‘Inventing Anna’: Netflix-drama om ungt svindler-geni kunne have været den helt store zeitgeist-serie
Man siger, at det er vinderne, der får lov til at definere historien, men det udsagn er ikke helt sandt, når det kommer til den russiske storsvindler Anna Sorokin, også kendt under det selvopfundne navn Anna Delvey.
For selvom Sorokin er en taber i den forstand, at hun tilbage i 2019 røg i spjældet for storsvindleri, har hun langt hen ad vejen formået at skrue historien om sig selv sammen til egen fordel. Og er blevet et dyrket kulturfænomen på trods.
På Instagram har hun i skrivende stund 150.000 følgere, hvilket må siges at være ret pænt for en person, der har brugt de seneste år bag tremmer. Og minsandten om hun nu ikke også kan prale af at være stjernen i en stor Netflix-serie. Skabt af ingen ringere end Shonda Rhimes (skaber af blandt andet ‘Greys hvide verden’ og ‘Bridgerton’) og købt af Netflix for den nette sum af 320.000 amerikanske dollars.
Serien følger journalisten Vivian (Anna Chlumsky), baseret på virkelighedens Jessica Pressler, der tilbage i 2019 opdagede Anna Sorokin (i serien spillet af Julia Garner), da hun afventede sin retssag i Riley-fængslet i New York.
Vivian bliver, som alle omkring hende, dybt fascineret af Sorokin. Hvem pokker er denne mystiske, unge kvinde med en svag russisk accent, som tilsyneladende har snydt millioner af dollars ud af banker, hoteller og højtstående jetsettere ved at udgive sig for at være en rig tysk arving? Og er hun egentlig skurken, eller er hun bare en slags moderne Robin Hood-figur, som udnytter et råddent kapitalistisk system?
Et system, hvor alle konstant udnytter alle, og hvor alt tilsyneladende kan lade sig gøre, hvis man (som Anna i serien selv pointerer) afleder folk med ting, der skinner.
Det sidste spørgsmål gennemsyrer ‘Inventing Anna’, der skiftevis råber og antyder, at Anna Sorokin forfører alle, fordi de forblændes af deres egen mulige vinding ved hendes bekendtskab.
De store jetsettere lugter mere social status og nye forretningsmuligheder. De såkaldte ’venner’ nyder godt af de mange gratis middage og luksuslækkerier, som Anna glædeligt kaster af sig. Og selv seriens helte udnytter på en måde fænomenet Anna Sorokin. Vivian bliver (i hvert fald i starten) opslugt af historien, fordi hun ser en mulighed for at redde en journalistkarriere, der grundet anklager om kildesjuskeri hænger i en faretruende tynd tråd.
Ingen slipper altså helt for at blive spiddet i serien, der leger med sympatier, lige så meget som den leger med sandheden. »This story is completely true. Except for the parts that are totally made up«, lyder den kække disclaimer i starten af hvert afsnit, der rigtigt nok byder på en masse gøglerier, totally made up i underholdningens navn.
Stilen er overfladisk på en måde, som jeg med en vis træthed får lyst til at kalde ‘Netflix-agtig’. Vi taler hurtig klippestil, kække split-screens, mættede lyse-varme farver og irriterende pulserende, pointe-understregende uptempo-rap-udgaver af Frank Sinatras ‘New York, New York’. Dyb indånding.
Læg dertil, at serien ofte interesserer sig mere for at skabe kapow-sensationer og overraskelser end for at tegne et realistisk billede af Vivians research-forløb. For eksempel forekommer det mig vildt mærkeligt, at Vivian først begynder at interessere sig for Sorokins familie og baggrund, efter hun har udgivet sin store afslørende artikel. Jeg mener: Er det ikke underligt sjusket for en dedikeret graverjournalist, der skulle forestille at være dybt optaget af Anna Sorokin og jagten på sandheden?
Meget i ‘Inventing Anna’ antyder, at vi skal tilegne serien lige så lidt troværdighed, som vi skal til de glittede og ofte tydeligt opstillede Instagram-billeder, der popper op på Sorokins officielle Instagram-profil.
Og det er faktisk ret ærgerligt. Historien om den selvskabte stjerneskurk er i dén grad en serie til tiden, fordi Sorokin på ingen måde er unik, men derimod symptomatisk for en tid, hvor vi gang på gang lader os forblænde af god markedsføring og idéen om det unikke iværksættergeni.
Eksemplerne skyder op som paddehatte i disse år. Tænk bare på Billy McFarland og hans store luksus-brøler Fyre Festival. Eller Elizabeth Holmes, kvinden bag Theranos, der næsten lykkedes med at bilde verden (og alle de ivrige pengetunge investorer i Silicon Valley) ind, at hun havde opfundet en genial blodtest-himstergimst, der kunne spore alverdens sygdomme.
McFarland, Holmes og Sorokin er rødblinkende advarselslamper om et kapitalistisk system og en amerikansk drøm, der er kørt helt af sporet. Og som vi alle sammen er med til at opretholde.
Den pointe og mange andre både skildrer og fanger ‘Inventing Anna’ sådan set også. Men serien har åh så travlt med at stimulere, snyde og forblænde med alverdens kedelige virkemidler, at den spænder ben for sin egen mulighed for at gøre rigtigt indtryk. Og dermed gøre os rigtigt klogere på noget som helst.
Virkelighedens Anna Sorokin, til gengæld, skal nok få en masse ud af at have solgt sin historie til Netflix. Med storsatsningen sikrer hun sig endnu en gang en plads i rampelyset – denne gang ikke bare i USA, men på verdensplan.
Mon ikke det skal afføde nye potente PR-muligheder for storsvindleren, der tilsyneladende kan sno alle om sin lillefinger.
Og mon ikke hendes Instagram-skare snart bliver meget større.
Kort sagt:
Serietatsning om kulturfænomenet Anna Sorokin har en uheldig trang til at overdøve gode pointer og et vigtigt emne med med sensationsdyrkelse, sandhedsleg og kedelige stilvalg.