Soundvenue streamer – tre weekend-anbefalinger: Den bedste danske romcom længe kan kun ses på Netflix

Hver fredag fremhæver vi tre film eller serier fra streamingtjenesterne, der kan gøre din weekend lidt bedre.
Soundvenue streamer – tre weekend-anbefalinger: Den bedste danske romcom længe kan kun ses på Netflix
'Sult'. (Foto: Mia Mai Dengsø Graabæk/ Netflix)

1. Endelig en dansk film at forelske sig i

Det er en lille smule bittersødt, at en af de bedste danske romantiske komedier meget, meget længe kun får mulighed for at blive et trækplaster på Netflix og ikke på det store lærred. 

Men den gode nyhed er jo så, at man kan fortære den forhindringsløst i sin stue, hvilket den som film bestemt ikke bliver dårligere af.

Ditte Hansen og Louise Mieritz har filmatiseret Tine Høegs bog ‘Sult’ med lethed, humor og et forrygende cast, der ikke begrænser sig til Rosalinde Mynster og Joachim Fjelstrups forelskelsesværdige duo.

Den populære forfatter Mia forelsker sig i den lidt ældre fraskilte tobørnsfar og arkæolog Emil. Faktisk så meget, at hun også selv får lyst til at få et barn, hvilket bliver udfordrende på en anden måde, end vi normalt får at se i et muntert romcom-univers. – MJK 

‘Sult’ kan ses på Netflix.

‘Social Studies’. (Foto: Disney+)

2. En ægte highschool-serie

Hvis man har set flere amerikanske highschool-serier end egentlige amerikanske highschools, kan man godt glemme, at både de og eleverne findes i virkeligheden – ikke kun som arketyper i film og tv. 

I den ambitiøse dokumentarserie ‘Social Studies’ går instruktøren Lauren Greenfield (‘Queen of Versailles’, ‘Generation Wealth’) så tæt på den amerikanske ungdom, at hun faktisk kommer helt ind i deres skærme. For udover at filme en række californiske teenagere har man sideløbende fået lov at skærmoptage alt, der er foregået på deres telefoner i løbet af optagelserne.

Jo længere væk i alder man er fra de medvirkende, jo mere deprimerende vil man nok finde mange af historierne. Men det er først og fremmest forståelsen, det handler om, når ‘Social Studies’ giver plads til teenagernes erfaringer med ensomhed, selviscenesættelse, mobning på some.

Og så er der faktisk også en fest i slutningen af første afsnit, der er som taget direkte ud af ‘Euphoria’. -MJK

‘Social Studies’ kan ses på Disney+.

Timothée Chalamet ved Oscar-uddelingen i 2022. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic)

3. Hollywood fejrer sig selv 

Opløbsstrækningen til årets Oscar-show har været usædvanligt dramatisk. De forfærdelige skovbrande i Los Angeles har trukket lange skygger over filmbyen, mens årets nomineringstopscorer ’Emilia Perez’ efter alt at dømme er faldet komplet fra tinderne i kølvandet på Karla Sofia Gascóns båtnakkede tweets.

Hvad kan vi så vente os af selve uddelingen, der nu endelig oprinder på søndag? Begge disse hændelser vil sandsynligvis sætte deres præg, men i den mere positive afdeling kan vi glæde os over, at flere af de store kategorier er dejligt åbne, fra hovedkategorien for Bedste Film til priserne for bedste hovedroller.

Dansk sejr bliver det næppe til, men det skal ikke forhindre os i velvilligt at ofre nattesøvnen til fordel for en forhåbentligt både sprudlende, filmbegejstret og eftertænksom aften under Conan O’Briens værtskab. – JLU

Oscar-showet kan ses på TV 2 Play natten til mandag dansk tid.

Set det hele? Så tjek vores tre anbefalinger fra sidste uge.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af