I går landede et specialafsnit af ‘The Bear’ uden forvarsel på Disney+. Nu følger kokkeserien op med en premieredato for femte og sidste sæson.
Ifølge Deadline får serien sin afslutning 25. juni, hvor alle sæsonens otte afsnit kan streames på Disney+.
Gårsdagens enkeltstående afsnit ‘Gary’ var et timelangt flashback, der fulgte fætrene Richie (Ebon Moss-Bachrach) og Mikey (Jon Bernthal) på arbejdstur i byen Gary i Indiana. De to skuespillere har selv skrevet afsnittet, som er instrueret af seriens skaber Christopher Storer.
Den kommende femte sæson starter umiddelbart efter den dramatiske afslutning på sæson fire, hvor Sydney (Ayo Edebiri), Richie og Natalie (Abby Elliott) finder ud af, at Carmy (Jeremy Allen White) har valgt at forlade deres restaurant – og branchen i det hele taget.
‘The Bear’ blev i 2022 hurtigt et fænomen med sin intense og fænomenale første sæson, men kvaliteten af serien har siden dalet gevaldigt.
»Hvis man klarede forrige sæsons Michelin-onani, kan man nu få lov at dø af kedsomhed«, lød overskriften på Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansens anmeldelse af sæson fire, som fik tre stjerner.
Forhåbentlig formår Storer og resten af holdet at slutte fortællingen af på mere engagerende vis.
