Jeg læste min første Harry Potter-bog, da jeg var ni år gammel. Jeg var fuldstændig opslugt i en uge. Jeg genlæste den med det samme.
Hver eneste af de efterfølgende bøger fortærede jeg i samme tempo, som en Roskilde-lejr omsætter en ramme Tuborg, og jeg ventede utålmodigt på, at de sidste bøger endelig udkom, hvorefter jeg så alle filmene, så snart de fik premiere.
Jeg er altså – i lighed med mange andre – opflasket på J.K. Rowlings magiske fantasiunivers. Og selvom jeg aldrig kommer til at være den type, som går med et Gryffindor-halstørklæde i fuld offentlighed, så har jeg heller aldrig for alvor givet slip på min betagelse.
Der er bare et aber dabei. For jeg bryder mig ikke synderligt om de nye ’Fantastiske skabninger og hvor man finder dem’-film, der føltes som åndløse forsøg på at tvinge penge ud af nostalgiske millenials.
Og da Rowling besluttede sig for at erstatte sit eftermæle som højtelsket børnebogsforfatter med transfobisk internetkriger, måtte jeg konstatere jeg, at jeg nok var færdig med Hogwarts, Hogsmead og Hagrid.
Men nu er jeg ikke længere helt så sikker.
Den magiske hovedperson
I september 2020 annoncerede Warner Brothers og Avalanche Games et open world-rollespil, som ville finde sted på Hogwarts i 1850’erne, hvilket blev modtaget med lige dele spænding og shitstorm.
Den 10. februar står ’Hogwarts Legacy’ klar. Ved en event for inviteret presse i Hamburg i januar fik vi adgang til at afprøve spillets første område, og de første indtryk var lovende.
I spillet indtager du rollen som en femteårs-elev, der med særlig dispensation får lov til at starte på Hogwarts senere end de ellers normale 11-årige.
Du kan selvfølgelig designe din karakter ned til mindste detalje eller vælge en af de prægenerede udgaver, som ligner en Weasley, en Potter eller en Granger.
Herefter starter eventyret, når du mødes af en jovial (og lidt skør) professor, som skal eskortere dig til den magiske skole. Turen udvikler sig gådefuldt og højdramatisk, men mere skal der ikke afsløres her.
Problemet med de nye indslag i Harry Potter-franchisen er, at Hogwarts simpelthen er forsvundet ud af dem.
Plottene i Harry Potter-bøgerne er tilforladelige, men det dragende element er og bliver den gamle skotske skole med sine tårne og krypter, sære og excentriske professorer og forbudte skove, der er fyldt med underfulde og skræmmende væsener.
Troldmandskostskolen er næsten lige så stor en hovedperson som Harry Potter selv, og det er ikke tilfældigt, at »jeg venter stadig på mit brev fra Hogwarts« er blevet en millenial-kliché.
Det var derfor en smule skuffende at blive introduceret for skolen i ’Hogwarts Legacy’. Godt nok er den smukt udført (især de botaniske haver imponerer), og de levende malerier er både overbevisende og morsomme, men 95 procent af eleverne kan man ikke interagere med.
De fører godt nok samtaler, men kun med hinanden. Det føles mindre som en eventyrlig, åben verden, og mere som om man er mobbeofret, ingen vil snakke med.
Der er en lille håndfuld opgaver at tage sig til. Et maleri viser sig at være mere, end det giver sig ud for at være, og man kan spille et lidt undervældende spil i gården baseret på accio-besværgelsen.
Kosteskaftet, man naturligvis kan flyve rundt på, er en hæderlig, men samtidig undervældende oplevelse. På trods af det er det stadig en skam, at det essentielle Quidditch ikke implementeres i spillet.
Når spillet åbner sig op, håber jeg virkelig, at skolen bliver et mere interessant og dynamisk sted fyldt med hemmeligheder i stedet for en smuk, men lidt tør kulisse.
Hvis dét lykkedes, vil det være dybt opslugende at gå på Hogwarts.
Livet som troldmand
Der, hvor spillet virkelig overrasker positivt, er i troldmandsdueller og kampe mod onde troldmænd, som følger med i plottet om skjulte sammensværgelser og tilfangetagne drager.
Du har et væld af besværgelser til rådighed, og du skal holde tungen lige i munden for at bruge den rette formular på det rette tidspunkt, mens magiske gnister fyger om ørerne.
Modstanderne råber, en kasse bliver til et projektil med hjælp fra leviosa-besværgelsen, imens en tredje sniger sig op til et bagholdsangreb.
Det er fremragende, og de mange formularer får en til netop at føle sig som en femteårselev. Derfor var det også meget sigende, at jeg havde lyst til mere og lyst til at mestre magien, lige så snart kampene var overståede.
Atmosfæren i den forbudte skov, hvor kampene foregik, var desuden veldesignet, og omgivelserne var smukke. Jeg følte mig nærmest hensat til den skæbnesvangre rejse til netop dette sted i den første bog.
Det var også i denne del af spillet, at jeg for alvor så potentialet. Hvis skolen bliver et mere interaktivt sted, når spillet skrider frem, og hvis plottet holder det tempo og den kadence, som jeg fik et glimt af, så er der enormt potentiale.
’Hogwarts Legacy’ har mulighed for at blive den hjemvenden til verdens mest succesfulde fantasi-univers, som millioner af mennesker har sukket efter i årevis – det kan være brevet fra den magiske skole, som vi alle har ventet på.