Siden weekenden har fans, venner og familie sørget over Matthew Perrys død. Flere af skuespillerens tidligere kollegaer på ‘Friends’ har mindedes ham på sociale medier, men der har (forståeligt nok) været stille fra seriens fem andre hovedrolleindehavere.
Nu er Jennifer Aniston, Courteney Cox, Matt LeBlanc, David Schwimmer og Lisa Kudrow imidlertid kommet med deres første udtalelse siden Perrys alt for tidlige bortgang, blot 54 år gammel.
»Vi er alle så fuldkommen knuste over tabet af Matthew. Der er så meget at sige, men lige nu tager vi et øjeblik til at sørge og bearbejde dette ubegribelige tab«, siger de i en fælles udtalelse til People.
»På et tidspunkt vil vi sige mere, når vi er i stand til det«, fortsætter de. »For nu går vores tanker og vores kærlighed til Mattys familie, hans venner og alle, der elskede ham verden over«.
Matthew Perry blev fundet død om lørdagen i sit hjem i Los Angeles, hvor han befandt sig i et boblebad. Dødsårsagen efterforskes stadig, skriver LA Times.