Fremtiden for Harry Potter-spinoff ‘Fantastiske Skabninger’ har længe været omgærdet af tumult omkring såvel forfatter J.K. Rowling og skuespillerne Ezra Miller og Johnny Depp , men nu udtaler filmseriens instruktør, at Warner Bros. har sat franchisen helt på pause.
David Yates fortæller i Games Radar-podcasten Total Film, at »det hele bare er parkeret«, når det gælder flere fortsættelser. Det er dog ikke offficielt bekræftet af Warner Bros, melder Deadline.
»Vi lavede de tre film, den sidste under en pandemi, og det var enormt sjovt, men det var svært«, fortæller han.
Den tredje film ‘Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmeligheder’ fik premiere sidste år. Den blev mødt med overvejende dårlig kritik skuffede økonomisk ved billetlugerne.
Da den første film fik premiere tilbage i 2016, var der fem styks på tegnebrættet i prequel-fortællingen om Eddie Redmaynes Newt Scamander og co.
Undervejs har filmene dog ikke haft samme kritiske og kommercielle gennemslagskraft, som det oprindelige Harry Potter-univers. ‘Fantastiske Skabninger: Dumbledores Hemmelighed’ fra 2022 blev forsinket på grund af såvel pandemien som fyringen af Johnny Depp, der blev udskiftet med Mads Mikkelsen, som følge af Amber Heard-retssagen.
Ved samme lejlighed fortæller Yates, at det kom som en overraskelse for holdet, at der var planlagt så langsigtet et projekt, da J.K. Rowling en dag »nævnte det spontant ved en pressekonference«, at der var fem film i støbeskeen. Det skriver The Guardian.
Det mest ventede projekt fra Warner Bros. lige nu er HBO Max’ kommende serieversion af samtlige ‘Harry Potter’-bøger, der blev annonceret i starten af året med både J.K. Rowling og den oprindelige filmseries producer David Heyman ombord.
Her tyder det dog ikke på, at Yates, der udover ‘Fantastiske Skabninger’ instruerede de fire sidste ‘Harry Potter’-film, er involveret.
»Jeg har andre projekter på mit skrivebord, som er en million mil væk fra troldmænd «, fortalte han Deadline tilbage i september under Toronto Filmfestival. Her promoverede han sin aktuelle film ‘Pain Hustlers’, der har premiere på Netflix i dag.