‘Farven Lilla’: Musicalversion af afroamerikansk klassiker blegner i skyggen af forgængerne
Alice Walker blev i 1983 den første sorte kvinde til at vinde Pulitzerprisen for sit skønlitterære værk ‘Farven Lilla’.
En historie, der giver et usminket blik på den afroamerikanske kvinde Celies kamp for at overleve midt i knudepunktet af fattigdom, overgreb og racisme i starten af 1900-tallets Amerika.
En banebrydende skildring af afroamerikanske kvinders evne til at overvinde overvældende modgang og triumfere i kraft af sammenholdet med hinanden og et intersektionelt feministisk nybrud, der var langt foran sin tid.
Historien har siden cementeret sin kulturelle gennemslagskraft med Steven Spielbergs filmatisering, der modtog 11 Oscar-nomineringer. Derfra gik historien sin sejrsgang på Broadway med Tony-vindende opsætninger i 2005 og 2015.
Nu kommer instruktør Blitz Bazawule med sin nye fortolkning af den populære fortælling til det store lærred. En musical med Oprah, Steven Spielberg og Alice Walker selv som producere bag.
Bazawules nye version er en sammensmeltning af historien fra Spielberg-filmatiseringen og Broadway-opsætningen. Den foregår i den lille by Eatonton i den amerikanske sydstat Georgia.
Her møder vi søskendeparret Celie (Phylicia Pearl Mpasi) og lillesøster Nettie (Halle Bailey). De to børn lever en lidelsestilværelse af bibelske proportioner. Deres omsorgsfulde mor er død, og de er efterladt med en pædofil og incestuøs far Alfonso (Deon Cole), der voldtager Celie og begynder at øjne muligheden for også at forgribe sig på lillesøsteren.
Celie føder to børn som resultat af farens overgreb. Børn, som hun aldrig lærer at kende, fordi faren øjeblikkeligt efter fødslen giver dem væk. Efter fødslen på sit andet barn bliver Celie ufrivilligt giftet bort til enkemanden Mister (Colman Domingo) og forvises til sit nye hjem.
Med udsigt til at blive farens næste overgrebsoffer flygter Nettie og søger tilflugt hos Celie og Mister. Det bliver en kort genforening for søstrene, for som en selvopfyldende lidelsesprofeti rammer ulykken dem igen. Mister prøver at forgribe sig på Nettie, og da hun afviser ham, smider han hende ud på bare røv og albuer midt om natten i silende regn.
Skrigende og grædende skilles de to søskende nu ad, med et løfte om at kun døden kan holde dem adskilt, og at de vil skrives ved, uanset hvad.
Derfra starter Celies kamp for overlevelse for alvor. Den nu voksne Celie (Fantasia Barrino) kæmper med en ægtemand, der praktisk talt udnytter hende som en slave til at passe ham og hans kuld af forvildede børn. Alt imens han i tide og utide slår og forgriber sig på hende, åbenlyst proklamerer sin kærlighed til sangerinden Shug Avery (Taraji P. Henson) og nægter hende adgang til posten, som er den eneste livslinje, Celie har til sin søster.
Alice Walkers gribende og brutale historie, som omsluttede hjertet som pigtråd og efterlod et dybt og varig indtryk, synes dog i den nye musicaludgave at være udvandet og udglattet til en uigenkendelig overfladisk affære, der hverken får det bedste fra Spielberg-filmatiseringen eller Broadway-opsætningen.
I stedet hersker der en mærkelig kognitiv dissonans mellem de to modsatrettede inspirationskilder, der nærmest kannibaliserer på hinanden, hvilket efterlader begge ret uforløst. For trods den over to timer lange spilletid synes man aldrig rigtigt at komme ind under huden på karaktererne.
Særligt Fantasias Barrinos portræt af Celie og Danielle Brooks’ portræt af Sofia blegner i sammenligning med Oprah og Whoopi Goldbergs præstationer i Spielberg-filmatiseringen. Noget af brodden bliver trukket ud af deres historier, hvilket punkterer slagkraften og styrken i deres modstandskraft og transformationer.
Sofias legendariske »All my life I’ve had to fight«-monolog, et centralt og afgørende øjeblik i den oprindelige film, bliver for eksempel udvisket og omdannet til et musicalnummer, der ikke rammer den eksistentielle alvor, som øjeblikket kræver.
For det er netop de ord, der er den feministiske katalysator til Celies transformation, og hvis kulturelle resonans og gennemslag stadig mærkes i dag. For eksempel i Kendrick Lamars sang ‘Alright’, hvor Sofias ord indleder sangen.
Endnu værre står det til med mændene i filmen, hvis moralske monstrøsitet opstår i et vakuum uden nogen underbygning eller årsagsforklaring. En endimensionel ondskab, der virker som en utroværdig og doven udlægning af deres følelsesliv og en underkendelse af den systematiske undertrykkelse, som deres handlinger opstår af. Det er en mangel på mellemregninger og emotionel indforståethed, der holder seeren i en ufrivillig armslængde.
Isoleret set er musiknumrene vellykkede med mesterlig koreografi af Fatima Robinson. Det står skarpt, uanset om der er to eller tyve personer i billedet, som bliver poetisk indrammet af fotograf Dan Laustsens fremragende fotografering.
Der er et særligt højdepunkt, hvor filmen løfter sig fra at være en mislykket efterligning af de tidligere værker, til at bidrage med en original tolkning af historien. I et indslag, der trækker på magisk realisme, bliver Celie og Shug bogstaveligt talt opslugt af musikken, mens Celie bader Shug i et badekar. Pludselig er de transporteret over på en kæmpe roterende grammofonplade, hvor vi for første gang får adgang til Celies romantiske følelsesliv med hendes serenade til Shug.
Men i det øjeblik den magiske drøm ophører, genopstår diskrepansen med det øvrige plot prompte, og det hele lander lidt hjemløst. Her var en oplagt mulighed for at hive fortællingen ind i nutiden og udforske en queer-relation mellem to sorte kvinder, der sjældent er set fra den tid, men modet og visionen mangler.
Blitz Bazawules ‘Farven Lilla’ indskriver sig i en kedelig 2024-tendens til fantasifattigdom i Hollywood, der går ud på at grave gamle succeser frem fra gemmerne og genudgive dem i nye, skinnende musical-visioner med forsvindende lidt substans, som man senest har set det med genkomsten af ‘Mean Girls’.
Det er en bjørnetjeneste for musicalgenren, der har bevist sin berettigelse i nyere filmhistorie med titler som ‘Dancer in The Dark’, ‘Moulin Rouge’, og ‘Tick Tick …Boom’. Det kræver bare mod og original kunstnerisk vision at grave frem til guldet.
Kort sagt:
Blitz Bazawules ‘Farven Lilla’ er middelmådig i skyggen af sine forgænger. Spar biografbilletten og se Spielbergs filmatisering – eller endnu bedre: læs bogen.