’Luther: The Fallen Sun’: Idris Elbas hårdkogte politimand går til filmen med meget lidt succes
I fem sæsoner over en periode på knap ti år har Idris Elba haft titelrollen i den populære krimiserie ’Luther’, der i årenes løb er blevet nomineret til 11 Emmyer.
Nu har den hårdføre efterforsker, der tager stigende kontroversielle metoder i brug for at knække sine sager, så fået sin egen film med Jamie Paynes ’Luther: The Fallen Sun’.
Filmen lægger hårdt ud. Vi møder Callum, der har noget i klemme hos en afpresser, som beder ham om at møde på en lokation inden for 15 minutter. På vejen dertil kører Callum forbi, hvad der lader til at være en tilfældig trafikulykke. Trods sin pressede situation føler Callum sig forpligtet til at hjælpe ofrene.
På bilens førersæde sidder en dræbt kvinde, og ved siden af bilen ligger der en tilsyneladende død mand. Da Callum ringer efter hjælp, rejser manden sig og bedøver og kidnapper Callum.
Elbas John Luther er blandt de første på gerningsstedet og bliver sat til at lede efterforskningen. Blandt de nysgerrige fremmødte står David Robey (Andy Serkis), der efter alle tænkelige klicheer fremstilles som både mystisk og ond og uden skyggen af tvivl har noget at gøre med forbrydelsen, der er blevet begået.
For at forhindre Luther i sit efterforskningsarbejde lykkes det på urealistisk vis Robey at trække i nogle tråde, der ender med, at Luther retsforfølges, dømmes og ender i et lukket fængsel blandt en masse indsatte, der bestemt ikke bryder sig om politiet.
I mellemtiden får Callums mor Corinne en opringning fra Callum. Hun sporer opkaldet, der leder hende ud til en stor villa. Hvad der får hende til at tage beslutningen om at tage derud alene, må guderne vide. Jeg forstår det i hvert fald ikke.
Corinne opdager til sin rædsel, at Callum er død, og det samme er seks andre, der ligesom Callum hænger ned fra loftet i det store hus. Udenfor i mørket står en mystisk person iført en spøgelsesagtig maske, der ikke rigtigt har andet formål end at skabe ligegyldig uhygge.
Den mystiske mand brænder hele huset ned, og denne gang sættes efterforskningslederen Odette Raine (Cynthia Erivo) på sagen.
Der sker rigtigt mange ting i ’Luther’, og det meste giver irriterende lidt mening.
Luther beslutter sig for, at han vil gøre alt for at fange Callums morder. Det resulterer i filmens første store troværdighedsknæk ud af mange: Via en af de mest urealistiske fangeflugtsscener jeg nogensinde har set, lykkes det Luther at flygte og begynde jagten på den psykopatiske morder.
At den simple præmis, filmen præsenterer os for, skal fortælles så kompliceret, overgår min fatteevne. Hvorfor Luther skal fængsles blot for at slippe ud igen, giver ingen mening.
At man som seer ved så tidligt, hvem morderen er – og dermed ved mere, end dem der jagter ham – kan være både spændende og interessant.
Det er det bare ikke i ’Luther’.
Det lader til, at Jamie Payne og filmens manuskriptforfatter Neil Cross ikke har taget en beslutning om, hvor meget dette greb skal bruges og hvornår. I de fleste tilfælde fører Luther, Odette og Robeys relation og viden om hinanden ikke rigtigt til noget.
Luther og Odettes jagt på Robey er forhastet og forvirrende. Som når Robey får listet et brev ind til Luther i fængslet, hvor der ikke står andet end »65,8« på. Luther kommer frem til, at det er en radiofrekvens. Han er jo en brillant efterforsker.
Senere jages Luther af Odette og hendes folk, der vil bruge Luther til at komme på sporet af Robey. Men selv i Londons totalovervågede gader slipper Luther konstant væk fra politiet. Robey formår også at arrangere, hvad der skal ligne et masseselvmord begået af en gruppe folk, der befinder sig på tagene rundt omkring på den plads, de befinder sig på. Deres motivation for selvmordet køber man ikke et sekund.
’Luther’ er jo dybest set bare en katten-efter-musen action-thriller. Desværre byder den på overraskende lidt spænding set i lyset af, hvad Robeys psykopatiske intentioner er med at kidnappe det ene offer efter det andet.
Som serie har ’Luther’s styrke alle dage været Idris Elbas karisma og i særligt de første sæsoner samspillet med Ruth Wilsons ligeledes geniale Alice Morgan. Til gengæld har den altid – og i tiltagende grad – kæmpet med utroværdige, over the top krimiplot.
Men i filmen er det da gået helt over gevind.
Kort sagt:
Trods Idris Elbas umiskendelige karisma falder seriespinoffen ’Luther: The Fallen Sun’ fuldkommen til jorden i et unødigt kompliceret og utroværdigt plot.