KOMMENTAR. Det startede som en aprilsnar.
I 2018 kunne man læse på Cinematekets Facebook-side, at de 1. april ville åbne en rooftop-biograf på taget af Det Danske Filminstituts majestætiske bygning i Gothersgade.
Den fikse idé satte åbenbart tanker i gang, for blot halvandet år efter berettede filmhuset, at de nu havde søsat planerne om at forvandle vittighed til virkelighed.
Den sande joke skulle imidlertid vise sig at være, at man i den stolte offentliggørelse skrev, at taget var klar til at tage imod gæster »om formodentlig ikke så forfærdeligt længe«.
For mens Filmtaget skulle have stået færdigt i 2021, gik der lige tre år mere. Tre år med voldsomme budgetoverskridelser og så stor frustration, at det har sat dybe spor i hele filminstituttets organisation, der har skullet leve med voldsomme byggegener og den nedslående konsekvens, at Filmhuset har måttet skære både fem fuldtidsstillinger og i Cinematekets event-udbud for at indhente det økonomiske tab.
Taget skulle have pådraget Filminstituttet en fast årlig udgift på 1,5 millioner kroner. Det beløb er vokset til over seks millioner kroner, og i 2040 har taget angiveligt kostet instituttet omkring 100 millioner kroner. Imens kører en voldgiftssag mellem entreprenøren og koncernen Egmont, der ejer bygningen og har betalt for projektet.
Og kort inden åbningen har både Filminstituttets administrerende direktør og vicedirektør taget deres afsked, godt nok uden at det officielt har noget med det kaosramte byggeri at gøre.
Nu er det her så. Filmtaget er åbnet! 1700 kvadratmeter med den udendørs biograf Himmelbio, restaurant, udstillingspavilloner og børneområder.
Og 100 millioner-spørgsmålet er indlysende:
Har det været det hele værd?
Akut svimmelhed?
Det korte svar er, at det ved vi naturligvis ikke endnu.
Det kommer an på, om taget om et par år er en institution i Københavns kultur- og caféliv eller mest befolkes af interne institutmøder, måger og mediestuderende.
Soundvenues filmredaktion besøgte Filmtaget mandag eftermiddag, tre dage efter den officielle åbning. Vi havde sikret billet til en visning af ’Vertigo’, der figurerer i en af Himmelbios allerførste serier under titlen ’Byens tage’.
Som bekendt spiller højder og højdeskræk en afgørende rolle i Alfred Hitchcocks klassiker, en oplagt kuraterings-vinkel, om end også meget on the nose, som når filmfestivaler får den geniale idé at se ’Riget’ på et hospital, ’Night of the Living Dead’ på en kirkegård eller ’Dagens skønhed’ på et bordel (okay, det sidste har vi nok stadig til gode).
De øvrige åbningsserier er København på film med kendinge som ’Druk’, ’Forelsket i København’ og ’Olsen banden ser rødt’ plus Sommerbiograf med solstrålende publikumsfavoritter som ’Call Me By Your Name’, ’Moonrise Kingdom’ og ’10 Things I Hate About You’. Børnefamilierne kan indvie Himmelbio med blandt andet ’Chihiro og heksene’, ’Ternet Ninja’ og ’E.T.’.
Det er et mainstream program, der sender et tydeligt signal om, at Himmelbio er for alle, og at der skal et bredere publikum gennem billetlugerne, end Cinemateket er vant til at tiltrække, for at forretningen løber rundt. Et program af bredt streamingtilgængelige titler, der absolut er et gensyn værd, men måske lige knap indikerer, at man fra første færd har knækket koden til, hvilke filmoplevelser der skal indfange Himmelbio som unikt koncept.
Taget over Alaska
Ikke at Himmelbio skal imitere Cinematekets almindelige indendørs sale, for den skal jo også helst være et supplement og en åben himmeldør til folk, der ikke aner, at København har et cinematek. Men åbningsprogrammet prikker alligevel til overvejelsen om, hvad det egentlig er for film, man har lyst til at se under åben himmel.
For der er jo altså en grund til, at biografer traditionelt har været lukkede indendørs rum, hvor lys og lyd spiller optimalt, der er stille i salen, og man sidder blødt og godt. Det er helt generelt den bedste forudsætning for at vise og opleve film.
Himmelbio skal altså kunne noget andet, og dette andet er kort sagt stemning og fællesskab. Lidt ligesom den oplevelse, man kan få af at se film smækket op på en hvid kalkvæg på en italiensk piazza med sin elskede under armen, under åben himmel i Kongens Have eller bare på en computerskærm på et tog gennem Europa med sine bedste venner.
Hvor meget filmskabere end flueknepper lydniveauer og enkeltframes, er sandheden, at det nogle gange er rammerne, der får film til at gå særligt rent i kroppen. Det er jo derfor, visse gensyn skuffer fælt. En film er ikke bare en film, men en oplevelse filtreret af et jeg, et nu og et her.
Det er denne unikke oplevelse, Filmtaget har gode forudsætninger for at skabe. Og måske havde haft endnu bedre forudsætninger for at skabe flere af, hvis det lå i en sydeuropæisk sommerby og ikke i et land, hvor forskere forudser et fremtidigt klima a la Alaska …!
Hitchcock-genistreg forsvandt i mørket
Men vejret var med os denne mandag, og efter at have besteget trappen til toppen (bare rolig, der er også elevator) tog den bjergtagende udsigt resten af pusten fra os. Det bliver bare ikke bedre i København, og jeg fik akut lyst til, at alle mine fremtidige møder og interviews skal finde sted lige der.
Der er gratis adgang til taget, som 8000 nysgerrige allerede havde besøgt over weekenden. Landskabet er elegant indrettet med små passager, der giver lyst til at gå på opdagelse, og de ni udstillinger, der tager én gennem den danske filmhistorie med alt fra sengekantsfilm til dogme og komedier, er fine for turister, skoler og alment interesserede.
Et par af skærmene virkede ikke, man kunne ikke købe kaffe i caféen uden for biografen trods menuskiltets løfter, og at kalde den ellers fine klatreinstallation af Den Kæmpestore Pære for »et legeområde« svarer nok lidt til at kalde det gennemsnitlige kontorlandskabs to balancebolde for »et hoppeland«. Men ellers er der – hverken for børn eller voksne – intet at blive skuffet over ved mødet med Filmtagets forening af filmbegejstring og lækre omgivelser.
Selve Himmelbio har en smag af auditorie over sig, men flere måder er der selvfølgelig ikke at bygge en biograf på, og de 127 klapstole har heldigvis blødt læderbetræk, der skånede bagdelene hos det pæne fremmøde denne hverdagseftermiddag.
Konstruktørerne har gjort sig stor umage for at bygge et lærred, hvor man kan se, hvad der foregår, selvom solen skinner ind, og det er da også lykkedes et langt stykke hen ad vejen, om end man næppe skal se hverken ’Seven’ eller ’Game of Thrones’ i dagslys netop her. Selvom markisen var rullet helt ud og skabte fuldtonet tag over tagbiografen, var det svært at se, hvad der foregik i ’Vertigo’s mørke passager, heriblandt ved Hitchcocks epokegørende svimmelhedseffekt via Dolly-zoom.
Filmhistorien opleves med andre ord nok tydeligere indendørs, men det er en særlig oplevelse at se film, mens man samtidig føler sig i ét med den danske sommer. Normalt afkobler biografen jo én fra stemningen udenfor, men her får man film uden FOMO, så det er en fryd.
I ’Vertigo’s mere kedelige passager (sorry, de findes) kunne jeg således kigge ud af biografens side og følge med i, hvordan Cinematekets personale prøvede at smide et par subsistensløse typer, der havde tilbragt et par timer på taget, ud (vist nok bare via trappen).
Nogle vil kalde dette udsyn distraherende, jeg kalder det ekstra drama for second screen-generationen.
Det nye Storebæltsbroen
Ekstra Bladet og Dansk Folkepartis kulturordfører prøver at puste en rindalistisk stemning op om, at filmtaget er et elitært københavnersnudeprojekt, men ud fra den provinsielle logik er al støtte til hovedstadsbundet kunst og kultur jo bare penge ud ad vinduet.
Bedre kan jeg forstå, at de pressede private biografer er bekymrede over statsstøttet oprustning i konkurrencen om publikum.
Filminstituttets afgående vicedirektør har over for Filmmagasinet Ekko sammenlignet Filmtaget med Storebæltsbroen, der også var kraftigt udskældt inden åbningen, indtil alle fandt ud af, hvor fantastisk det var at have den.
Og det er jo sandt, at mange af Københavns mest elskede byggerier, fra Rundetårn til Operaen, har krævet grumme ofre under opførslen, men i dag ville man nødigt undvære dem.
Forhåbentligt går det også sådan for Filmtaget, at vi om 10-20 år har glemt alt om millionfordyrelser og voldgiftssager og bare nyder, at vi har et sted, hvor alle kan nyde livet, filmkunsten eller bare udsigten.
Jeg vil i hvert fald ikke glemme, at sidst jeg så ’Vertigo’, var det i Himmelbio.