Taika Waititi afviste for nylig muligheden for, at han skulle instruere en eventuel femte ‘Thor’-film i Marvel-franchisen.
I stedet helliger den newzealandske instruktør sig sine andre igangværende projekter, der blandt andet tæller en Star Wars-film, der ikke vides meget om endnu.
Da Waititi blev interviewet på den røde løber ved premieren på sin aktuelle fodboldkomedie ‘Next Goal Wins’, gav han dog et par kryptiske kommentarer om, hvad publikum kan forvente af hans færd mod en galakse langt langt væk. Det skriver Variety.
»Det kommer til at være… dramatisk pause… en Taika Waititi-film«, lagde Waititi ud, hvorefter han rundede af med »den kommer til at pisse folk af«. Det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvornår filmen kommer ud.
Taika Waititi har instrueret den populære ‘Thor: Ragnarok’, men rundede sidste år filmserien af med ‘Thor: Love and Thunder’, der blev taget knap så godt imod.
‘Next Goal Wins’ er baseret på historien om det virkelige underdog-landshold fra Amerikansk Samoa, der spillede en kamp med et mindeværdigt resultat mod Australien i 2001. I filmen spiller Michael Fassbender den amerikanske landstræner Thomas Rongen, der prøver at få holdet kvalificeret til VM.
‘Next Goal Wins’ får premiere 4. januar.