’Mørkeland’: Opfølger til ’Kongekabale’ får en ekstra stjerne for filmens moralske gråzoner
Åh, at være journalist i en mainstream-spillefilm. Man er dårligt trådt ind på redaktionen, før Kæmpehistorien lægger sig foran ens fødder.
Sådan går det naturligvis også i opfølgeren til ’Kongekabale’, der ankommer 20 år efter Nikolaj Arcels gennembrudsfilm.
Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen) var i den første film en idealistisk ung bladsmører. I opfølgeren er der fuld plade på den deprimerende ’godt 20 år senere’-nedtur: Han er ganske ubegribeligt blevet sparet væk i en fyringsrunde, selvom yngre journalister studerer hans artikler på Journalisthøjskolen.
Værre endnu: Hans 27-årige datter skal giftes med en kandidat fra (det fiktive parti) De Nationale, der står til at komme i Folketinget med en racistisk, trumpistisk agenda ved et forestående valg. Selv under datterens bryllup kan den gamle Christiansborg-journalist ikke holde sig fra en politisk diskussion med svigersønnen.
Ulrik Torp skal forsøge sig på arbejdsmarkedet igen efter fem års ledighed. Heldigt nok kan jobcentret tilbyde ham en plads som praktikant på sin gamle arbejdsplads, hvor hans gamle sidekick Henrik Moll (Nicolas Bro) nu sidder som fortravlet chefredaktør.
En ung embedsmand ved navn Abdel Yassin fra Indenrigsministeriet bliver brutalt henrettet, lige op til at Danmark skal til stemmeurnerne. Ulrik Torp får historien sammen med unge Simon (Patrick A. Hansen), der dermed kan komme i mesterlære hos den overvintrede topreporter.
Alle antager, at den unge fuldmægtig med det fremmedklingende navn er dræbt grundet banderelationer, da han har en bror med bandetilknytning, som sidder i fængsel. Selv Ulrik Torp accepterer den vinkel til at begynde med, også selvom han nærmest får den tvunget ned i halsen af kollegaen Katrine (Sofia Nolsøe Mikkelsen).
Men det viser sig, at Abdel Yassin har haft viden om fifleri med det kommende valgresultat. Og hvem skal mon afdække og fortælle den historie?
’Kongekabale’ var lidt af et hjemligt nybrud i sin tid ved på meget udansk vis at ligne amerikanske politiske thrillers, fra ’All The President’s Men’ til ’The Ides of March’ og muligvis nogle John Grisham-filmatiseringer. Samtidig foregik den herhjemme på Slotsholmen, og Niels Krause-Kjærs romanforlæg var baseret på magtkampe hos De Konservative.
’Kongekabale’ virkede som nyt territorie, det gør ’Mørkeland’ ikke. Mikkel Sestrup har afløst Arcel på opfølgeren, baseret på en ny bog af Krause-Kjær, og han klarer opgaven kompetent. Han har droppet de næsten konstant blåtonede billeder fra den første film, men skaber effektive og paranoide thriller-momenter, når ondsindede silhuetter lurer, og kameraet filmer ned på vores karakterer, så vi får fornemmelsen af, at der er noget fordækt i gærde.
Men jeg savner Søren Pilmarks dæmoniske magtpolitiker Erik Dreier, der udgjorde det sorte hjerte i den første film. Heldigvis har vi stadig Anders W. Berthelsen, der som Ulrik Torp genfinder charmen, humoren og tørsten efter sandhed og retfærdighed fra den første film. Samtidig er han strandet i en opdateret virkelighed med clickbait-journalistik, en frustreret kone, fremmedgørende teknologi og mistanker om kræft i mundhulen.
Tonen i ’Mørkeland’ er dystopisk, som titlen antyder. Riget skranter, konspirationer omtrent med rumfang som Watergate lurer på Slotsholmen, populisterne slikker sig om munden. Men der er også et twist.
Man er i sin grundvold ikke i tvivl om, hvem der er de gode i denne film, nemlig Ulrik og praktikanterne Simon og Emma (Mathilde Arcel). Men når man kender til filmens twist, bliver man opmærksom på, at the good guys faktisk fusker og hacker løs i den gode sags tjeneste for at tiltuske sig adgang til kilder og datamateriale. Og det giver en ekstra stjerne til ’Mørkeland’, der altså også betegner nogle moralske gråzoner.
Filmen prikker til nogle svære spørgsmål om, hvordan vi forholder os til den populisme, der spreder sig som løbeild, uden vi sætter demokratiske grundværdier over styr.
Jeg vil dog snart gerne se den dér film om en journalist, der ikke finder en historie værdig til en Cavling- eller Pulitzer-pris på sin første arbejdsdag.
Kort sagt:
Opfølgeren til ’Kongekabale’ savner den forfriskende følelse af noget uforfærdet udansk, som fik den første film til at skille sig ud for 20 år siden. Men ’Mørkeland’ er stadig en ferm krimithriller med en understrøm af politisk debatindlæg.