Prime Videos første egenproducerede danske fiktionsserie går tæt på den berygtede Uropatrulje – »Danmarks mest berygtede politienhed«, der i over 30 år tog mildt sagt utraditionelle metoder i brug for at knalde narkoforbrydere i området omkring Halmtorvet på Vesterbro i København.
Enheden bestod af en flok benhårde halse, der ofte involverede sig i voldelige sammenstød, og som civilklædte gjorde en dyd ud af at spille de kriminelles »socialrådgiver, præst, far og bedste ven«. Netop denne moralske gråzone er omdrejningspunktet for krimiserien ’Slangedræber’, der netop har offentliggjort første hårdtslående trailer.
Pilou Asbæk spiller patruljens karismatiske leder, Brian ’Smiley’ Petersen, og i en pressemeddelelse beskriver han karakteren som kompromisløs og dybt problematisk: »Jeg synes, serien tvinger én til at tænke over, hvor grænsen mellem ret og uret egentligt går«.
Resten af slænget består af blandt andre Lars Ranthe, Joey Moe og Joen Højerslev. I andre bærende roller ses Laura Christensen, Simon Sears, Julie Rudbæk og det nye talent Mira Obling.
Serien er skrevet og instrueret af Anders Ølholm, der tidligere har taget et hårdt gademiljø under kærlig behandling i sin debutfilm ’Shorta’.
’Slangedræber’ består af fire afsnit og får premiere på Prime Video 16. januar.
