Imens danske politikere stadig kan diskutere tørklædets plads i det danske samfund, er den internationale modebranche ved at omfavne den muslimske beklædningsgenstand. Både som en del af en tid, hvor diversitet er et buzzword, og hvor de kapitalistiske kræfter er klar over, hvor mange potentielle købere de henvender sig til.
Nike har lavet reklamer med hijabklædte kvinder, og i luksusmoden har Dolce & Gabbana designet hijabs, ligesom den hijabklædte model Halima Aden har gjort lynkarriere i år og poseret for alt fra Yeezy til American Eagle.
Nu har det danske modelbureau Unique Models så også signet en hijabklædt model. 21-årige Amina Adan er nemlig blevet tilføjet bureauets roster i denne uge.
»Vi skal selvfølgelig fylde vores hylder op med de varer, som der er efterspørgsel efter. Tidligere har der ikke været kunder, der har efterspurgt piger med hijab«, siger Jesper Thomsen, direktør i Unique Models, til DR Kultur. »Det er der sådan set heller ikke endnu, men vi kan mærke, at der er en tendens i hele modebilledet til at have mere diversitet, og derfor tænkte vi, at nu prøver vi. Den debat, der har kørt i branchen, gør, at markedet er mere modent til det«.
»Det her er så nyt og banebrydende for os, og det er ikke noget, vi har tænkt på som, at vi skal finde det næste sort, og det skal være en med tørklæde. Hun er her, fordi hun er smuk, og fordi hun har et kæmpe potentiale som model«, tilføjer Jacqueline Mikkelsen, der er ejer og administrerende direktør i Unique Models til DR Kultur.
Så må tiden vise, om den danske modebranche er klar til at omfavne Adan.
Læs også: Få styr på hijabklædte Halima Aden, der stjal ‘Yeezy Season 5’-showet