Adrian Sølberg er ikke den gængse designer, og hans brand Randy er overraskende anonymt i en tid, hvor mange mener, at det handler om at larme mest muligt. Men det forsøger Mads Nørgaard nu at ændre på.
Der har ellers allerede været meget at fortælle om. Efter at Randy brød lydmuren for godt to år siden med sine første kollektioner og et debutshow under Copenhagen Fashion Week, har Sølberg også været blandt sidste års fire deltagere i Magasin du Nord Fashion Prize (som Lærke Andersen endte med at vinde).
Den medvind er ikke tilfældig, for med tidløst design, der blander Sølbergs hang til en rock’n’roll-garderobe med militærinspiration, er Randy et interessant brand, som følger sit eget kompas mere end tidens skiftende trends. Det ses også tydeligt i den kollektion, som Sølberg nu har designet i samarbejde med Mads Nørgaard, og som sælges eksklusivt i butikken på Strøget.
Det sker i morgen, fredag, hvor kollektionen lanceres imellem klokken 16 og 19. Her vil Kristoffer Bech (fra Shiny Darkly), Anton Falk (First Hate) og Søren Holm (Liss) stå for musikken. Læs mere om eventet på Facebook.
Den ny kollektion er igen inspireret af uniformer og består af strik, t-shirts, en sweatshirt med hætte og bukser. Udover den fælles kollektion viser Sølberg også nogle af sine tidligere designs, der sælges som showpieces i butikken.