Vi har alt at dømme en heftig historie om ung seksualitet i vente, når Cecilie Linds roman ‘Pigedyr’ filmatiseres med debuterende spillefilmsintruktør Selma Sunniva i instruktørstolen.
Optagelserne er netop startet. Historien følger den unge pige Sara, der bor sammen med sin grænseoverskridende mor og eksperimenterer med sin seksualitet med ældre mænd.
I hovedrollen finder man debutanten Rebecca Ellen, mens Trine Dyrholm og Morten Burian spiller hendes forældre. I det resterende cast finder man Thure Lindhardt, Christian Tafdrup, Josephine Park og Nanna Skaarup Voss.
»Da jeg læste Pigedyr blev jeg både frastødt og tiltrukket. Genialt nok var dét meget lig den følelse, jeg selv havde i mine teenageår og i starten af mine 20’ere. Jeg håber, at arbejdet med denne her film kan være med til at kaste lys over, hvordan pigens seksualitet og i særdeleshed seksualiseringen af den unge pige, er forankret og internaliseret i individet, men især i vores samfund«, fortæller Selma Sunniva i forbindelse med annonceringen.
Manuskriptet er skrevet i samarbejde med Sissel Dalsgaard Thomsen, der sidst var aktuel med ‘Kalak’.
Selma Sunniva er uddannet fra filmskolen Super16 og har allerede markeret sig med kortfilmen ‘Et eksempel’ og afgangsprojektet ‘En af os ryster’.
‘Pigedyr’ forventes at få premiere i 2026.
