Det er efterhånden tre år siden, at Gina Carono blev fyret fra ‘The Mandalorian’-serien af Disney. Det skete som følge af skuespillerens udmeldinger på sociale medier, inklusive et Instagram-opslag, hun delte, der sammenlignede det at være republikaner i dag med at være jøde under holocaust.
Nu sagsøger Gina Carano Disney og Lucasfilm for fyringen fra ‘Star Wars’-serien – og Elon Musk betaler for hendes advokater. Det skriver Deadline.
»For kort tid siden i en galakse ikke så langt væk gjorde tiltalte det klart, at kun én ortodoksi i tanke, tale eller handling var acceptabel i deres imperium, og at de, der vovede at stille spørgsmålstegn ved eller undlod at indordne sig fuldt ud, ikke ville blive tolereret. Og sådan var det med Carano«, står der i søgsmålet, som anklager skuespillerens tidligere arbejdsgivere for uretmæssig fyring og sexdiskrimination.
»Retsstaten hersker stadig over de tiltaltes imperium … og Carano er vendt tilbage for at kræve, at de bliver holdt ansvarlige for deres mobbende, diskriminerende og gengældende handlinger – handlinger, der påførte ikke kun betydelig følelsesmæssig skade, men også millioner af dollars i tabt indkomst«.
Tilbage i 2021 udtalte den tidligere administrerende direktør i Disney, Bob Chapek, at fyringen ikke af Carano ikke handlede om politik, men derimod om »universelle værdier som respekt, anstændighed, integritet og inklusion«.
Siden Gina Caranos fyring har Disney produceret og udgivet en tredje sæson af ‘The Mandalorian’, og senest har de annonceret spinoff-filmen ‘The Mandalorian & Grogu’.