‘Chloe’: Man får akut impostersyndrom af ‘The Crown’-skuepillers perfekte millennialsvindler

Rige mennesker er dummere end grus. Sådan kunne man i grove træk beskrive moralen i Netflix’ hitserie om svindleren Anna Delvey, der tog røven på hele den Manhattan’ske elite.

Med en smuk ung kvindelig plattenslager i front, en kulisse af et elitært og snobbet kunstmiljø og Instagram som en ivrig medspiller i svindleriet har BBC & Amazon Prime-serien ‘Chloe’ adskillige toner til fælles med ‘Inventing Anna’.

Dog smider ‘Chloe’ (skabt af ‘Sex Education’-skaberen Alice Osbright) et selvmordsmysterie, en gysende stalkertematik og et par britiske landsteder ind i ligningen. Resultatet er en sekstimers miniserie, der tager alt det bedste fra Netflix’ popbanger af et svindlerhit og skænker det med et roligt britisk temperament som en isnende kop te.

Erin Doherty (‘The Crown’s rammende Prinsesse Anne), spiller Becky Green. En ung kvindelig taber i livets lotteri. Hun bor hjemme hos sin Alzheimersramte mor og nusser papir i ligegyldige jobs som kontorvikar. Men selvom hun apatisk skuler på alle andres liv på Instagram hver morgen, når hun inhalerer sine cheerios, poserer hun frygtløst som et helt andet menneske til fine kunstevents om aftenen. Hvor hun blender ind og stifter bekendtskab med indflydelsesrige personer. Under falsk navn og helt uden at være inviteret.

Det er især barndomsveninden Chloes Instagram-liv, der rummer alt det, Beckys eget ikke gør, hvilket fodrer besættelsen. En smuk kæreste og en stor vennekreds i dyre omgivelser. Så da Chloe pludselig deler et The Smiths-citat fra deres ungdom, og kort efter begår selvmord, bliver Becky opslugt af at finde ud af hvorfor. Under dæknavnet Sasha begynder hun at liste sig ind i den døde kvindes kreds.

Becky er på mange måder den perfekte millennial-antihelt. Prekariatets løstansatte der sover på teenageværelset i sin mors blegnede lejlighed, mens hun drømmer sig væk i Instagram-feedets væld af alle andres liv. Som en af seriens sirlige detaljer skaffer hun sig al sin viden til bluffnumrene fra podcasts. Og fordi kontrasten mellem den målløse Becky og hendes svindlermaske er så stor, sidder man og får akut impostersyndrom på hendes vegne.

For hvordan kan privatpersonen Becky sidde så fast, når hendes påtagede alter egoer snildt mingler sig ind bag dyre selskabers lukkede døre? Hvordan er hun blevet så usikker? Det er næsten lige så spændende at finde ud af som selvmordsmysteriet.

Og imens svaret udfoldes, under man næsten Beckys hustler at hive skærmens rige og smilende bekendtskaber ned i hendes uretfærdige søle.

Hvor ‘Inventing Anna’ deklarerede sit legende forhold til virkelige hændelser med blokbogstaver i hver eneste episodeintro, er det særlige ved ‘Chloe’ dens ægte psykologiske skildring af Becky som karakter: en scamqueen forklædt som mussepige.

Hendes tricks er ikke utroligt udspekulerede eller fantastiske. Det er hendes kamp med at håndtere svinderrollens tydelige pres, der er fascinerende. På den bedste måde har Becky som karakter mere tilfælles med de passive fuck-up-kvinder, man kan følge i populære bogtitler som ‘The New Me’ og ‘Luster’, der skildrer ’millenial-kvindelivet på kanten’, end med Anna Delvey.

Dog går ‘Chloe’s fortælling om grænsefladen mellem Instagram-stalker og virkelighedsstalker i stilistisk selvsving undervejs. De seks timelange afsnit er seks kvarter for lange. Noget af spændingen går tabt, mens Beckys Instragram-detektivarbejde kører efter de samme mønstre. Især når hun ovenikøbet sanser Chloes profilopslag på egen krop som en anden La Cour fra ‘Rejseholdet’.

Kameraet trækker sig ofte ud af scenerne og bliver hængende, så man står efterladt som et genfærd ude på de gamle huses gårdpladser. Når bikaraktererne samtidig føles som brikker i Beckys spil, bliver det til tider som et moderne spil ‘Cluedo’.

Dog er der ikke en finger at sætte på Erin Dohertys præstation som Becky, hvilket gør ‘Chloe’ til et seværdigt svindlerportræt. Det er svært at slippe Becky Greens selvretfærdige stalkerprojekt, mens det udfolder sig som en bilulykke i slowmotion.

På den måde lykkes ‘Chloe’ langt bedre som et underholdende billede af det scrollende menneske end en stilforelsket Instagram-kritik.

---

Kort sagt:
Med ‘Chloe’ er streaminglandskabet beriget med endnu et dybt seværdigt svindelnummer. Hvis man nogensinde selv har været bange for at blive opdaget, bør man stifte bekendtskab med Erin Dohertys sympatiske og manipulerende taber.