra noir-storhedstidens femme fatales til Spielbergs ’Catch Me If You Can’ og dokumentarhovedværket ’The Imposter’.
Men myten synes at være kilde til særlig fascination lige nu. Måske fordi succes aldrig har set så nemt ud som på sociale medier, hvor vi kun ser resultaterne og sjældent nederlagene eller den bumlede vej dertil, og nogle derfor føler sig berettigede til at skyde genvej efter bedste evne. Og fordi drømmen om at leve andres liv aldrig har været så nærliggende som gennem Instagram-filterets illusion.
Måske bare fordi der er en oplagt suspense og leg med sympati i svindlerens flirt med ilden, som elementært er godt materiale til dramatisering – og fordi vi i særligt tech-verdenen har fået en ny og spændende arena at fremkalde disse dramaer i. En verden, hvor varm luft er et iboende kendetegn, og mange i jagten på den næste unicorn nærmest beder om at blive bedraget.
Når jeg har set de nye serier/film om Anna Delvey, Elizabeth Holmes og Simon Leviev, er det dog en særligt uhyggelig svindler fra tiden før SoMe og Silicon Valley, der ofte har tonet frem for mit indre blik:
Tom Ripley.
Op i klasserne
Figuren blev opfundet af Patricia Highsmith i romanen ’The Talented Mr. Ripley’ i 1955 og blev videreført af forfatteren i fire efterfølgere. Ripley er blevet løftet til filmversion ad flere ombæringer, blandt andet med Alain Delon (i ’Purple Noon’), Dennis Hopper (’Den amerikanske ven’) og John Malkovich (Ripley’s Game’) i titelrollen.
Men hovedværket er Anthony Minghellas exceptionelle ’The Talented Mr. Ripley’ fra 1999, hvor Matt Damon indtager rollen som den unge nobody af en amerikaner, der i 50’erne ved et tilfælde får til opgave at overtale en rigmands charlatan af en søn, Dickie Greenleaf, (Jude Law), til at komme hjem fra sin solbadende døgenigt-tilværelse i et paradisisk Italien.
Tom får jobbet, da han til en reception poserer i en Princeton-jakke, der ikke er hans, og den lille hvide løgn vokser sig hurtigt til et kulsort klatmaleri af bedrag.
For at komme ind på livet af Dickie giver Tom sig ud for at være en gammel skolebekendt, og han indynder sig hos den excentriske playboy ved at fingere fælles interesse i jazz og være forbløffende ærlig omkring sin mission: Hans speciale er imitationer og at forfalske underskrifter, beretter han – og han er, fortæller han åbent, bestilt til at hente Dickie hjem.
Hurtigt fortoner missionen sig, som Tom besnæres af den bekymringsfri tilværelse, Dickie og hans kæreste Marge (Gwyneth Paltrow) kan tilbyde. En plads i solen for Tom, der er alt det modsatte af Dickie: Usikker, anspændt og kulturløs.
Optegningen af Ripley besidder mange af de træk, vi ser i tidens svindlerskildringer: Han er en ærgerrig, manipulerende opportunist, der kan vende enhver situation til sin fordel. I sidste del af filmen balancerer han en nervepirrende balanceakt, hvor den ene del af bekendtskabskredsen kender ham som Tom, den anden som Dickie.
Man bliver lige så forpustet af at skulle holde styr på løgnene – og lige så betaget af den hurtige klasseopstigning – som i historierne om Anna Delvey eller Chloe i den britiske serie af samme navn.
Damon – aldrig bedre
Men det, der hæver ’The Talented Mr. Ripley’ til et andet niveau end de aktuelle fuskerfortællinger, er nuancerne i portrættet af den enigmatiske hovedperson.
Ripley er ofte køligt beregnende, men han er ingen klassisk glat psykopat. Han er smålig, jaloux og fuld af forbudte fantasier, som særligt kommer sig til udtryk i hans tiltagende forelskelse i Dickie.
Toms løgne får mere og mere til formål at understøtte den version af sig selv, han oplever i samværet med Dickie og Marge: Charmerende, beåndet og sjov. Det er drømmen om deres liv, Ripley drives af – og dermed også af flugten fra det selv, han foragter mere end noget andet.
’The Talented Mr. Ripley’ indfanger svindlerfigurens selvhad på udsøgt vis, kulminerende i den fatale scene, hvor Dickey rammer Tom, hvor det gør mest ondt: »Du kan være en igle, og det er kedeligt«, siger han spydigt. »Du kan være ret… kedelig!«.
Hvor ekstrem han end ender med at blive, holder Ripley et spejl op for alle os, der overfladisk har drømt om at leve mere succesfulde menneskers liv. Og fordi Minghella fortæller hele affæren fra hans perspektiv, kan vi ikke lade være med at holde lidt med ham.
Matt Damon maler hovedpersonen som et møde mellem en lille ensom og akavet dreng og en iskold sociopat, der trives i det farlige maskespil. Glem Will Hunting og Jason Bourne – Damon har aldrig været bedre end her, hvor han får mulighed for at krydre sin køligt-intelligente aura med et patetisk lag, der slår om i tiltagende desperation.
Det konstante skifte mellem varme, kulde og selvforagt – svindlerens essentielle triangel – har sjældent været så flot afmålt i en skuespilpræstation.
En Hitchcock’sk fornemmelse
I mange historier ville Jude Laws Dickey være psykopaten: den smukke, egoistiske rigmandssøn og halvkvædede kunstmaler, som lader alle bade i hans sol, indtil han udskifter dem, når noget mere spændende dukker op.
Og på en måde er Dickey og Tom to sider af samme kyniske mønt, men holdt op mod Ripley er Dickie alligevel underligt autentisk – tro mod sin problematiske natur, som Ripley fornægter for enhver pris.
Også Jude Law er perfekt i rollen, mens man mindes om, at Gwyneth Paltrow engang var en dybt nærværende skuespiller. I biroller dukker Cate Blanchett og salig Philip Seymour Hoffman op og tilføjer finesse og kant til ensemblet, så det halve kunne være nok.
Instruktør Anthony Minghella døde tragisk som blot 54-årig i 2008 og huskes muligvis bedst for Oscar-slugeren ’Den engelske patient’. ’The Talented Mr. Ripley’ blev dog også en succes, og der er i dag ingen tvivl om, at det er hans mesterværk.
Minghellas fornemmelse for sexet melodrama og ulmende uhygge forener sig til en nærmest bedragerisk smuk og foruroligende film, hvor man som Ripley lader sig selv indhylle i det dekadent-chillede sydeuropæiske liv. Minghella viser her, at han har en Hitchcock’sk sans for iscenesættelse af scener og plot, som ingen af nutidens svindlerfortællinger kommer i nærheden af.
Det er ikke, fordi filmen tværer rundt i Tom Ripleys psykologi, men alligevel forstår vi hver en nervøs nerve i hans krop. Samtidig med at vi ikke helt kan begribe ham.
I det paradoks – de mange svar i parløb med de mange spørgsmålstegn – finder vi hemmeligheden bag, hvorfor ’The Talented Mr. Ripley’ tåler mange gensyn. Og stadig er svindlerfortællingernes sande juvel.
’The Talented Mr. Ripley’ kan ses på Viaplay, Paramount+ og Blockbuster.