Steve Carells serieroller har ikke for alvor kunne måle sig med hans ikoniske ‘The Office’-rolle, men nu er der et lovende nyt bud på vej.
Ifølge The Hollywood Reporter har Warner Bros. og HBO netop præsenteret et kommende projekt med Carell i hovedrollen, som kommer fra erfarne krafter – nemlig Bill Lawrence – en af ophavsmændene til ‘Ted Lasso’ – og forfatter og producer-makkeren Matt Tarses.
Lige nu vides der ikke meget om projektet, der endnu ikke har nogen titel, men ifølge den officielle beskrivelse drejer det sig om en »komedie på et collegecampus med en forfatters komplicerede forhold til sin datter i fokus«.
Steve Carell har på serienfronten kunne ses i den politiske rumkomedie ‘Space Force’ og som MeToo-anklaget tv-vært i ‘The Morning Show’. Derudover har han en rolle på vej i Tina Feys kommende komedieserie ‘The Four Seasons’.
Hvornår serien går i produktion og kan forventes færdig vides endnu ikke.