Skuffet instruktør aflyste 2’er til Apples største filmhit nogensinde, fordi han »ikke længere stolede på dem«

Skuffet instruktør aflyste 2’er til Apples største filmhit nogensinde, fordi han »ikke længere stolede på dem«
Brad Pitt og George Clooney i 'Wolfs'. (Foto: Apple TV+)

Efter en prominent verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig og en begrænset biograflancering i USA landede actionkomedien ‘Wolfs’ med Brad Pitt og George Clooney på Apple TV+ i oktober. Her er den blevet streamingtjenestens mest sete film nogensinde.

Apple annoncerede allerede inden premieren, at de havde givet grønt lys til en efterfølger, men op til denne weekend udtalte instruktøren bag, Jon Watts, at han ikke regner med at lave en 2’er.

Nu sætter stjerneinstruktøren, der blandt andet har de tre ‘Spider-Man’-film med Tom Holland på cv’et, flere ord på beslutningen om ikke at efterkomme Apples ønske.

I et interview med Deadline forklarer han, at Apples pludselige beslutning om ikke at give ‘Wolfs’ bred biografdistribution, ligger bag, at han har aflyst efterfølgeren, som han ellers var gået i gang med at skrive. Tech-gigantens uigennemsigtige kursskifte medførte, at han simpelthen »ikke længere stolede på dem som en kreativ partner«.

»Jeg viste Apple mit final cut af ‘Wolfs’ i starten af året. De var ekstremt begejstrede for den og gav mig straks til opgave at begynde at skrive en efterfølger. Men deres sidste øjebliks skift fra en lovet bred biografudgivelse til en streamingudgivelse var en total overraskelse og lavet uden nogen forklaring eller diskussion«, udtaler Watts til Deadline.

»Jeg fik ikke engang at vide om det, før mindre end en uge, før de annoncerede det til verden. Jeg blev fuldstændig chokeret og bad dem venligst ikke inkludere nyheden om, at jeg skrev en efterfølger. De ignorerede min anmodning og annoncerede det i deres pressemeddelelse alligevel, tilsyneladende for at skabe et positivt spin til deres streaming-drejning«.

Watts tilføjer, at han reagerede ved at returnerede Apples betaling for at skrive efterfølgeren, men at han ikke ville udtale sig om konflikten, fordi han ikke ville give filmen negativ omtale.

Han taler desuden varmt om samarbejdet med skuespillerne Brad Pitt, George Clooney, Amy Ryan, Austin Abrams, Poorna Jagannathan og danske Zlatko Buric.

Instruktørkollegaen Doug Liman har på lignende vis udtrykt sin store utilfredshed med, at Prime Video tidligere i år valgte at bytte Jake Gyllenhaal-actionfilmen ‘Road House’s biografdistribution ud med en streaming-eksklusiv premiere. Også her slog filmen rekord som tjenestens mest sete til dato.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af