»Hello, very nice to meet you I’d like to know about / sex chaange operaaation«, lyder lidt af den mest virale sangtekst fra årets Oscar-storfavorit ‘Emilia Pérez’, der i sidste uge scorede intet mindre end 13 nomineringer. Herunder en historisk én af slagsen til 52-årige Karla Sofia Gascón som den første transkvinde nogensinde i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle.
Men nogen, der ikke gider høre, hvad filmens 72-årige velansete franske mesterinstruktør Jacques Audiard har at fortælle dem om at skifte køn (»from man to woman – woman to man – from penis to vagina«), som der videre synges, er internettets filmfans.
Hvis man kun kender den telenovela-refererende og operadyrkende gangstermusical ‘Emilia Pérez’ fra TikTok eller X, er der stor sandsynlighed for, at det er klippet fra førnævnte polariserende showstopper ‘La Vaginoplastia’, man har stiftet bekendtskab med.
I can’t even wrap my head around ‘Emilia Pérez’ getting THIRTEEN (13!!!) #Oscars nominations.
Quite possibly the worst movie ever (mid-scores from audiences & critics) to get double digit nominations. Baffling. pic.twitter.com/xbIwQnUgSM
— Jeff D. Lowe (@JeffDLowe) January 23, 2025
Her besøger Zoë Saldanas advokat Rita en thailandsk klinik for kønsskifteoperationer på vegne af kartelbossen Manitas del Monte (Gascón), som har hyret hende til at planlægge og overse sin transition fra mand til kvinde, hvorefter den kriminelle fortid kan parkeres for en ny start som kvinden Emilia Pérez.
For hvor et hav af kritikere internationalt har fremhævet Audiards film for at være frisk og vild i både emne og udtryk – og har vist beundring for, at et værk om en transkønnet mexicansk kartelboss’ overhovedet opnår, hvad ‘Emilia Pérez’ har gjort – er stemningen online diametralt modsat.
»Du behøver ikke at se Emilia Pérez. Gå en tur. Ræk ud til en ven. Se den Kurosawa film, du har villet i årevis. Hop ud foran en bus. Alle utvivlsomt tiden mere værd«, lyder et populært X-indlæg.
You don’t have to see Emilia Perez. Go for a walk. Reach out to a friend. Watch that Kurosawa film you’ve been meaning to for years. Jump in front of a bus. All certainly more worthwhile
— Seán, Master of Wagons (@candon_sean) January 23, 2025
Hvor nogle ser en nyskabende film, der er i dialog med sin tid, ser andre en film, der er tåkrummende ude af trit med den. Den enes zeitgeisty er den andens cringe.
Banebrydende for hvem?
‘Emilia Pérez’ er, sideløbende med sin anerkendelse fra etablissementet, blevet et meme.
Lige nu er det især på TikTok, X, i Reddit-tråde og på Letterboxd, at den negative del af stemningen omkring ‘Emilia Pérez’ hersker.
Men med momentum i en grad, så selv ‘Saturday Night Live’ forleden kom med en stikpille til de mange Oscar-nomineringer holdt op mod folkestemningen.
På Letterboxd har filmen en ret lav gennemsnitsrating på 2,3 (den er faldet fra 2,4 under tilblivelsen af denne artikel) ud af fem stjerner, og det vælter ind med bundkarakterer og forargede anmeldelser, der slår på musicalens kvalitet såvel som almen wtf-stemning.
På Rotten Tomatoes har ‘Emilia Pérez’ en brugervurdering på 23 procent i kontrast til dens kritikervurdering på 75 procent, der spejles af en Metacritic-score på 70.
Egentlig har ‘Emilia Pérez’ delt vandene, siden den fik verdenspremiere på Cannes-festivalen i foråret 2024.
Her var den en del af hovedkonkurrencen, hvilket vakte forundring hos Soundvenues udsendte Jakob Freudendal, som allerede her berettede om en splittet modtagelse.
»Under det meste af filmen sad jeg med kæben dinglende om knæene, mens spørgsmålene hobede sig op i mit hoved: Hvad vil den her film? Hvorfor er den instrueret af Jacques Audiard, manden bag ‘Profeten’ og ‘Smagen af rust og ben’? Hvad i alverden laver den i hovedkonkurrencen på verdens førende festival?«.
I Cannes lod de negative meldinger dog primært til at gå på filmens kvalitet snarere end dens politik.
‘Emilia Pérez’ vandt ikke Guldpalmen, men fik alligevel juryens pris og en ensemblepris til Zoe Saldana, Karla Sofia Gascón, Selena Gomez og Adriana La Paz som bedste kvindelige skuespillere.
Her skrev Gascón også historie som transkvinde, selvom prisen fik højrenationale røster i Frankrig til at angribe hendes køn.
Ved filmens amerikanske premiere på Netflix i november 2024 rettede flere LGBTQ+-stemmer dog kritik af filmen som transitionsskildring. Endnu flere fulgte trop, da den vandt stort ved Golden Globes – ikke mindst over den langt mere klassiske musicalfavorit ‘Wicked’.
LGBTQ-organisationen GLAAD har kaldt filmen en »retrograd skildring af en transkvinde« og fremhævet indlæg af stemmer, som mestendels selv er transkønnede, der kritiserer den som transitionsfortælling.
»Det er et manuskript, som er så fremmedgjort fra processen at transitionere som transkvinde – og dog udbasunerer sine falskheder med så dristig, intens overbevisning – at man skulle tro, Audiard selv havde gennemgået 500 forskellige kønsbekræftende operationer i samme omgang«, skrev en skribent ved PinkNews.
»‘Emilia Pérez er faktisk dårlig, hvorfor elsker prisuddelingssæsonen den?«, spurgte LGBTQ+-mediet Them samlet.
Mexicansk forargelse
Mens backlashet især har været fremtrædende amerikansk, er der dog også kommet en mexicansk flanke (»of course all the gringos clapped at the end«, lyder en sigende Letterboxd-anmeldelse).
Filmfotografen Rodrigo Pietro der blandt andet har skudt ‘Barbie’ og ‘Killers of the Flower Moon’, kaldte den »fuldstændig uautentisk« i et interview med Deadline og var utilfreds med, at filmen blev optaget i et studie i Paris i stedet for i Mexico.
The Associated Press har lavet en voxpop ved filmens mexicanske premiere, hvor flere er rystede over dens kulturelle ufølsomhed. Her nævnes det også, at Mexico er det næstfarligste land i verden at være transkønnet i, hvilket ikke fremgår af filmen.
Den mexicanske skuespiller Eugenio Derbez beskrev Selena Gomez’ brug af spansk som »umulig at forsvare«, hvilket han dog senere har undskyldt ifølge Variety.
I et kulturelt klima hvor opmærksomhed og forståelse af minoriteter er efterspurgt, er der noget akut provokerende over ideen om, at en instruktør laver en film om et sensitivt emne på et sprog, han ikke forstår, som foregår i et land, der ikke er blevet brugt til optagelserne.
Som en sjælden forsvarer af ‘Emilia Pérez’ skriver på Letterboxd, gør filmens forsøg på forankring i den virkelige verden den ikke nogen tjenester og ville ønske, man havde ladet den foregå et opdigtet sted.
Flokmentalitet
Foreningen af forskellige verdener har været gennemgående i meget af den ros, ‘Emilia Perez’ har fået.
»Mesterinstruktørs vanvittige vovestykke burde ikke fungere – men det gør det!«, lød overskriften på Soundvenues anmelder Morten Kildebæks femstjernede anmeldelse.
Stemningen af grænsesprængning og crazyness har let kunnet virke som en kvalifikation af filmen i sig selv, hvilket jo samtidig er det, man enten elsker eller hader. Og som er skabt til at afføde voldsomme reaktioner af den slags, internettet excellerer i at blæse ud af proportioner.
I andre sammenhænge har vi mest set internettet stemme med fødderne på den her måde, når det har været fra den andet side af det politiske spektrum. Castingen af Halle Bailey førte til reviewbombing af ‘Den lille havfrue’, ‘The Last Us’-afsnittet om Bill & Frank er seriens dårligst vurderede, og Star Wars-serien ‘The Acolyte’s efterspil var seneste afart af den type debat.
Men samtidig er det heller ikke første gang, at stor anerkendelse af Oscar-akademiet også medfører stor uenighed.
Selvom der er forskel på vægtigheden af modtagelsen, er succes i priskapløbet næsten garant for moddiskurs – ikke ulig det amerikanske præsidentvalgs tradition for såkaldte october surprises.
Op til sidste års prisshow var latterliggørelsen af Bradley Coopers ‘Maestro’-præstation enorm, mens en ellers ukontroversiel film som ‘The Holdovers’ blev beskyldt for plagiat.
Et overtal af Oscar-nomineringer har heller aldrig været en garanti for et bredt anerkendt mesterværk. At 13 nomineringer kan medføre provokation og delte meninger, vil ‘Forrest Gump’, ‘Chicago’ og ‘Shakespeare in Love’ bevidne.
Samtidig bunder den mere generelle latterliggørelse af ‘Emilia Pérez’ også i en tiltagende diskrepans mellem, hvilke film internettet elsker, og hvilke film Oscar-akademiet elsker.
Hvor Luca Guadagninos ‘Challengers’ og Halina Reijns ‘Babygirl’ har domineret onlinediskursen med trekantsdrama, mælk og George Michael-dans, er de fraværende i Oscar-nomineringerne. Det er selvfølgelig en skam, fordi deres kvalitet dyrkes både i biografen og lever videre online.
Men lige så underholdende de udvidede fællesskaber, der opstår omkring filmene er, bliver det hurtigt tom lemmingeffekt, hvis man nøjes med at se en enkelt scene.
Selv hvis den ene scene giver et så vanvittigt førstehåndsindtryk som ‘La Vaginoplastia’.
Den spraglede modtagelse af ‘Emilia Pérez’ viser vigtigheden af en divers filmdebat, men kommer i værste tilfælde også til at forfladige den.
‘Emilia Pérez’ kan ses i biografen.