Som skuespiller, musiker og producer har Idris Elba meget om ørene.
Så meget om ørene faktisk at han i det seneste år har været i terapi for at være en »total arbejdsnarkoman«.
Det fortæller han i podcasten ’Changes with Annie MacManus’ (via Insider).
»Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide mig selv eller sådan noget. Det er fordi, at jeg har nogle usunde vaner, der virkelig har taget form. Og jeg arbejder i en branche, hvor jeg belønnes for de usunde vaner«, fortæller han.
Problemet for den britiske skuespiller er, ifølge ham selv, hans foretrukne afslapningsmetode: At arbejde mere.
Elba har siden 2015 ejet pladeselskabet 7Wallace, og fortæller værten MacManus, at han føler sig mere afslappet, når han laver musik, end når han hygger med familien på sofaen.
»Det er her, hvor jeg er nødt til at normalisere, hvad der gør mig afslappet, det kan ikke alt sammen være arbejde«, siger han.
Idris Elba har i den seneste tid været aktuel i Apple TV+-thrilleren ‘Hijack’ og Netflix-filmen ‘Luther: The Fallen Sun’.