(Spoiler-alert: Læs først, når du har set ‘Inventing Anna’ færdig – eller hvis du ved, du aldrig får det gjort)
I starten kunne jeg faktisk meget godt lide hende: Den stædige journalist Vivian Kent, der i Netflix-hittet ’Inventing Anna’ trods modstand fra redaktører, kilder, graviditet og sin egen blakkede fortid optrevler den sensationelle historie om den unge russer Anna Sorokin, der overbeviser halvdelen af New Yorks jetset om, at hun er en visionær milliardærarving fra Tyskland.
Vivian, spillet af Anna Chlumsky fra ’My Girl’ og ’Veep’, blev præsenteret som en ihærdig, dygtig og misforstået magasinjournalist, der gik akkurat så langt, at det ikke blev stalker-agtigt, i sin kamp for at få selv de sværeste kilder i tale.
Og der var noget forfriskende i skildringen af, hvordan hendes kunstner-wannabe af en joggingbuksemand med et mere og mere resigneret udtryk insisterede på redebyggeri, mens hun selv mere og mere højgravid plastrede babyværelset til med bevismateriale, som var hun en internetdetektiv på sporet af Zodiac-morderen.
Der var også en fin kompleksitet i, hvordan hun vaklede mellem chok over Annas svimlende svindelnumre og sympati for den unge kvinde, der løber om hjørner med velpolstrede Wall Street-typer og afslører dem i deres opportunisme og grådighed.
Men i de to sidste afsnit var portrætttet af Vivian som at se en bremseløs Formel 1-bil tordne ned ad Mount Everest. Her blev nuancer til himmelråbende naivitet – og progressive toner i work/life-fremstillingen til ærgerligt usympatisk karaktertegning.
Heppekor for Team Anna
I næstsidste afsnit er Vivians artikel eksploderet, samtidig med at hun føder sit barn (scenen, hvor hun har veer, mens hun ringer de sidst kilder hjem, er noget nær det åndssvageste, jeg har set på tv i dette århundrede).
Den slags kan vel nok bringe de fleste ud af kurs, men helt uprovokeret forvandler Vivian sig pludselig til Annas mest inkarnerede cheerleader.
I månedsvis har hun afdækket, hvordan Anna uden skrupler lyver, svindler og bedrager, hvor end hun bevæger sig, men pludselig begynder journalisten at hælde til, at hendes The Soho Grifter er arving til en anseelig formue. Hvor kom det lige fra?
Det skal selvfølgelig dramaturgisk give hende en mission i Tyskland, hvor hun i scener, der stikker håbløst ud fra resten af serien, forestiller sig den umulige opvækst som mobbeoffer og gangsterdatter, Anna sikkert har haft.
Forestillingsevne er der selvfølgelig ikke noget galt med, men at Vivian, der bedre end nogen anden kender det fulde billede af Annas platituder, ud af det blå hælder til, at Anna aldrig har løjet om sin baggrund, giver lige så lidt mening, som hvis vi andre pludselig genfandt vores barnetro og fandt det overvejende sandsynligt, at julemanden findes.
Serien giver intet belæg for, at Vivian pludselig skulle blive ekstra charmeret af den creepy russer, men pludselig er vores journalist simpelthen reduceret til heppekor for Team Anna. »Jeg hepper stadig på dig«, siger hun til Anna i fængslet. Undskyld hvis der er noget, jeg missede tidligere i serien, men …: »Stadig«!? So much for seriøs, professionel og afbalanceret reporter.
I sidste afsnit under retssagen bliver Vivian så Annas foretrukne påklæderske, og i baren efter en hård dag foran juryen pønser hun sammen med advokat Todd på, hvordan de bedst kan dreje forsvaret.
»Vi kan vinde det her«, siger hun. »Hvad end det kræver«.
Altså. WHAT!?
Det græske kor
I slutningen forsøger serien sig med en forkølet forklaring om, at Anna med den hårde straf har fået stjålet sit liv, og at hun ufortjent fik en barskere dom end dem, der fik Wall Street til at krakke. Jeg er sikker på, at der er et argumentationsteoretisk begreb, der dækker den slags twistede rationaler, men lad mig i stedet opsummere det sådan her: Bu-fucking-hu.
Hvor onde og udspekulerede Wall Streets slipsedyr end er, kommer man i fængsel, når man løber fra sine regninger. Men Vivian ved selvfølgelig »efter det, der skete i L.A.«, at Anna ikke er psykopat«.
For skruppelløse mennesker kunne aldrig finde på at tage livet af sig selv, hvis de er trængt op i en krog? Du skal vist læse lidt op på historien, kære Vivian, start eventuelt med 30. april 1945.
Selv fremstilles Vivian også som temmelig hjerteløs hen mod finalen. Fair nok, at pligten kalder, og hun ser sig nødsaget til at daffe væk en uges tid fra sin to måneder gamle baby.
Men endulge me og svar på den her quiz: Hvad gør den hjemvendte forælder som det første, når hun træder ind ad døren efter en uges fravær? A) Tager sin nyfødte i armene. B) Flår et brev op fra Russisk Mand uden så meget som at ænse Uskyldig Baby med Store Øjne.
Vivian vælger B, så man ikke giver meget for hendes påstande om, at hun ikke kan holde ud så meget som at være i et andet rum end sin datter.
Journalistfiguren bygger som bekendt løst på virkelighedens Jessica Pressler, der skrev den originale Anna Delvey-historie i New York Magazine.
Pressler har i et interview med Vulture diplomatisk (hun har med garanti skrevet under på, at hun ikke må backstabbe serien) fortalt, at hun synes, ’Inventing Anna’ rammer »sandheden i hendes oplevelse«, selvom mange detaljer er fri fantasi, inklusive det himmelråbende åndssvage element med de tre gubber i Scriberia, der tilsyneladende ikke har andet for end at være trestemmigt græsk kor for deres unge kollega, så serien lige kan stave begivenhederne ud for os, når det er på kanten til at blive for kompliceret.
De sidder i øvrigt også og hepper på Annas frifrindelse, som gjaldt det Nelson Mandelas løsladelse fra Robben Island. Come on.
Reduceret til Carrie Mathison
Nå, men i Vulture-interviewet fortæller Pressler, hvordan serieskaber Shonda Rhimes allerede kontaktede hende, mens hun var på hospitalet med sin baby kort efter udgivelsen af artiklen. Pressler svarede først noget tid senere, hvilket hun undskyldte for i mailen, hvortil Rhimes replicerede med et budskab, som Pressler stadig har hængende på sin væg:
»Du skal ALDRIG undskylde for det arbejde at være kvinde og mor. Hvis du var en mand, ville de smide dig på coveret af Time Magazine for at tage dig af dine børn og få gjort noget som helst arbejde på samme tid«.
Hvorefter serien vasker alle Vivians moderskabsfølelser ud med badevandet.
At Annas nærmeste omgivelser bliver usundt besatte af hende og hendes sag, er selvfølgelig en pointe i sig selv, når også advokat Todd risikerer familieferie, børn og ægteskab for at debriefe med den kriminelle i cellen efter retssagen.
Men det er håbløst, at den nøgternhed, der ellers var et af Vivians stærkeste karaktertræk som journalist i starten af serien, fyres ud over rællingen til fordel for en ustabil Carrie Mathison-type, der famler i blinde både journalistisk-etisk og menneskeligt.
Det er naturligvis ikke første gang, journalistportrætter skriger til himlen – Amy Adams i ’Sharp Obejcts’ fik ’Superman’s Clark Kent til at ligne en veritabel Bob Woodward-dokumentar – men ærgerligt er det, når nu serien faktisk tog tilløb til en interessant formidling af amerikansk feature writing.
Til slut fremstod Vivian som skrøbelig i arbejdsøjemed, når hun burde være klarhovedet, og kynisk i privaten, når hun burde være menneskelig. Og serien selv virkede komplet uvidende om, at det bare ikke hang sammen.
’Inventing Anna’ kan ses på Netflix.