Tidens to vigtigste designere er ligeglade med trends – folk bestemmer selv

De står bag de mest toneangivende brands lige nu, og selv om deres design virker meget forskelligt, så har Demna Gvasalia og Alessandro Michele samme tilgang til deres håndværk. De vil ikke diktere moden, men give folk friheden til at udtrykke sig selv.

Det står klart efter et fælles interview, de to designere har lavet til New York Times stiltillæg, T Magazine.

»Det vigtigste lige nu er at give moden attitude. Fordi folk vil have, at du viser, at man kan sammensætte og skabe sit eget synspunkt … Du skal antyde ideen om frihed, fordi på gaden er folk frie til at gøre, hvad de vil. Der er ingen regler«, siger Michele, der siden januar sidste år har stået i spidsen for og genoplivet Gucci.

»Og de vælger, hvad de vil købe«, tilføjer Gvasalia, der står bag et af tidens mest omtalte brands Vetements, og tidligere i år viste sin første kollektion som kreativ direktør for Balenciaga.

Guccis pre-fall-kampagne
Guccis pre-fall-kampagne

»Nu er kunderne klar til selv at bestemme, hvad de vil sætte sammen. Det er ikke længere ideen om et fuldt look«, siger Michelle senere i interviewet, mens Gvasalia tilføjer:

»Folk er ude efter den form for individualitet. De vil ikke se ud som et kampagnebillede. De vælger. Måske ender de alligevel med det look, men det er deres valg, hvordan de vil skille sig ud. Jeg tror, der er den her trang til at være en smule anderledes. Det er derfor, at individualitet betyder meget mere«.

Fra Vetements' SS16-lookbook
Fra Vetements’ SS16-lookbook

Med sin udfordring af tøjets proportioner hos både Vetements og Balenciaga og hans fornemmelse for streetwear og gadens nonchalante blanding af inspirationskilder har Gvasalia været et friskt pust i modebilledet, ligesom Michele har formået at gøre Gucci til et brand, der skaber tøj folk igen kan drømme om.

Når de designer og sælger tøj, går de netop ikke op i tidens trends. Tøjet skal kunne leve i flere sæsoner.

Michele: »Intet for gammelt i mine øjne. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis en kjole er flot, og det er meget personligt, så kan den leve for evigt. Der er stadig der her idé om, at hvis du har noget smukt, så er du stadig nødt til at smide det ud næste sæson«.

Gvasalia: »Det er frygteligt«.

Michele: »Det er forfærdeligt«.

Gvasalia: »Det er også noget bullshit«.

Michele: »Jeg er ligeglad med, hvilken sæson det er. Nogle gange foretrækker jeg noget efter flere sæsoner«.

Gvasalia: »Ofte hvis du har en kontinuitet imellem sæsoner, så har du ikke det problem. Det er stadig relevant i konteksten. Det er ligesom, nå, det er Prada fra sidste sommer. Hvis du elsker det, så elsker du det. Du er ligeglad med, hvilken sæson det er. Jeg skriver sæsonen på mærkaterne i Vetements’ tøj, og i starten sagde vores sælgere, åh, det må du ikke gøre. Folk vil ikke gå i det året efter. Men det vil de. Jeg tror faktisk, at det øger værdien«.

Fra Vetements' SS16-kollektion
Fra Vetements’ SS16-kollektion

Til sidst slår de fast, at de prøver at holde fokus på tøjet og helst ikke vil sig selv som en del af modebranchen.

»Vi befinder os på en legeplads – intet er forudsigeligt. Det er virkelig levende. Du tænker på folk, på hvad der sker udenfor. Jeg skabte ikke et par sko, fordi jeg ville have dem med i en modeserie. Aldrig. Jeg tænker på fyren på klubben, på gaden, eller en af mine venner. Det er en meget pragmatisk måde at se på mode. ‘Mode’. Ordet mode, det er meget…«, siger Michele.

»Det er indviklet. Det bliver nødt til at forandre sig!«, siger Gvasalia.

Læs resten af de to designeres omfattende interview hos T Magazine.

Læs også: Det er ikke tilfældigt, at Vetements er det hotteste brand lige nu, afslører nyt interview

Læs også: Gucci dropper kønsopdeling – viser samlet kollektion fra 2017

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af