Et halvsølle cash grab? Det var, indrømmet, min første tanke, da jeg hørte, at Tim Burton skulle instruere en efterfølger til ’Beetlejuice’ fra 1988.
Hollywood-studierne synes i tiltagende grad at sætte relativt unødvendige efterfølgere til gamle filmklassikere i søen i stedet for at satse på nye, originale fortællinger til det store lærred.
En efter min mening ærgerlig tendens (som også lever herhjemme), der dog også har haft visse positive resultater. ’Top Gun: Maverick’ og ’Blade Runner 2049’ er to gode eksempler på vellykkede legacy sequels, der kommer flere årtier efter forlægget.
Jeg skal være ærlig at sige, at jeg faktisk aldrig selv havde set ’Beetlejuice’, som flere steder betegnes som en kultklassiker, da film nummer to blev annonceret. Det laver vi nu om på.
I anledning af den snarlige premiere på ’Beetlejuice Beetlejuice’ har jeg set originalfilmen for at finde svar på to spørgsmål: Holder ’Beetlejuice’ stadig, set med nostalgiløse 2024-øjne?
Og hvad skal vi (og Burton) egentlig med den nærtforestående efterfølger?
Burtons første Burton-film
Efter at være begyndt som animator hos Disney, hvor han instruerede de tre kortfilm ’Vincent’, ’Hansel and Gretel’ og ’Frankenweenie’, landede Tim Burton karrierens første tjans som spillefilminstruktør med den helt igennem gakkede komedie ’Pee-wee’s Big Adventure’ i 1985.
Filmen blev en kommerciel succes, hvilket fik Warner Bros. til at opsøge det nu bankable instruktørtalent med manuskriptet til ’Beetlejuice’, forfattet af Michael McDowell, som Burton tidligere havde arbejdet sammen med på antologiserien ’Alfred Hitchcock Presents’.
’Beetlejuice’-manuskriptet pegede oprindeligt i en noget mere dyster, makaber og gyserorienteret retning, end Burton (med hjælp fra en anden manusforfatter, Warren Skaaren) endte med at tage filmen i.
I stedet for at gå fuld horror skabte han en ganske særegen blanding af komik og gotisk gys, med excentriske karakterer i et farverigt, overnaturligt univers – den helt specielle, quirky-dunkle tone, som har strømmet gennem alle Burtons film siden.
I den forstand kan man godt betegne ’Beetlejuice’ som Tim Burtons første rigtige Tim Burton-film.
En sympatisk skræmmekampagne
’Beetlejuice’ præsenterer en spøgelseshistorie, som man ikke helt har fået den før.
Den mørke komedie handler om det sympatiske ægtepar Adam og Barbara Maitland (spillet af Alec Baldwin og Geena Davis), der helt i starten af filmen omkommer i en bil- og drukneulykke.
De vender hjem til deres store, elskede villa på en forstadsbakketop og finder ud af, at de faktisk er spøgelser, som (ifølge en håndbog for nyligt afdøde) er fanget i menneskenes verden de næste 125 år. Da de søger rådgivning på åndernes kontor, som kan findes ved at tegne en dør på en væg, møder de et helvedes bureaukrati, hvor man skal trække et nummer og sætte sig i evighedens venteværelse – et helt genialt take på den velkendte myte om hvileløse sjæle.
Parret er nødsaget til at blive hængende i huset, selvom det bliver solgt til en fremmed familie, der snart efter flytter ind. De prætentiøse newyorkere Charles og Delia Deetz (Jeffrey Jones og Catherine O’Hara) ankommer med store planer om at bygge Maitlands hus om. Derfor forsøger de hjemsøgende eksbeboere på akavet vis at skræmme tilflytterne bort. Det er nemmere sagt end gjort, når de intetanende ofre faktisk ikke kan se dem.
Det kan derimod Charles Deetz’ emotøjklædte teenagedatter Lydia (Winona Ryder), som spøgelserne finder en ven og allieret i. Spøgelsesparret danner også, trods flere advarsler, en faretruende alliance med en dæmonisk »bio-eksorcist« ved navn Betelgeuse (Michael Keaton), som, ifølge en tillokkende tv-reklame, med garanti kan fordrive uønskede mennesker.
Problemet er bare, at Betelgeuse har andre motiver end blot at hjælpe hovedpersonerne, der påkalder ham ved sige hans navn højt tre gange. Den drillesyge og perverse dæmon spreder mere kaos end aftalt og går hårdhændet efter at tvinge unge Lydia til at gifte sig med ham.
Keaton i fuld dæmonisk vigør
Fortælletempoet er en smule ujævnt i ’Beetlejuice’, men ellers er filmen et herligt fornøjeligt bekendtskab, der også holder her 36 år senere.
De vilde og karikerede visuelle effekter springer straks i øjnene – på den gode måde. Undervejs fordrejer karaktererne deres ansigter til klamme masker, og i det førnævnte venteværelse støder de både på et forkullet skelet og en mand med et lillebitte, ængsteligt skrumpehoved.
Ånder og mennesker bevæger sig gennem surrealistisk kantede og fordrejede kulisser, der henter inspiration fra den tysk ekspressionisme og særligt filmklassikeren ’Doktor Caligaris kabinet’. Et tilbagevendende motiv er Adams omfattende miniatureudgave af deres lokale by, som Betelgeuse er fanget i, og som de andre karakterer senere træder ind i.
Effekterne holder langt hen ad vejen stadig, både fordi Tim Burton bevidst er gået efter et stilistisk skævt og overdrevent udtryk, og fordi han i overvejende grad er gået med praktiske effekter, sminke og stopmotion-animation. Kun nogle sløje greenscreen-effekter, da hovedpersonerne befinder sig i en ørken og møder en (muligvis ’Dune’-inspireret) sandorm, ser bedagede ud.
Man forstår godt, at ’Beetlejuice’ er navngivet efter Michael Keatons karakter, som også pryder plakaten, for han er filmens allerstørste trækplaster.
Keaton er i fuldt dæmonisk vigør. Hans præstation som Betelgeuse er forrygende, rablende vanvittig og voldsom. Øjnene kører rundt i hovedet på ham, mens han gnægger sine replikker ud i en rivende fart. Idet hovedpersonerne først søger hans hjælp, da de er mest desperate, ender han næsten med at have for lidt skærmtid i filmen.
Det efterlader til gengæld publikum sulten efter flere løjer fra dæmonen, hvilket vi altså nu (fraregnet animationsserien ’Beetlejuice’, der løb fra 1989-91, og en Broadway-musical i 2018) omsider får med ’Beetlejuice Beetlejuice’.
Talrige strandede forsøg
Det er ikke, fordi idéen om en filmefterfølger til ’Beetlejuice’ er kommet helt ud af det blå her i 2020’erne.
Originalen solgte godt ved billetlugerne, hvorfor filmens anden distributør, The Geffen Film Company, straks forsøgte at udvikle en fortsættelse.
Over årene kom der en række forskellige bud på manuskriptet til en efterfølger. Arbejdstitler som ’Beetlejuice in Love’, ’Beetlejuice Goes Hawaiian’, ’Beetlejuice and the Haunted Mansion’ og ‘Beetlejuice Goes West’ var oppe at vende.
Burton og Warner Bros. endte dog med i stedet at prioritere andre projekter, ikke mindst de store box office-succeser ’Batman’ (1989) og ’Batman Returns’ (1992) – med en anderledes stoisk Michael Keaton i rollen som den ikoniske DC-superhelt.
I 2010’erne blussede rygter om ‘Beetlejuice 2’ atter op, inden også dét forsøg blev afblæst af Warner i 2019. Det virkede, som om enhver idé om en ’Beetlejuice’-opfølger ville løbe ud i sandet.
At ’Beetlejuice Beetlejuice’ mere end tre årtier efter originalfilmens premiere omsider skulle blive en realitet, kan til dels tilskrives Tim Burtons samarbejde med en ny stjerne på filmscenen: Jenna Ortega.
Burton instruerede som bekendt Ortega i de fire første afsnit af Netflix-hitserien ’Wednesday’, der blev skuespillerens helt store gennembrud. Både hun og ’Addams Family’-spinoff’ens to skabere, Alfred Gough og Miles Millar, er med om bord på ’Beetlejuice’-opfølgeren med henholdsvis en hovedrolle og manusforfattertjansen.
Arbejdet med Ortega synes at have vækket en gnist i Burton, der tilskriver skuespilleren ’Wednesday’s store succes.
»Det kunne ikke have ladet sig gøre uden hende. Du kan skrive det godt, du kan gøre, hvad du vil, men den slags karakter ville have brug for så meget klarhed og renhed og styrke. Det skal en person have. Så for mig lavede hun dybest set serien«, har instruktøren udtalt i et interview med BFI.
Man kan også sagtens forestille sig, at Warner Bros. ikke var mindre villige til at skyde penge i fortsættelsen, da den unge Hollywood-komet – foruden de gamle kendinge Michael Keaton, Winona Ryder og Catherine O’Hara – sluttede sig til projektet.
Mærkelig teenager, 35 år senere
»Det er ikke en film, der skriger på en efterfølger«, udtalte Tim Burton i 2016 til Collider, da snakken nok en gang faldt på en potentiel ’Beetlejuice 2’. Dengang forklarede han, at han hjertens gerne ville lave en opfølger, men at det krævede »de rette omstændigheder«.
Nøglen til 2’erens berettigelse finder man i Winona Ryders karakter Lydia – en emoklædt teenager med interesse for det okkulte.
»Levende mennesker ignorerer det sære og usædvanlige. Og jeg er selv sær og usædvanlig«, siger hun i ’Beetlejuice’, da det afdøde Maitland-par spørger, hvorfor hun godt kan se spøgelser, mens hendes far og stedmor ikke kan.
Ligesom andre ikoniske Burton-karakterer – herunder Edward Saksehånd fra 1990-filmen af samme navn – ser instruktøren tydeligvis sig selv i den skæve outsider, som ikke passer ind i fællesskabet.
I ’Beetlejuice Beetlejuice’ er den unge rebel blevet voksen. Lydia har nu selv en ugidelig teenagedatter, spillet af Ortega, der kommer til at åbne døren til dødsriget på ny.
»Fra den første film identificerede jeg mig virkelig med Lydia. Det var en karakter, som jeg forstod, som jeg følte meget stærkt for. Den nye film blev meget personlig for mig gennem Lydia-karakteren. Hvad er der sket med Lydia, hvad sker der med os alle sammen? Hvad er din rejse fra en goth-agtig, mærkelig teenager til det, der sker med dig 35 år senere?« siger Burton i et interview med Empire.
»Nogle gange, når man bliver ældre, mister man sig selv lidt. Det er i høj grad sådan, jeg føler og følte det«, tilføjer instruktøren.
Er Burton tilbage i topform?
Det virker med andre ord til, at ’Beetlejuice Beetlejuice’ har givet 65-årige Burton mulighed for at reflektere over sit eget liv og sin karriere, som, før ’Wednesday’, syntes at være delvist stagneret.
»Jeg havde faktisk lidt mistet interessen for filmbranchen«, udtaler han selv i Empire-interviewet om tiden før Netflix-succesen.
Hans tre seneste film ’Dumbo’ (2019), ’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ (2016) og ’Big Eyes’ (2014) fik en lunken anmeldermodtagelse, og man kunne mene, at Hollywoods populære særling – med 80’ernes og 90’ernes storhedstid et stykke bag sig – befandt sig i et knap så kreativt sprælsk efterår.
Hans tilbagevenden til 80’er-klassikerens univers har imidlertid gjort noget ganske godt for Burton som filmskaber.
»Jeg forsøgte at skrælle alt af og gå tilbage til det grundlæggende i at arbejde med gode mennesker og skuespillere og dukker. Det var lidt som at vende tilbage til, hvorfor jeg kunne lide at lave film«, forklarer han til BFI.
Om denne kunstneriske revival så bærer frugt i den færdige film, vil tiden vise.
’Beetlejuice Beetlejuice’ får verdenspremiere som åbningsfilm på Venedig Film Festival 28. august og kommer i danske biografer 12. september.