INTERVIEW. Filmmediet er en vårhare. Sammenlignet med maleriets mange tusind år lange fortid, er filmhistorien her på sin 130 års-fødselsdag ganske overskuelig.
Måske er det derfor, at man generelt er nogenlunde enige om de væsentligste punktnedslag: fra Lumière-brødrenes første minutkorte film i midten af 1890’erne over den tyske ekspressionisme og italienske neorealisme til den franske nybølge og de amerikanske New Hollywood-film.
Det er, i store træk, de samme faste instruktørnavne og filmtitler, man vil støde på, uanset om man har haft filmhistorie på universitetet eller er autodidakt filmnørd gjort af YouTube-videoer og håndbøger.
Det er også denne historiefortælling, der gang på gang har præget diverse kåringer af historiens bedste film – for eksempel i Sight and Sounds legendariske top 100, der udpeges en gang i årtiet, hvor Orson Welles’ ’Citizen Kane’ blev kåret som historiens bedste film fem årtier i streg, indtil Hitchcocks ’Vertigo’ endelig overtog titlen i 2012 og sidenhen Chantal Akermans ’Jeanne Dielman’ i 2022.
Men er denne ensretning, kuratering og kanonisering af filmhistorien i virkeligheden mest af alt en selvbekræftende sandhed? Er det et for rigidt og ordentligt system, der med lidt for store konformistiske skyklapper udelukker alt andet fra historiens arv, end hvad der allerede er vedtaget? Og hvad der, rundt regnet, kommer fra Hollywood og Europa?
Svaret er ja, ja og ja, hvis man spørger man Mads K. Mikkelsen. Han er en af landets mest velbevandrede cineaster, programchef på CPH:DOX og underviser i filmhistorie på blandt andet Den Danske Filmskole.
Over de kommende måneder udruller han i samarbejde med Cinemateket en serie af talks og filmvisninger under titlen ’Freestyle filmhistorie’, som på fantasifuld vis kommer til at stille skarpt på nogle af hullerne i filmhistorien under tre hovedtemaer: ’Recycle or Die’, ’Kunstnerisk kontrol og kreativt kaos’ og ’Korea’.
Og som kommer med et underliggende budskab om, at alt, hvad vi tror, vi forstår om filmhistorien, måske er knap så indlysende, som vi har bildt os selv ind.
Filmhistorien i flertal
Mikkelsens afkanonisering af den gængse filmhistorie er ikke helt ny. Da vi i 2017 spurgte danske filmfolk om de bedste film siden årtusindeskiftet, var hans liste en af dem, der virkelig sprang i øjnene.
Men med programrækken i Cinemateket præsenterer han for første gang offentligheden for et konkret alternativ.
»Der er en forventning om, at man selvfølgelig skal tale om Ingmar Bergman og selvfølgelig skal tale om ‘Cykeltyven’. Og det kan man da også sagtens. Jeg synes bare, det er mere interessant at kigge på, hvad der sker, når man bevæger sig udover den klassiske fortælling. Jeg kalder det off-Broadway. Hvad er det så, der venter på én?«, spørger han, da jeg møder ham på CPH:DOX’ kontor i Kødbyen.
»Den klassiske filmhistorie er en fin indkøringsrampe. Den, der starter med Lumière-brødrene, så kommer Eisenstein, så kommer ‘Citizen Kane’ og ‘The Godfather’ og så videre. Men den kan også være ret begrænsende. Man får en helt bestemt fortælling om, hvad filmhistorien er for noget. Der bliver lavet 1500 film om året i Nigeria – det gør det umuligt at tale om filmhistorien i ental«.
Men den fælles referenceramme kan vel også noget?
»Det er jo fantastisk at have fælles referencer, så man har noget at tale om. Men der sker også en forstening af de værker, når man vender tilbage til dem igen og igen. Diskursen omkring en film kommer til at optage mere plads end selve filmen. Altså hvad skulle jeg nogensinde sige om Hitchcock, som ikke er blevet skrevet tusind gange?«
Programchefen understreger, at han ikke forventer, at man har set alt. Det vigtigste er at følge sin nysgerrighed, forklarer han – for det er her, man finder guldet.
Hvordan kan man så gøre i stedet for at følge den slagne historie?
»Mit grundprincip er det, jeg vil kalde det horisontale filmsyn. Det går dybest set ud på, at der ikke er nogen hierarkier mellem genrer og former og perioder og kulturer. Normalt ville det være spillefilmen, der er øverst i pyramiden, og helst den fra Vesten og allerhelst den fra Hollywood«.
Mikkelsens horisontale filmsyn adskiller sig fra den traditionelle kanontanke, som er »hierarkisk og vertikal«. Han forklarer, at der i det horisontale »ikke er kunstige grænser og forskelle mellem tingene. Jeg tænker mere på det som et landskab eller en collage end en timeline. Det handler om at finde en idé eller et spørgsmål og så finde de her forbindelser mellem, du ved, cinéma vérité-film fra 60’erne og op til noget tunesisk filmkunst fra 2010’erne«.
»Det svarer lidt til at lave en playliste, hvor du sætter dig en udfordring om at nå fra Abba til Slayer, eller fra Bresson til ’Terminator’. Og når det så faktisk lykkes opdager man nogle helt nye sammenhænge på kryds og tværs af genrer og perioder, som man aldrig ville have tænkt over«.
»Vi lever i en visuel kultur nu, som på en både dybt ironisk og meget interessant måde har bevæget sig op til TikTok, som jo er det samme, som det Lumière-brødrene lavede for 130 år siden. Og indimellem har du så hele kongerækken af auteurs fra Antonioni til Wim Wenders«.
Ikke mere Dardenne til mig!
Men er der så virkelig et væld af ukendte film, der er bedre, end dem der normalt fremhæves som filmhistoriens hjørnesten?
»Jeg er ikke så optaget af, om en film er god eller dårlig i klassisk forstand, jeg er mere optaget af, om den er interessant eller uinteressant«, slår Mads K. Mikkelsen fast. »Du kan sagtens have en dårlig film, der er voldsomt interessant, og du kan have en god film, der er uinteressant. Jeg synes, det er mere spændende, hvad filmen prøver på at være, og hvad den betyder i verden, og så har jeg grundlæggende meget stor tillid til folks evne til selv at danne sig en kritisk holdning til det, de ser«.
Når det så er sagt, er der stadig nogle navne, han har sværere ved at omfavne end andre: »Der er helt klart nogle bestemte typer af film og instruktører, som jeg slet ikke kan klare. Ikke mere Dardenne-brødrene til mig! De har fået chancen. Men man er jo nødt til at udfordre sig selv. Det må man også tage med«.
Mikkelsen peger til gengæld på én bestemt instruktør, da jeg spørger ham, hvem der mangler i den her kanon af filminstruktører og (over)hyldede værker:
»Hong Sang-soo har aldrig rigtig fået den dækning i Danmark, som han fortjener. Hans bedste film er jo nogle af de bedste, der er lavet i dette århundrede. Og Cinemateket viser ‘Right Now, Wrong Then’ fra 2015 i forbindelse med mit koreanske oplæg«.
»Hans måde at lave film på er for mig lige så revolutionerende som Dogme ‘95. Det er lige så meget en åbning i retning af, hvad indiefilmen og kunstfilmen kunne være blevet, og måske burde blive i fremtiden, som dogmebevægelsen var dengang«.
Den mest innovative kultur i verden
Programmet for Mikkelsens ’Freestyle filmhistorie’ er temmelig spraglet ved første øjekast – der er for eksempel umiddelbart et stykke fra Gus Van Sants remake af ’Psycho’ fra 1998 til Lee Chang-dongs anmelderroste Murakami-filmatisering ’Burning’ fra 2018.
Men der er en mening med galskaben, for filmene tilhører nogle af de kaninhuller, som Mikkelsen vil dykke ned i med sine talks.
Hvad skal man forvente, at der kommer til at ske på aftenerne?
»Det glæder jeg mig også selv til at finde ud af! Forhåbentligt bliver man inspireret til at se nogle film og tænke på film på en anden måde, end man måske har gjort før«.
»Helt konkret kommer jeg til at stå og cracke jokes og vise klip. Jeg vil vove at påstå, at man kommer til at se klip fra nogle film, man aldrig havde forestillet sig fandtes. Men selvom formen er freestyle kan man stadig forvente en seriøs filmhistorisk formidling under rutsjebaneturen igennem det her kaninhul«.
Et af de tre emner, I har valgt, hedder bare ‘Korea’. Hvorfor det?
»Jeg synes, at koreansk film er den mest innovative kultur i verden i nyere tid. Mens der måske har været en fantasiløshed eller en udtørring af idéerne inden for spillefilmen i Hollywood, så har koreansk film bygget op til den her store tsunami af opfindsomhed, som har udspillet sig hen over 20 år. Man har jo nærmest genopfundet underholdningsfilmen«.
»En af nøglerne er den her evne til at blande genrer. En film som ‘Parasite’ er et glimrende eksempel. Den er jo en satirisk komedie og en thriller og slapstick og en psycho-horrorfilm og socialrealisme på én gang, hele tiden«.
Glem den gode smag
Mads K. Mikkelsen anerkender, at hans tilgang til filmhistorien kan virke lidt overvældende. Selv han, som gerne ser to film om dagen, har meget til gode. »Det er jo både en hovedpine og en befrielse, ikke?«, griner han og fortsætter:
»Du kommer aldrig nogensinde til at kende filmhistorien. Selv de der super geeks, der har set tre film om dagen i 40 år, de har jo stadig kun set et lille bitte hjørne, et frimærke i ørkenen. Man behøver ikke at være en munk, der har set alt. Jeg synes, at det der med at prøve er det mest interessante«.
Men hvordan kan man prioritere sin tid?
»Tag nogle chancer og start med dig selv. I virkeligheden tror jeg, at folk allerede er meganysgerrige efter de her ting. Man skal måske bare finde et sted at starte. Vi er jo sociale væsner. Nogle gange er det fede at gå i biografen og se en libanesisk film fra 80’erne sammen med en fuld sal. Så deler man oplevelsen og tager del i samtalen bagefter«.
»København er virkelig en god filmby at bo i. Der er en blanding af undergrundsaktiviteter og små filmklubber, Tusind sole-serien, Terrassen, som jeg selv er medarrangør af, Byens Lys på Christiania, Husets Biograf, Cinemateket på en god måned. Og så det øvrige biografliv. Nu fik jeg lige set den nye Paul Thomas Anderson (‘One Battle After Another’, red.) på 70 millimeter i weekenden. Det var totalt rabalder og en enorm oplevelse på én gang«.
»Men udover Generation Festival på Filmskolen er det store gabende hul, at der mangler en festival for spillefilm. Det forstår jeg ikke, at der ikke kan være i København«.
Har du her til sidst et godt råd til en ny filminteresseret?
»Hvis jeg kunne spole tiden tilbage og give mig selv et godt råd, da jeg blev interesseret i film, så ville det være at glemme smag, selvom det er noget af det sværeste«.
»Smag er ekskluderende. Det er ens indre politibetjent, der vurderer, hvad der er god smag og dårlig smag, og på den måde, hvad der er godt og dårligt, og ikke hvad der er interessant eller uinteressant«.
»Hvis man synes, man har god smag, eller hvis man synes, man kender filmhistorien, og man så begynder at se nogle ting, der udfordrer ens smag eller ens kendskab til filmhistorien – så er det, fordi den smag og den viden ikke var noget værd til at starte med«.
»Mit eneste budskab til verden er sådan set bare: Se mange forskellige film. Jeg synes, det er vigtigt at se film i det hele taget. Det er vigtigt at se mange film. Men det vigtigste er at se mange forskellige film. At man ikke går i stå. Det er sgu så let at gå i stå«.
‘Freestyle filmhistorie’ begynder i Cinemateket med første filmvisning den 22. oktober og løber til og med december. Læs mere og køb billetter her.