FORBUDT FILMHISTORIE. Året er 1634, og præsten Grandier fra den franske fristad Loudun bliver brændt på kætterbålet af den katolske kirke efter at være blevet dømt skyldig i at have forført og besat byens ursulinske nonneorden i sammensværgelse med Djævlen. Den virkelig årsag til heksejagten er dog, at han stritter imod nationalstatens indlemmelse af byen under det katolske banner.
Året er 1971, og det britiske filmcensororgan BBFC samt filmstudiet Warner Bros. klipper kraftigt i instruktøren Ken Russels kommende historiske drama, ’The Devils’, som omhandler selvsamme begivenhed og – råt for usødet – viser faren ved at lade organiseret religion ligge i ske med statsmagten.
Trods nedbarberingen kaldes filmen satanisk og voldeligt pornografisk, da den får premiere. »Denne gang er Ken Russel gået for langt«, lyder den generelle overskrift, som samler kirke, konservative husmorbevægelser, studiecheferne hos Warner og kultureliten mod den kontroversielle enfant terrible, Russel.
Flere af filmens mest notoriske scener var så grænseoverskridende for datidens fintfølende godtfolk, at de blev fjernet fra filmen og var frygtet tabt for stedse, før der igen blev fundet filmkopier af dem i 00’erne.
Det gjaldt ikke mindst den såkaldte the rape of Christ-scene, hvor nonneordenen i en orkestreret eksorcisme tager Jesus på korset ned fra alteret og rider oven på statuen.
Således var det dengang, som det nu en gang stadig er: Hvis du går i clinch med de gejstlige, skal du være klar til en kamp til stregen.
Nu er ’The Devils’ så tilbage på det store lærred i en nyrestaureret version, og bliver første gang vist som Russel ønskede. Og filmen er i den grad værd at se for andet end dens status som filmhistorisk kuriosa.
For bag grafiske torturscener og såkaldte blasfemiske afbildninger af den katolske kirke, gemmer der sig en verserende tirade om statens voldsparathed mod det enkelte individs friheder.
Spraglet bagkatalog
Du er lovligt undskyldt, hvis du er ét stort spørgsmålstegn, når det kommer til Ken Russel og hans mange, mange kontroverser med BBC’s censorpanel. Til trods for hans ekstremt produktive, velrenommerede karriere, er han relativt obskur i de flestes øjne, hvilket er en forbandet skam.
Fra midten af 1950’erne til sin død i 2011 spænder Russels filmografi over portrætudsendelser af komponister og andre kunstnere i 60’erne og 70’erne for netop BBC hele til erotiske genrefilm i 80’erne.
Han er sammenlignelig med andre af sine samfundskritiske, udskejende landsmænd som Mike Leigh (’Naked’) og Peter Greenaway (’The Cook, The Thief, His Wife & Her Lover’), men med så spraglet et bagkatalog, er Ken Russel en sværere auteur at fastnagle.
Fælles for hovedværkerne, der foruden ’The Devils’ tæller thrilleren ’Crimes of Passion’, rock-operaen ’Tommy’, samt gennembrudsfilmen ’Women in Love’ fra 1969, er en intentionelt kitschet stil, en fiksering på overklassens forhold til sex og magt og – ikke mindst – ’Den tredje mand’-instruktør Carol Reeds machismo-smukke nevø Oliver Reed.
Desværre er de fleste af Russels værker ganske utilgængelige. Det er sigende, at det først ernu, at Warner udgiver en director’s cut-version af ’The Devils’ – femten år efter skaberen afgik ved døden til trods for at have haft adgang til det censurerede materiale i to årtier.
Original hot priest
Heldigvis er ’The Devils’ et glimrende springbræt til resten af Ken Russels alsidige ouevre. For selvom en 55 år gammel kostumefilm om et religiøst kontrovers, der går næsten et halvt årtusind tilbage i tiden, kan lyde støvet, så er den alt andet end det.
Iklædt glinsende præsteklæder og med et cykelstyrsoverskæg, er hofskuespilleren Oliver Reeds Grandier et omvandrende rødt flag, som ikke desto mindre prøver at finde vindikation hos sin Gud. Han er om nogen den originale hot priest.
Uden at blinke smider den selvretfærdige fuckboy sin unge elev, som han har gjort gravid, på porten og taler i store floskler om sin libido som var det Guds vilje, at han kneppede alt med en puls.
Men han sætter sig også op imod byens lallende kirurg og kemiker, som hævder at kunne kurere de pestinficerede borgere med hvepsestik og krokodillelig. Og i rasende brandtaler udskælder han sine højere autoriteter, da byens selvstændighed trues af den gemene Baron de Barlaudemont og kardinalen Richelieu og sætter dermed sin komfortable tilværelse i fare ved at agere Louduns beskytter og daddy.
Over for ham står nonnen fra helvede Moder Jeanne, som bliver spillet med en frygtløs og frygtindgydende mani af Vanessa Redgrave. Hendes våde Jesus-dagdrømme om den smækre præst afvises, da han i smug gifter sig med en lokal kvinde og RSVP’er pænt nej tak til at blive nonneordenens nye bestyrer.
I sin desperation bekender hun til Fader Grydehår, kujonen Mignion, at Grandier er i ledtog med Djævlen og inviterer dermed den sadistiske heksejæger Barre ind i folden.
Konger og rockstjerner
Den konverterede katolik Ken Russel, som baserede sit manuskript på en bog af Aldous Huxley, moderniserer kløgtigt historien til sidste halvdel af det 20. århundrede uden at springe over, hvor gærdet er lavest ved at introducere anakronistiske elementer. Grandiers frie seksualmoral er tyeligvis inspireret af 60’ernes summer of love, men kontekstualiseres igennem det 17. århundredes kamp imellem magthungrende katolikker og de mere progressive grene af kirken.
Herigennem ser instruktøren datidens konger og præster som rockstjerner og kendisser og den offentlige eksorcisme af nonnerne som et sygt mediecirkus skabt til at forføre folket.
Den samme idé ligger til grund for filmens visuelle univers, hvis design var udtænkt af den anerkendte avant garde-instruktør Derek Jarman.
Kystbyen Loudun knejser sig ensomt op over horisonten for enden af en sti omringet af skeletter hængt på hjul og stejle som en mareridtsversion af Smaragdbyen fra ’Troldmanden fra Oz’. I hjertet af den ligger det sorte kapel, hvori de katolske præsters hykleri udstilles, omringet af det kridhvide murværk, der holder den franske konge ude.
Sammen med fotografen David Watkins’ markante billeder – Moder Jeannes sindssyge dødningesmil, omgivet af klosterets hvide fliseværk, er særligt ikonisk – skaber de kontrastfyldte sets en drømmelignende atmosfære og sort/hvid-effekt ikke ulig Dreyers mageløse mesterværk ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’.
Sammenligningen mellem de to ligger da også lige til højrebenet. Begge fremviser en skammelig henrettelse på bålet af en fransk, religiøs figur og fortolker mishandlingen som den vordende nationalstats brutale behov for at undertrykke individet igennem ekshibitionisme.
Et chok til systemet
Der er bare den lille detalje, at Jeannes navnesøster i ’The Devils’ bliver tortureret ved at få sprøjtet skoldhed vand op i skrævet…
Ken Russel har ved flere lejligheder gjort det klart, at han blot gengav historien, som den er blevet opskrevet af Huxley, og man må give dem, de pokkers franskmænd, at de kunne finde ud af at pine hinanden.
I modsætning til konklusionerne fra 70’ernes snæversynede kritikere er den bestialske vold dog aldrig meningsløs eller infantil. Den klimatiske the rape of Christ-sceneer afgørende for filmen, ikke blot på grund af kirkens totale pervertering af sine egne tjenere i deres jagt på ”sandheden”, men også fordi den kontrasteres med Grandiers personlige, beskedne nadver-tjeneste.
Således er der også en ironi i de skingre anklager om blasfemi vendt mod filmen. For ’The Devils’ hylder netop menneskets overgivelse til sin gud, men gør det til et dybt personligt anliggende. Den organiserede religions teatralske magtdemonstrationer fremvises derimod som et spil for galleriet for at tæmme befolkningen.
Dét er filmens fineste pointe: Det er op til folket ikke at lade sig forføre af populister, der distraherer med vulgær underholdning med den ene hånd, alt imens de fjerner basale rettigheder med den anden.
Det problem havde de i 1634, og sidst jeg tjekkede, er vi ikke blevet meget klogere sidenhen. Så det er godt, at ’The Devils’ stadig er her til at vække os op med et chok til systemet. Med den ucensurerede version fremstår det budskab stærkere og mere vedkommende end nogensinde før.
’The Devils’ får biografpremiere 15. oktober.