’Cloud’: Japansk gysermesters nye film svinger mellem kølig kontrol og vanvittigt voldskaos
Hvis du går med følelsen af, at vi mennesker bevæger os længere og længere væk fra hinanden, finder du en ligesindet i Kiyoshi Kurosawa.
For det moderne livs fremmedgørelse, tomhed og eksistentielle utryghed har en fremtrædende plads i den 70-årige japanske gysermesters bugnende bagkatalog.
Fra 90’er-gennembruddet ’Cure’, hvor en række gerningsmænd slår andre personer ihjel uden at vide hvorfor, til spøgelsesfilmen ’Pulse’, hvor ånder viser sig på skærme over for isolerede internetbrugere, og det tragikomiske familiedrama ’Tokyo Sonata’, hvor en patriark bryder sammen, da han mister sit job og dermed sin sociale rolle.
Tomheden er også en fast følgesvend i ’Cloud’, produktive Kurosawas tredje (!) 2024-film (sammen med ’Chime’ og genindspilningen ’Serpent’s Path’), som nu kommer til Danmark takket være den københavnske kunstbiograf Gloria.
Her tager instruktøren onlinehandel og videresalgsfænomenet under iskold behandling. Hovedpersonen Ryosuke Yoshii er reseller. Han spekulerer konstant i at købe produkter, som han kan sælge videre med en fortjeneste. Falske designertasker, elektriske apparater eller sjældne mangafigurer – alt kan bruges.
Yoshii er ikke just en sympativækkende hovedperson. Han fremstår lige så følelseskold og indesluttet som den triste og trange Tokyo-lejlighed, han bor i. I timevis sidder han limet til computerskærmen med øje for en hurtig handel og et klækkeligt afkast. Og med tiden går det faktisk så godt, at han kan flytte ud af lejligheden og ind i noget større.
Destinationen, et hus i en afsidesliggende skov, skyldes ikke kun nyfunden velstand, men også en betydelig paranoia, der kommer snigende. Yoshii aner nemlig hurtigt, at nogen holder øje med ham. En død mus i avispapir og en opsat snubleline er de første meget håndgribelige tegn på, at noget er i gærde.
Med ultrakontrolleret kameraføring, kølige farver og kun ganske lidt underlægningsmusik skaber Kurosawa en ambivalent stemning, der passer til hovedpersonens følelseskolde, men alligevel småængstelige sind. Filmens første del bliver også lige en tand for stillestående og distancerende til, at man som publikum for alvor lader sig suge ind af den subtile suspense.
Spændingen bliver imidlertid forløst, når Yoshiis paranoia springer ud i fuldt flor. For ikke længe efter eskalerer den førhen langsomme fortælling radikalt til et vanvittigt, kaotisk og voldsfyldt klimaks.
Afslutningen er faktisk så over-the-top, at man undervejs bliver i tvivl om, hvorvidt ’Cloud’ er en klassisk spændingsfilm eller en sorthumoristisk komedie. Tvivlen opstår nok også, fordi alle karaktererne fremstår meget uovervejede og uduelige, men ikke desto mindre faretruende.
Denne balancegang mellem thriller og satire virker bevidst. I den atonale genresplittelse skaber Kurosawa en særegen nutidsdystopi, et pessimistisk portræt af samfundets kyniske kapitalister og arrige internetkrigere, som altid vægter egen materiel vinding højere end fællesskab og følelser.
Finalen er både underholdende, uforudsigelig og isnende ubehagelig. Og selvom der ikke optræder spøgelser og mystiske ritualer i ’Cloud’, får man også undervejs, særligt til allersidst, fornemmelsen af en overnaturlig tilstedeværelse.
Som om den titulære sky er en slags blindende mental tåge, der, i stil med Kurosawas hovedværk ’Cure’, har lagt sig over karaktererne og deres foruroligende handlinger.
Kort sagt:
Den 70-årige mesterinstruktør Kiyoshi Kurosawa dissekerer det moderne, følelseskolde menneske med sin nye thriller ’Cloud’, der eskalerer fra subtil suspense til overdrevent kaos.