Hvor Austin Butler permanent skadede sine stemmebånd og for en periode var fanget med sin Elvis-dialekt, havde ‘Euphoria’-stjernen Jacob Elordi en lidt en anden tilgang til at portrættere den legendariske sanger.
Han havde nemlig intet kendskab til Elvis inden optagelserne på Sofia Coppolas Priscilla Presley-film ’Priscilla’.
Det fortæller han som gætst hos Jimmy Fallon i ’The Tonight Show’.
I interviewet spørger Jimmy Fallon skuespilleren, om han var stor Elvis-fan som barn. Her svarer Elordi ærligt, at »det meste jeg kendte til Elvis var fra ‘Lilo & Stitch’«.
Disney-filmen foregår på Hawaii, som Elvis ofte besøgte, og her er hovedkarakteren Lilo enorm Elvis-fan. Der er flere Elvis-sange på soundtracket, og rumvæsenet Stitch klæder sig endda ud som Elvis i en scene.
Elordi fortæller, at han inden castingen så et klip af Elvis fra da han var i hæren i Tyskland, og derefter optog et såkaldt self tape. Hans manglende kendskab var åbenbart ikke et problem, for han fik som bekendt rollen.
Hans Elvis bliver dog ikke den charmerende version af rockstjernen, man er vant til. Snarere en uhyggelig groomer-version af stjernen, der mødte den titulære Priscilla Presley, da hun var kun 14 år gammel. Soundvenues filmredaktør kaldte ‘Priscilla’ for »Sofia Coppolas bedste film i 13 år« ved verdenspremieren i Venedig.
’Priscilla’ får dansk premiere 23. november.