Nu varer det ikke alt for længe, før vi får gensyn med det brogede og bramfri køkkenpersonale fra hitserien ‘The Bear’, når tredje sæson får dansk premiere 17. juli.
Serien, som fik sin start i 2022, har taget seerne med storm, og vundet et hav af Emmys, ikke mindst grundet fantastisk historiefortælling og relaterbare karakterer, spillet af forrygende skuespillere.
Og selv om flere af seriens hovednavne som Ebon Moss-Bachrach og Jeremy Allen White ikke er nye i branchen, har ‘The Bear’ uden tvivl forstærket deres berømmelse på ganske kort tid. Det fortæller Moss-Bachrach om i et nyt interview med The Guardian.
»Jeg var på toppen af et lille bjerg uden for Kyoto, og et koreansk par kom hen til mig og sagde, hvor meget de elsker showet«, siger han i interviewet og fortsætter:
»Jeg får mange kommentarer. Folk råber ‘Cousin!’ til mig hele dagen«.
Dog erkender den 47-årige skuespiller, at mens det kan være en smule trættende, så er det ingenting i forhold til, hvad Jeremy Allen White udsættes for af begejstrede fans.
»Jeg mener, jeg er ikke engang sikker på, jeg kan sige, at jeg er glad på hans vegne. Fordi han synes, det hele er ret latterligt. Så nej, jeg prøver at støtte ham. Og jeg prøver grundlæggende at beskytte ham, når fansene bliver rigtig begejstrede«.
Den store begejstring fører uden tvivl også et stort pres med sig, hvilket Ebon Moss-Bachrach er ganske klar over. 10 Emmys på i alt 13 nomineringer er også strålende for en komedieserie.
»Jeg vil bare have, at folk ikke føler sig skuffede over tingene«, fortæller han i interviewet og fortsætter:
»Jeg har haft så mange smukke interaktioner med folk, der virkelig er blevet berørt på en måde, der har inspireret mig til styrken i at fortælle en historie eller styrken i at lave et show eller skabe et kunstværk. Det har virkelig genoplivet mig og fornyet min tro på mit arbejde«.
Tredje sæson af ‘The Bear’ får premiere 17. juli i Danmark på Disney+, mens den allerede er blevet forlænget med en fjerde.