Jenna Ortega har de seneste år haft travlt med store roller i ’Wednesday’, ’Scream 6’ og endda en Sabrina Carpenter-musikvideo så sent som i sidste uge. Nu fortæller skuespilleren om en anden stor titel, hun kunne være blevet en del af.
I et hundehvalpeinterview med BuzzFeed blev Ortega spurgt hvilken rolle, folk ville blive overrasket over at høre, hun har været til casting på.
Her mindes hun at have været til audition på Denis Villeneuves ’Dune’ som teenager. »Jeg tror, jeg var til audition på ’Dune’ da jeg var omkring 15«, fortæller hun. Den 21-årige skuespiller tilføjer, at hun var »meget spændt på den samtale, fordi Denis er en af mine yndlingsfilmmagere«.
Ortega er desuden overbevist om, at det var rollen, som Zendaya endte med at varetage, hun var i spil til. »Jeg tror, det var Chani. Jeg tror det var Zendayas. Men det var ikke noget, de sagde. Alt var meget hemmeligt«.
I interviewet med BuzzFeed afslører skuespilleren også det mærkeligste rygte, hun har hørt om sig selv (at hende og Johnny Depp var i et forhold), samt at hendes allerførste crush var Barack Obama.
Ortega er snart aktuel i Tim Burtons ‘Beetlejuice Beetlejuice’, som følger op på originalen fra 1988. Hun har tidligere arbejdet sammen med Burton på Netflix-hittet ’Wednesday’.
‘Beetlejuice Beetlejuice’ får premiere i danske biografer 12. september.