‘Beast’: Idris Elba vs. kæmpeløve er svært at tro på og umuligt at tage øjnene fra

‘Beast’: Idris Elba vs. kæmpeløve er svært at tro på og umuligt at tage øjnene fra
'Beast'. (Foto: UIP)

Hvad er den bedste måde at hele et dårligt forhold til sine to døtre?

Ifølge Dr. Nate Samuels (Idris Elba) er det at tage en 14 timers flyvetur sammen til en afsidesliggende landsby i Limpopo i det nordlige Sydafrika. Efter moren til hans børn, som han var separeret med, dør, prøver den amerikanske læge at hele det svigt, som hans børn føler, ved at rejse til morens hjemby i Sydafrika.

Det havde nok ikke virket, hvis ikke en kæmpeløve af bibelske proportioner valgte at terrorisere området. Et mareridt for enhver safariturist, men heldigvis også noget, der aldrig ville ske i virkeligheden.

Denne løve er dog drevet af en hævn, som dyr sjældent føler, fordi hele dens flok blev slagtet af krybskytter. Nu angriber den alle mennesker, den ser, med lige dele usandsynlig kløgtighed og heldigt timet blind- og døvhed.

‘Beast’ er instrueret af den islandske instruktør Baltasar Kormákur, som tilsyneladende ikke har andet forhold til Sydafrika, end at han synes, løver er seje. Alligevel har han valgt, at filmen udelukkende skulle filmes i Sydafrika med sydafrikanske skuespillere og statister, udover Idris Elba og hans to døtre, spillet af Leah Jeffries og Iyana Halley.

Hverken Dr. Samuels eller hans to døtre ved noget om at overleve i naturen, men heldigvis guides de af park-rangeren og antikrybskytten Martin spillet af sydafrikanske Sharlto Copley. Han er gammel ven af Samuels og hans afdøde kone, og selvom de ikke har set hinanden i mange år, føles deres venskab ægte takket være godt spil af både Elba og Copley.

Desværre lægger filmen mere vægt på Samuels’ forhold til hans to teenagepiger, som troværdigt spiller både skræmt fra vid og sans og sørgende døtre, der skyder skylden delvist på deres far. Sidstnævnte dog til tider i de forkerte situationer, som når der er en unaturligt stor løve i gang med at vælte bilen, de sidder i.

‘Beast’. (Foto: UIP)

Far/datter-forholdet er udmærket, men det er lidt svært at engagere sig rigtigt, når det føles, som om den fraværende far er skyld i problemet uden rigtigt at reflektere over det.

Men nu er der også et mere presserende problem, nemlig at undgå at blive brutalt myrdet af en løve.

Og det er her, ‘Beast’ gør det bedst. Selvom en løve aldrig ville gå på hævntogt og jagte en familie på tværs af savannen, formår den islandske instruktør at skabe frygt. Kameraet hviler længe på karaktererne og bevæger sig gennem forladte landsbyer, smadrede biler og mørklagte buskadser.

Det er svært ikke at sidde på kanten af sædet og spejde ud i baggrunden af billedet. En åben dør scannes hver gang for mulige trusler, og med de minutlange indstillinger får man tid til at nærstudere baggrunden for løve-lignende skygger.

Det hjælper også, at monsterløven føles ægte, selvom den er fuldt computeranimeret og unaturligt stor. Den ses ofte i mørke eller rystede optagelser, fordi selv kameramanden gør alt, hvad han kan for at overleve. Man tror på faren, når løven interagerer med alt fra biler til grene og i nogle scener endda også Idris Elbas ekstremiteter.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er dog også scener, hvor løven ikke fremstår som den toptunede jæger, den er, og Idris Elba uden det store besvær kan gemme sig i ly af mørket, selvom løver både kan se i mørke og har en meget fintfølende lugtesans.

‘Beast’ kommer med et tydeligt budskab om, at krybskytteri er dårligt, men det bliver præsenteret temmelig unuanceret. Krybskytterne er banditter, som kun tænker på penge (hvilket måske er realistisk nok), men det forklares ikke, hvad dyrene skal bruges til.

Antikrybskytten Martin trækker selv på skuldrene, når døtrene spørger, hvad de bruger løveknogler til, hvilket en fem sekunders Google-søgning ellers kan fortælle er som substitut for tigerknogler i traditionel kinesisk medicin. Hvis ens job er at jage krybskytter, samler man nok den slags information op …

Men hvis man ser bort fra det haltende plot og det lidt udvandede budskab leverer ‘Beast’ en dejligt koncis halvanden times spændingsfilm, hvor man kan mærke, hvordan det er, når junglens konge slår tilbage mod dem, der truer dens art.


Kort sagt:
Plottet halter, når Idris Elba bruger en monsterløve som familieterapeut, men spændingen holder ved hjælp af nervepirrende lange skud.

‘Beast’. Spillefilm. Instruktion: Baltasar Kormákur. Medvirkende: Idris Elba, Iyana Halley, Leah Jeffries og Sharlto Copley. Spilletid: 93 minutter. Premiere: I biografen 22. september.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af