1:(Himmel)biografen: Filmtaget findes
Det har været længe undervejs, men nu kan vi endelig fejre, at filmtaget findes!
Her kan man i Himmelbioen få en biografoplevelse i København, der er smuk og med garanti helt sin egen.
Der er rift om billetterne, men hvis du er hurtig, er der en enkel eller to tilbage til vovestykket ‘Man on Wire’ om Phillipe Petits tur på line mellem Twin Towers i New York i 1974, lidt ledigt på første række til ‘Vertigo’ eller en soloplads til ‘Olsen Banden ser rødt’.
‘Den utrolige historie om den kæmpestore pære’ og ‘10 Things I Hate About You’ kan du godt glemme alt om!
Uanset om du skal se film eller ej, er filmtaget et besøg værd.
Det er næsten umuligt ikke at nyde omgivelserne på toppen af Cinemateket – om man ser sin by fra tårnets top eller presser ansigtet ind mod et nøglehulsformet hul på en skærm, der viser sengekantsfilm hemmeligt midt i det hele og lige ved siden af legeområdet.
Der er rig mulighed for at lære noget – som at nipple play også var populært i 70’erne – men selvfølgelig også en masse om Dogme95, folkekomedierne, dengang Danmark var Hollywood og så videre og så videre!
2. Biografen: Née Pussy Island
Oprindeligt skulle Zoë Kravitz’ instruktørdebut have heddet ‘Pussy Island’. Det fik den ikke lov til – »‘pussy’ er et ord, som vi som samfund ikke er klar til at omfavne«, forklarede hun om modvilje hos både kvindelige testpublikummer og Motion Picture Association of America.
I stedet er filmen nu landet med titlen ‘Blink Twice’, men er heldigvis værd at se alligevel. Her ender neglekunstneren Frida på en ø ejet af rigmanden Slater King, som spilles af Channing Tatum (der som bekendt er forlovet med filmens instruktør). Og det bliver en grum affære.
Selv hvis man troede at eat the rich-satirerne var udtømt, er der noget at komme efter, skriver Soundvenues Luna Ehlers.
»Hvad der præsenteres som en solrig feriedrøm, forvandles til et vaskeægte mareridt, og som en kradsbørstig cocktail tilsat lidt ’The White Lotus’ og en hel del ’Get Out’ er ’Blink Twice’ en visuelt smuk, men ekstremt væmmelig film«.
‘Blink Twice’ kan ses i biografen.
3. Streaming: Josephine Park er perfekt som sort sky
Efter to år er Josephine Park tilbage i ‘Skruk’ – nu med en lille baby på armen og stor mellemfornøjethed over tilværelsen som alenemor på barsel.
Da vi møder den fyrede fertilitetslæge Nana igen, er hun en sort sky til babysalmesang.
Da hun under en slæbende begejstret »vi siger goddag«-runde med Louise Mieritz som præst med hånden oppe i en Kaj-dukke og Sofie Torp som toxic positivity i jordfarver, mister hun mælet. De skal sige goddag til hendes baby, som hedder ikke noget endnu, og da hun ovenikøbet omtaler sit barn som »den«, bryder helvede løs.
For at gøre ondt værre har den engang så tjekkede dame måttet bytte sin abnormt fantastiske lejlighed ved Søerne ud med en, hvor køkkenbordet er klistermærkemarmor og altanen proppet med pizzabakker. Og så har hun heller ikke fået fortalt Simon Sears om hans rolle i den navnløse babys liv – ups!
Komedien bliver altså sparket forrygende i gang – Soundvenues Luna Ehlers kalder fortsættelsen »en rørende og velspillet fortælling om løgn, liv og (tabte) børn«.
‘Skruk’ sæson to kan ses på Netflix.
Set det hele? Tjek sidste uges weekend-anbefalinger.