‘Mean Girls’: Syngende kopi af highschool-klassiker er idiotisk gravrøveri
Det er ikke nødvendigvis en specielt god idé at starte en anmeldelse med et citat fra en anden film.
Især når den film, anmeldelsen faktisk handler om, har leveret nogle af popkulturens mest fænomenale replikker på denne side af årtusindeskiftet fra »stop trying to make fetch happen« til »on Wednesdays we wear pink«.
Men ved du, hvad der også er en dårlig idé?
At lave en film baseret på Broadways musical-opsætning af selvsamme films originalversion.
Hvilket altså nu er tilfældet i ’Mean Girls’ fra 2024, der på forvirrende vis ikke hedder ’Mean Girls: The Musical’, fordi Hollywood tilsyneladende skammer sig over hele eksistensgrundlaget for remaket. Nemlig at komedien fra 2004 nu er en Gen Z-bejlende musical med sang, dans og TikTok-bagtaleri.
En form for genremæssigt selvhad, det er svært at kalde andet end idiotisk, når musikken faktisk er det eneste, genindspilningen for alvor har kørende for sig.
Tværtimod er alt omkring ’Mean Girls’ (i tredje potens) som et eksempel på den moderne underholdningsbranches interdisciplinære gravrøveri, når det er allermest til at få hovedpine af.
Men hvad var det for et citat, jeg ville indlede med? Efter at have set 2024-versionen af en af mine, og mange andre fra min generations, absolutte yndlingsfilm, var det en dialogsekvens fra en anden film, der blev ved med at køre rundt i mit hoved:
»I know you can be overwhelmed, and you can be underwhelmed, but can you ever just be whelmed?«. Et af filmhistoriens mere underbelyste spørgsmål, som bliver stillet i ’10 Things I Hate About You’.
For selvom den nye ’Mean Girls’ egentlig leverer ørehængende miner til slet remake-spil, kan jeg ikke komme på bedre måder at beskrive, hvordan jeg havde det med den. Jeg var ikke overvældet, ikke undervældet, men bare vældet (og 90’er-klassikerens kendere vil vide, at det kan man godt være i Europa).
En tilstand så ligegyldig, at det ikke er nødvendigt med et ord for den. En ikke-oplevelse på samme måde, som ’Mean Girls’ føles lidt som en ikke-film (fordi det er … et teaterstykke). Ivrig og velmenende, men en syngende kopi. Robotbarnet fra ’A.I.’ man godt gad elske, selvom man aldrig kommer til det.
Hvilket er både irriterende og synd. For den nye ‘Mean Girls’ er egentlig overhovedet ikke dårlig. Og hvis man ikke kender forlægget, vil dens kvaliteter muligvis stå endnu skarpere.
For mig var originalen desværre bare allestedsnærværende distraherende. Og så virkningsløs, at jeg sad og faldt i staver over ligegyldigheder, som at oversættelsen af udtrykket »grool« i de danske undertekster var anderledes end på den dvd-version, jeg havde derhjemme. Og følte mig som en sur og konservativ millennial.
Det meste er ellers det samme. Ikke mindst handlingen – selvom den nu bliver sparket i gang som en »cautionary tale« af Janis og Ian i et syngende iPhone-selftape. Cady Heron er blevet hjemmeskolet på Kenyas savanne – Ikke længere bare Afrika (»goodbye Africa« – bogstaveligt talt). Hun får atter sit livs socialiseringsprojekt for sig, da hun begynder på North Shore High, hvor der er kliker, tøjregler og manipulerende mennesker i stedet for vilde dyr.
Den største forskel på ny og gammel er selvfølgelig, at historien bliver fortalt gennem sange som ’Stupid With Love’ – Cadys blåøjede matematikballade om forelskelsen i Aaron Samuels (spillet uopsigtsvækkende af ’The Summer I Turned Pretty’-stjerne Christopher Briney) og ’Apex Predator’, der introducerer yndlingsskurken Regina George, mens hun snor sig som en slange.
Hele originalens karaktergalleri har desuden fået main character-syndrom, så karakterer som Karen (spillet af Avantika) nu har sit eget, og faktisk ret fantastiske, solonummer om sin kærlighed til Halloween, hvor man kan »lade som om man er en anden. Ligesom på internettet, bare i virkeligheden og med slik«.
I castet skinner især Reneé Rapp (’The Sex Lives of College Girls’) som Regina George, der også har spillet rollen på de skrå brædder. Angourie Rices Cady er kedelig, men kompetent. Hvor lidt hun når fordums Lindsay Lohan til sokkeholderne, står for alvor klart, da selvsamme eksstjerne dukker op i en charmerende cameo, der fremprovokerede en meget symptomatisk gensynsglæde.
De unge talenter er gode, men konstante påmindelser om de gamle. Alle ændringerne minder om, at 2004-versionen stadig er fænomenal – sine små bedagetheder til trods.
For det store problem er, at der ikke er noget på spil i ’Mean Girls’ anno 2024. Der er så mange metalag, indforståede referencer og retrospektive glimt i øjet, at den ironiske distance bliver hele filmens intetsigende motor.
Det føles aldrig som andet, end noget vi leger. Alle medvirkende er syngende fingerdukker i en ’Mean Girls’-hyperbole, hvis nye påfund aldrig er stærkere end originalens satire.
Hverken de velcastede og karismatiske unge skuespillere, udraderingerne af de mest politisk ukorrekte jokes eller Jon Hamms Coach Carr, der denne gang ikke blive bedt om at træde væk fra de mindreårige piger, kan veje op for, at der mangler ægte følelser.
Og vigtigst af alt, at den socialt accepterede form for ondskab, hele filmen handler om, er druknet i substansløse vibes.
Kort sagt:
’Mean Girls’ gør desværre ikke nogen fortræd. Til gengæld er den et så dundrende bevis på »if it ain’t broken«-devisen, at det nærmest er for kedeligt til at forklare.