Ny uge, nye features fra Apple. I sidste uge var det rygter om dobbeltkamera til iPhone 7, inden da var der ramaskrig da det kom frem at iPhones muligvis bliver uden et højtalerstik og nu er turen kommet til opladning.
Rygterne vil vide, at Apple er i færd med at udvikle en ny trådløs opladningsteknologi, der ville sikre både iPhones og iPads mulighed for at lade op uden at sidde i stik.
Trådløs opladning er i sig selv ikke et nyt fænomen: Samsung og Sony har længe tilbudt muligheden, og Apple selv har gjort Apple Watch trådløst opladelig (bare ikke til billige penge).
Kravet til trådløs opladning har dog hele tiden været, at hvis der ikke skulle stik til, blev man i stedet nødt til at placere sin device ovenpå en opladningsplade eller i en form for dockingstation. Apple vil dog gøre metoden mere fleksibel ved at skabe en slags hotspot, der automatisk igangsætter opladningen, når din device er inden for rækkevidde.
Firmaet har ifølge Bloomberg taget patent på en teknisk opstilling, der kan få iMacs til at fungere som opladningsstation for devices i nærheden inden for cirka en meters omkreds.
Det kunne i fremtiden betyde offentlige opladningszoner på togstationer, universiteter og i lufthavne, hvor mange mennesker kæmper om få strømstik. Ligesom øvrig trådløs teknologi –såsom internet gennem lyspærer, Li-Fi – er der dog stadig langt til mål for disse vidtrækkende anvendelser.
Det spås dog at Apple kunne stå klar med deres trådløse opladning allerede i 2017 eller måske allerede i forbindelse med lanceringen af iPhone 7.
Læs også: Salget af Windows Phones er styrtdykket: Er der kun en dødsrallen tilbage?