’Space Force’: Steve Carells stjerneproduktion på Netflix lander ambivalent mellem politisk satire og patriotisme

4 6
’Space Force’: Steve Carells stjerneproduktion på Netflix lander ambivalent mellem politisk satire og patriotisme
'Space Force'.

Op til det amerikanske præsidentvalg i 2016 udtalte seriernes politiske satiriker número uno, Armando Iannucci (’The Tick of It’, ’Veep’), at »der ikke er noget sted for folk som mig, når politikerne forsyner os med fiktionen«.

Siden har blandt andet ’The Good Fight’ givet Iannucci stærkt svar på tiltale. Ingen fiktionsserier eller film har dog for alvor sat sig op imod Trump-administrationen i et forsøg på at overgå en uvirkelig virkelighed.

Med en pæn pose Netflix-penge i ryggen har ’The Office’-duoen Greg Daniels og Steve Carell stablet den vel nok vildeste komedieserieproduktion nogensinde på benene med en nærmest 1:1-forestilling over arbejdsgangen på Trumps nystartede US Space Force, den nye gren af det amerikanske forsvar med det ’Star Trek’-identiske logo, der med kolonialistisk strategi og militær magt skal sikre amerikansk dominans over satellitter i rummets kamparena.

Selvom Daniels og Carells ’Space Force’ ikke er en mockumentary á la ’The Office’, har serien et dokumentarisk og ligefrem profetisk tilsnit i dens riff over forsvarets ekstreme retorik og handlinger.

I deres fiktive udlægning er jobbeskrivelsen den samme, mens præsidentens langsigtede mål hedder »Boots on the moon in 2024«. Faktisk skulle den unavngivne præsident vist nok have tweetet »boobs«, hvilket blot er en af mange uklare beskeder, som den nyudnævnte leder af Space Forces hemmelige, Colorado-placerede base, General Mark Naird (Carell), må efterleve.

Carell er i sit es, og Naird minder i stædighed, snæversyn og ringe beslutningssans på mange måder om Michael Scott fra ’The Office’ med den forskel, at Naird som hædersmærket næstkommanderende i flyvevåbnet er kvalificeret – bare overhovedet ikke inden for det givne astronautiske område.

John Malkovich i ‘Space Force’.

Til at hjælpe sig får han heldigvis tålmodig raketvidenskabelig rådgivning af Dr. Mallory, spillet af John Malkovich på aristokratisk laissez-faire-hjemmebane. Naird og Dr. Mallorys forskelligheder og gradvise fællesslag danner seriens komiske og tilmed kærligt ømme fundament, når det upåagtede forsvar bliver udfordret i softgun-battle af bøllerne fra luftvåbnet eller af Indien og især Kinas fremskredne og drilagtige rumaktiviteter.

Derudover følger vi i afsnittenes typisk fire-fem plottråde den lidt for smarte pr-ansvarlige ’Fuck’ Tony (Ben Schwartz), den målrettede pilot Angela Ali (Tawny Newsome), Mallorys dygtige assistent (Jimmy O. Yang), Nairds mere hjernedøde assistent (Don Lake), Nairds demente far (sidste dans med afdøde Fred Willards funny bones) og hans understimulerede datter Erin (Diana Silvers fra ’Booksmart’), som dater en alt andet end subtil russisk observatør fra den fælles rumstation ISS.

Lisa Kudrow burde som Nairds kone være det komiske kirsebær på toppen, men af aldrig forklarede årsager sidder hun på bænket på sidelinjen i fængslet. Kudrows beskedne funktion er et symptom på seriens overbud af kvalitet. De halvtime lange afsnit, der blandt andet er instrueret af så kapable navne som Paul King (’Paddington’-filmene) og Dee Rees (’Mudbound’), er næsten for lidt og flere steder for ufokuserede til at lade det stærke ensemble komme til deres ret, med undtagelse af Carell og Malkovich.

Diana Silvers i ‘Space Force’.

I et af de bedste og mest idiotisk morsomme afsnit er alle samlet om en chimpanse, der egentlig var smuglet med om bord på en satellit som viral godbid, men som Naird over storskærm nu beordrer til at fikse satellittens paneler, som kineserne har plukket, som var de børn, der pillede vingerne af en flue.

»Han har en anden moral… ligesom ex-nazister i arbejde for NASA«, lyder Nairds forsvar efter de andres oplysning om, at chimpanser æder menneskebabyer.

Det satiriske billede af krigsliderlige øverstkommanderende – nogle af seriens sjoveste og tydeligst ’Dr. Strangelove’-beslægtede scener foregår ved et rundt bord af umodne forsvarsgeneraler – modstilles imidlertid af en patriotisk fanfare, der bogstavelig talt kommer til udtryk i militærtrommerne og de højstemte strygere fra Coen-brødrenes hofkomponist Carter Burwell.

Steve Carells far tjente i den amerikanske hær under Anden Verdenskrig, og det har været hans ønske at gengive forsvarets indre linjer med en vis respekt. Tonalt udmønter det sig i billedet af et amerikansk forsvar, hvor sammenhold i sidste ende overvinder alverdens brølere i rumkapløbet mod fjendelandet Kina.

Det giver en lidt blandet smag i munden. Og med samme smag efterlod jeg første sæson ’Space Force’, der måske burde være gået endnu længere i forsøget på at overgå politikernes virkelighed med absurd fiktion.


Kort sagt:
Første sæson af ’Space Force’ er som historien om rigmandssportsholdet, der samler en masse stjerner, men som skal bruge mere tid og en lidt anden strategi for at få det hele til at gå op i en højere enhed.

’Space Force’. Serie. Hovedforfatter: Greg Daniels, Steve Carell. Medvirkende: Steve Carell, John Malkovich, Ben Schwartz, Diana Silvers. Spilletid: 10 afsnit á 30 min. Premiere: 29. maj Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af