1. Biografen: Stjernespækket tennissex
Sidst Luca Gudagnino var biografaktuel, var det med ’Bones and All’ om to forelskede kannibaler. Nu har den uforudsigelige italiener lavet en film om tre unge tennisspillere, der på deres egen måde egentlig også vil æde hinanden.
At se det skarpe unge cast, bestående af Zendaya, Josh O’Connor og Mike Faist, spille tennis og klæde hinanden af med øjnene, er én lang (våd) drøm til tonerne af filmens forrygende technoscore. Og selvom alle for det meste er fuldt påklædte, er det alligevel en af årets mest sexede film.
For i ’Challengers’ er tennis sex, og sex er tennis. Og begge dele fantastisk underholdende studier i spillets regler.
’Challengers’ kan ses i biografen.
2. Biografen: Afsindigt spændende Oscar-dokumentar
I den Oscar-nominerede ’Fire Døtre’ forvandles en familietragedie til et skuespil.
I centrum står moren Olfa. En trodsig kvinde, der i sine dage som nybagt brud stak sin husbond en knytnæve på bryllupsnatten i stedet for sin mødom og kalder sine døtre for ludere. Da vi møder hende i ’Fire Døtre’, har hun kun halvdelen af sine børn hos sig, fordi to af dem er blevet ’ædt af ulven’. Hvad det nærmere betyder, udfoldes på fascinerende og særegen vis, men Islamisk Stat er indblandet.
Bag kameraet står den den kvindelige tunesiske dokumentarist Kaouther Ben Hania, og som alternativt greb har hun castet skuespillere i rollerne som de bortkomne døtre og til at agere emotionelle stand-ins, når nogle af rekonstruktionerne bliver for ubærlige for de medvirkende.
»Med et opfindsomt og metabevidst fiktionsgreb genfortæller dokumentarfilmen ’Fire døtre’ en tragisk, rørende og afsindigt spændende historie«, skriver Soundvenues Morten Kildebæk i sin femstjernede anmeldelse.
’Fire Døtre’ kan ses i biografen.
3. Biografen: Se dem, før det er for sent
Nogle film skal man skynde sig at se i biografen. Både fordi de er vildt gode, men også fordi de går i alt for kort tid. Før man ved af det, kan de kun opleves i en papkassesal på de skæveste tidspunkter af døgnet, og i disse to films tilfælde ville det være synd.
Så før det er for sent: Gå for guds skyld ikke gå glip af ’Perfect Days’ og ’Rød Himmel’. Den ene er en henrivende japansk toiletskrubber-symfoni om en mand med et forhold til rutiner, der sætter samtlige kendte interviewpersoner i Euromans rage-baitende morgenritualskoncept til dørs.
Den anden er en dybt morsom film om et bæfjæs af en ung forfatter i Uniqlo-hørtøj, der er så ude af stand til at have en hyggelig sommerhustur, at det er umuligt ikke at grine, selvom der er en decideret skovbrand i kulissen.
Og for at det ikke skulle være nok, er de begge usandsynligt vellykkede eksempler på, hvordan man kan lave film om klodens fremtid uden at deprimere sit publikum til døde.
’Rød himmel’ og ’Perfect Days’ kan ses i biografen.
Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.