’Ultras’: Biografaktuel dokumentar forherliger inkarnerede fodboldfans
Ultras. Der ligger noget ekstremt, grænsesøgende og faktisk lidt ekskluderende i ordet.
Alligevel er det den samlende betegnelse for de mest inkarnerede fodboldfællesskaber, der findes.
Det oprindeligt italienske udtryk bruges om fans og klubber verden over. Fra store mastodonter til små miniputter, fra Skandinavien til Sydøstasien. For selvom deres liv er vidt forskellige, løber der en lige linje mellem dem. En passioneret samhørighed forenet i hengivenhed til the beautiful game.
Det er i hvert fald den historie, svenske Ragnhild Ekner vil fortælle med ’Ultras’, hvor hun rejser verden rundt for at tegne portræt af fangrupperne, som hver uge mødes på tribunen.
Ekner selv har hjemme hos IFK Göteborg, men over syv år har hun besøgt Italien, Argentina, Polen, Marokko, Indonesien, Egypten og fodboldens arnested, England.
Vi er med fodboldfans i kampdagsoptog og på tribunerne, men også på mørke hverdagsaftener, når koloenorme tifobannere syes sammen i tomme sportshaller.
Alle kilder er anonyme, når de fortæller om familiefølelse, politiforagt og de gode gamle dage. Det er nødvendigt, men bliver også en hurdle, fordi det netop er gennem de små fortællinger, at man skal engagere sig i og forstå den samhørighed, som det globale fodboldfællesskab bygger på.
Derfor føler man kun i små glimt en reel forbindelse til historierne, og mange scener bliver insisterende råb ind i et ekkokammer, der uanfægtet stemmer i.
Det skaber også flere selvmodsigende scenarier. Én fortæller om fodboldfamilien som et trygt, inkluderende sted fri for ensomhed, men flere beskriver også fanfamilien som en machokultur, hvor man »skal være som en mand«.
På samme måde prædiker en italiensk herre om, at det hele var mere ægte, dengang alle stod op på stadion, ingen havde kameratelefoner, og kampdag ikke var en familieaffære med popcornspisende småbørn. Men lige bagefter flyder det med billeder af små børn, der spiller og jubler over fodbold i gader verden over, ligesom fællesskabet igen og igen omtales som en »familie«.
Så hvem er det egentlig, der må være en del af fodboldfamilien?
Det er nok gået de færreste forbi, at der i fodboldkredse hersker en fjendtlighed over for autoriteter, særligt politiet. Det beretter flere om, men politiet og loven bliver ensidigt fremstillet som modstandere af fællesskabet, samtidig med at fortællingen om de få, der ødelægger det for de mange, er at spore overalt.
Men den præmis kræver altså bare, at nogen – enten de få eller de mange – anerkender, at der sker unødig vold, ødelæggelse og former for radikalisering i visse ekstreme fanmiljøer.
Manglen på selvindsigt og objektivitet, og på en eller anden form for personlighed i kilderne, skaber en både fragmenteret og overfladisk fortælling om et miljø, som alle hævder er åbenhjertet, men lige så ofte fremstår indelukket.
Heldigvis er man ofte godt underholdt af vilde billeder af gigantiske menneskemængder klemt sammen i taktfaste klapsalver og massekoreograferede tifoer. Det føles lidt som et sammenklip af imponerende, men småhektiske YouTube-videoer – vi skal hele tiden videre til den næste.
Bedst går det, når Ekner enkelte steder sænker tempoet, for dér fortæller hendes observerende kamera faktisk både stærke og sjove historier fra fodboldens fællesskaber.
Det mærkes helt ned i maven, da vi er på stadion i Indonesien, hvor en gruppe unge muslimske kvinder har skabt deres egen fangruppe. I et samfund, hvor kvinder er andenrangsmennesker, bliver tribunen et åndehul, og når de side om side skråler med på hvert et ord af klubsangen, handler det ikke om fodbold, men om frihed. Og det sker i et rum, hvor passionen blomstrer helt uden behov for aggressive udråb og skumle elefanthuer.
Det samme gælder i den engelske kystby Eastbourne, der er kendt for sine utallige plejehjem. Lige dér ville man faktisk gerne være med en regnfuld hverdagsaften, når de 20-30 hyggefans selvironisk synger om, at det eneste, byen har, er måger og pensionister. Det er klædeligt for de fleste at tage lidt pis på sig selv.
Hårrejsende bliver det på en helt anden vis, da turen går til Egypten, hvor optøjer efter en kamp i 2012 endte i store dødstal, og en fan, der sov over sig og missede kampen, fortæller den hjerteskærende historie.
En vigtig fortælling, men også her bliver skylden ensidigt lagt på politiet og regimet. Man får endda glorificeret fansene som frontkæmpere i landets revolution året forinden, men når en fangruppe angriber en anden, og 72 mennesker dør, bærer fankulturen vel også et ansvar?
Med ’Ultras’ har Ekner haft et enormt potentiale for at skabe en tiltrængt flersidig fortælling om fankulturen på godt og ondt, men Ekner forfalder i sin fascination og forelskelse desværre til en lidt ensidig forherligelse af et emne, der ellers skriger på nuancer.
’Ultras’ lander derfor som et spændende, men også både fragmenteret og forherligende indblik i alt det, der gør fodbold til magi for millioner af mennesker.
Kort sagt:
Svenske Ragnhild Ekner har med ’Ultras’ skabt et fascinerende portræt af fodboldfællesskaber og fankultur verden over, men trods enkelte stærke scener ender hendes fortælling som en smårodet kollage af ensidigt positive budskaber om et fællesskab, der ikke altid fremstår helt så rummeligt, som det gerne vil være.