Verdens førende Hitchcock-ekspert: ’Vertigo’ afslører alle instruktørens fantasier

En fredag i sommeren 1958 gik en ung Donald Spoto i biografen og så en film, som han ikke rigtigt forstod. Men han var så rystet, at han gik direkte i seng. Og der blev han så indtil søndag, hvor han stod op og så den igen.

»Jeg fornemmede, at der foregik noget – noget om voksenlivet, som jeg på det tidspunkt ikke forstod, men tænkte, jeg ville forstå en dag, når jeg var blevet ældre«, som han siger.

Filmen var Alfred Hitchcocks ’Vertigo’ (dansk: ’En kvinde skygges’) – britens 45. spillefilm, der handler om detektiven Scottie Ferguson (James Stewart), som hyres til at skygge en rigmands hustru, Madeleine, der tilsyneladende er blevet besat af et afdødt familiemedlem. Scottie forelsker sig imidlertid i kvinden, og da hun dør, skyder han skylden på sig selv. Da han noget tid efter møder en kvinde, der ligner Madeleine på en prik, begynder et farligt spil om identitet, besættelse og begær.

Teologiprofessoren Spoto, der bor i Danmark, hvor vi møder ham i hans hjem, har i dag set filmen flere gange, end han kan tælle. Og i 1976 forfattede han bogen ’The Art of Alfred Hitchcock’, der var en detaljeret gennemgang af instruktørens samtlige 53 spillefilm. Bogen fik ham i audiens med Hitchcock selv, og de endte som gode bekendte. Siden da har Spoto skrevet knap 30 bøger – de fleste om filmikoner og heriblandt tre om Hitchcock.

Hans enormt detaljerige ’The Dark Side of Genius’ regnes af mange som den mest komplette biografi om filmmagerens liv.

’Vertigo’ er Hitchcocks selvbiografi

Selvom ’Vertigo’, der fredag den 12. maj vises i Cinemateket med introduktion af Donald Spoto, blot er ét blandt Hitchcocks talrige mesterværker, synes der med tiden at have indfundet sig en konsensus om, at netop denne film er hans mest komplette.

Det britiske filmmagasin Sight & Sound, der hvert 10. år opdaterer deres liste over verdens bedste film, havde i 2012 for første gang i 50 år en anden film end ’Citizen Kane’ øverst på skamlen. ’Vertigo’ blev af over 800 branchefolk kåret som den nye konge, og alt tyder på, at Hitchcock også selv indså filmens vigtighed.

Auteuren var i usædvanlig grad involveret i alle led af filmens produktion, og Donald Spoto har en klar idé om hvorfor.

»Jeg tror, det er fordi, det simpelthen er hans selvbiografi. Hvad end han vidste det selv eller ej – og det tror jeg ikke, han gjorde – så fortæller han publikum, at det her er mig. I vil nok ikke forstå det, men det her er mig. Samuel Taylor (manuskriptforfatter på ’Vertigo’, red.) sagde til mig: Donald, det her er Hitchcocks mest personlige film. Det hele handler om ham«.

Alligevel var instruktøren ikke krediteret som manuskriptforfatter på sine film – heller ikke ’Vertigo’.

»Han sagde, at han ikke havde brug for det, men den egentlig årsag er, at han ikke ønskede at afsløre sig selv. Sommetider når vi var sammen, begyndte jeg at tale om følelserne i ’Vertigo’, og med det samme skiftede han emne for at tale om teknik og lyssætning. Han ville ikke tale om historien«.

Havde besættelser, ikke venner

Alfred Hitchcock var en meget privat mand, der aldrig åbnede op om sit følelsesliv, og sørgede for at holde en professionel distance til alle omkring ham. Folk i hans omgangskreds kunne opnå at blive en af Hitchcocks bekendte, men så heller ikke mere.

»Hitchcock var et geni og en succesfuld instruktør, men det betyder ikke nødvendigvis, at han var en lykkelig mand – det var han ikke. Jeg siger det med sympati og medfølelse, for ærlig talt så havde han det elendigt. Han havde ingen venner – ingen han kunne smide fødderne op på bordet og drikke en øl med. Ingen. Han havde sine besættelser«, siger Donald Spoto.

Instruktøren førte ikke dagbog, men i stedet er det ifølge Spoto i hans film, man finder den dybeste viden om hans indre liv.

Spoto ser et konstant tilbagevendende motiv gennem filmene: En idealiseret forestilling om en kvinde, ofte en blondine, som Hitchcock tror, han begærer, men i virkeligheden mener er bedragerisk. Idéen om at ændre en kvinde – det være sig ved at farve hendes hår eller påklæde hende anderledes – kan føres helt tilbage til hans stumfilm i 1920’erne. Kølige, fjerne kvinder, der ofte blev ydmyget til slut.

’Vertigo’ og dens historie kan ses som en kulmination på Hitchcocks livslange fantasier.

»Cary Grant var med i fire film for Hitchcock, og det samme var James Stewart. Cary Grant (i filmene, red.) er den mand, Hitchcock ønskede at være, James Stewart er den mand, Hitchcock virkelig var.

I ’Rope’ er James Stewart optaget af mord – han er en uhyggelig, sær person. I ’Rear Window’ er han voyeur. Han kigger ud på rektangler, som var det filmskærme, og han ser en masse blondiner og han ser dem i alle mulige forskellige historier: En bliver myrdet, en anden er danser, en tredje har selvmordstanker. Det er instruktøren Hitchcock. Han lægger kikkerten væk og bruger et kamera i stedet. I ’The Man Who Knew Too Much’ er han det kontrollerende overhoved i huset«.

Manipulerede Kim Novak

I ’Vertigo’ er han en mand med et farligt begær, besat af tanken om en kvinde, der ikke eksisterer. Hovedpersonen Scottie forelsker sig i en kvinde, der er hyret til at spille en rolle, og da han snydes til at tro, at hun er død, forsøger han – i mødet med samme kvinde i civil tilstand – at ændre hende til at ligne den rolle, hun spillede før.

Han farver hendes hår, køber nyt tøj, nye sko, ny make-up – alt sammen i forsøget på at genoplive noget, der aldrig var. Karakterens besættelser spejles i Hitchcocks manipulerende adfærd og livslange billede af den idealiserede blondine, der kun lever i fantasien.

Det er alment kendt, at instruktøren havde et mildest talt anstrengt forhold til skuespillere og særligt dem af det modsatte køn. Han nød at nedbryde dem, afvise deres forslag og demonstrere sin autoritet.

Da datidens største kvindelige stjerne Kim Novak blev tilknyttet ’Vertigo’, arrangerede han et møde, hvor samtalen i stedet for filmen handlede om kunst, vin og andre emner, som han formodede, Novak ikke vidste meget om. Så kunne stjernen ellers få lov at føle sig underlegen – og kunne derfor tænkes at gøre mindre vrøvl.

»Jeg lærte hans skuespillerinder at kende, og de sagde: ’Hitchcock var meget specifik i sin instruktion. Han sagde tag det her på, se sådan her ud, gå på denne måde’«, siger Donald Spoto.

Hitchcocks manipulerende og fortællemæssige geni skinner også klart igennem i en historie, der særligt er tragisk, når den ses fra kvindens vinkel. Her er en karakter, der lader mænd ændre hende to gange for i sidste ende at miste alt. Alligevel sidder publikum og håber, at hun vil gøre det.

»Hvad end publikum indser det eller ej, så er disse besættelser ikke blot Hitchcocks. Han viser os, at de i større eller mindre grad er alles fantasier. Da hun (Kim Novaks karakter, red.) endelig har sat håret rigtigt, sidder vi og siger ’Yes! Det er perfekt’. Jeg tror, at Hitchcock er den mest populære instruktør i historien, fordi han dykker så dybt ned i ting, at han viser os en almen menneskelig oplevelse. Grænsen er tynd, før man træder over kanten og mister sin identitet og fornuft«.

Husklovnen, der blev alvorlig

Da filmen havde premiere i foråret 1958, blev den affejet som en flot, men langsom og træg psykologisk thriller. Den tjente knap nok sig selv ind – en fiasko for Hitchcock, der lagde stor vægt på at være kommercielt succesfuld.

En af årsagerne var, at folk var blevet forvænt med anden type film, når der stod Hitchcock plakaten.

»De forventede en god portion humor og hans tv-serie (’Hitchcock presents’) havde kørt i to år. Folk forventede en film, der var ligesom tv-serien – sjov, letforståelig, en overraskende slutning. ’Vertigo’ har mange stille passager og ingen humor«.

Desuden var et koldkrigsramt USA i slutningen af 50’erne fuld af patriotisk selvdyrkelse, forstærket af frygten for det grusomme udefra – kommunisterne. Eskapismen var i højsædet på biograflærrederne, og her kom så i stedet en alvorlig Hitchcock og ikke den husklovn, han gennem det meste af sin karriere ansås som.

Og ikke nok med det – han havde også taget en af Hollywoods største kulturelle helte, James Stewart, og forvandlet ham til et moralsk dubiøst nervevrag. Det ville amerikanerne ikke se på.

Andre steder i verden så man dog med mildere øjne på filmen, og særligt i Frankrig advokerede nybølge-instruktørerne Éric Rohmer og Claude Chabrol for vigtigheden af Hitchcocks film. Senere tilsluttede den markante engelske kritiker Robin Wood sig koret og kort derefter Donald Spoto.

De så Hitchcocks evne til at fortælle i billeder. Manden selv plejede at sige, at »fotografier af mennesker, der snakker, er ikke film«, og med ’Vertigo’ var det tydeligt fra begyndelsen. Da Samuel Taylor skulle skrive manuskriptet, blev han forment adgang til at læse bogforlægget.

»Han læste ikke bogen eller det første manuskript. Hitchcock fortalte ham i billeder, hvad han ville gøre med ’Vertigo’«.

Hitch eller monsieur Hitchcock

Det er de storslåede, men også melankolske billeder af monumenter og mindesmærker, der sammen med Bernard Herrmanns ikoniske, hjemsøgende score skaber en kølig, men også passioneret atmosfære.

Og så opfandt Hitchcock en effekt – ’Vertigo’-skuddet – der senere er blevet kopieret utallige gange i alt fra ’Raging Bull’ til ’Dødens gab’. Kameraet tracker bagud, mens der zoomes indad, hvilket resulterer i en forvrængning af perspektivet. Hitchcock bruger i ’Vertigo’ teknikken til at illustrere den højdeforskrækkede Scottie Fergusons svimmelhed, da han kigger ned fra en trappe.

Nogle vil måske ligefrem argumentere for, at højagtelsen af ’Vertigo’ mest skyldes de tekniske landvindinger, men det tror Donald Spoto ikke på.

»Folk i biograferne sidder ikke og siger ’Wow, hvordan gjorde han det?’. Med Hitchcock er teknik altid organisk – det kommer altid naturligt fra et øjeblik i historien«.

Eksperten er ikke vild med at gætte og ved ikke præcis, hvorfor netop ’Vertigo’ er kanoniseret som Hitchcocks og måske ligefrem verdens bedste film. Men argumenterne ligger i hans pointer om filmen. ’Vertigo’ var et dybt personligt værk og en kulmination på en lang karriere.

»Det var det tidspunkt, hvor hans kunst var mest moden og dybdegående. Det er, som om at alt førhen leder op til det her«.

Ved en hyldest af Hitchcock i 1979 sagde den franske instruktørlegende François Truffaut i en tale: »I Amerika kalder I denne mand Hitch – i Frankrig kalder vi ham monsieur Hitchcock«.

Donald Spoto bemærker:

»Jeg mener, at verden er inddelt i to grupper af mennesker. Det store flertal, der synes, at ’Vertigo’ er lidt langsom og skør og ikke så interessant og så en mindre gruppe, der siger: ’Er I vanvittige? Det er den dybeste film, der nogensinde er lavet om menneskelige følelser’«.

’Vertigo’ vises under den danske titel ’En kvinde skygges’ fredag den 12. maj kl. 18.00 i Cinemateket i København med introduktion af Donald Spoto (læs mere her). De kommende måneder introducerer Spoto flere af Hitchcocks værker i Cinemateket.

(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)

Læs også: Fra Nic Cage til Hardy: Ni skuespillere, der spillede over for sig selv – med svingende held